Mindeord: Flemming Bøgelund er gået bort

11. november 2025
Æresmedlem - Flemming Bøgelund.jpg (1)
Flemming Bøgelund.

Det er med stor sorg, at vi i Køge Boldklub har modtaget meddelelsen om, at en af klubbens stærke kræfter gennem mange år, Flemming Bøgelund, den 5. november er afgået ved døden, 88 år gammel.

Flemming Bøgelund startede sit lange virke i Køge Boldklubs ungdomsafdeling tilbage i 1980, i ynglingeafdelingen.

Flemming Bøgelund var i årene fra 1984 til 1998 en utrolig dynamisk og arbejdsom formand i klubbens stadigt voksende ungdomsafdeling.

I årene fra 1982 til 1998 var han ligeledes en del af klubbens bestyrelse, ligesom han i en lang periode havde en meget aktiv hånd med i opbygningen af klubbens velfungerende Pige- og kvindeafdeling.

I boldklubben havde han den glæde, at børnene Søren, Peter og Pernille alle var aktive, enten som aktiv spiller eller som medlemmer af bestyrelsen. Såvel Søren som Pernille Bøgelund varetog i en periode kassererjobbet i bestyrelsen, ligesom Peter Bøgelund i 1986 fik debut som målmand på Køge Boldklubs førstehold. Det var begivenheder, som gjorde Flemming stolt.

I 1999 blev han udnævnt til æresmedlem i Køge Boldklub.

Flemming Bøgelund efterlader sig hustruen Gulla, børnene Søren, Peter og Pernille samt svigerbørn og børnebørn, som vores tanker går til i denne svære tid.

Flemming Bøgelund bisættes fra Herfølge Kirke fredag den 14. november kl. 11.00.

Æret være hans minde.

Brian Hansen. Formand, Køge Boldklub