Søndag morgen måtte fodboldspilleren og Danmarksmesteren fra 1975, Peter Rasmussen, give op overfor sygdommen Alzheimer, som i mange år havde ødelagt Peters liv.

De sidste fire år var han henvist til plejehjemmet Nørremarken og som tingene udviklede sig, var det i sorgens lys, det eneste rigtige for Peter, hans familie og os venner at han endelig har fået fred.

Peter var en fighter. Først Holbæk og derefter Køges fodboldhold, fik syn for sagen, for når Peter Rasmussen havde snøret støvlerne, var der kun en vej og det var fremad. Dette bedst illustreret ved han på nærmest mytisk vis, formåede at vinde både guld og sølvmedalje i en og samme turnering, altså i datidens superliga, 1. Division. Det mytiske kommer ind, fordi Peter voksede op i Holbæk og starte sin karriere der. I sæsonen '75 spillede han således forårsturneringen i Holbæk, hvorefter han i sommerpausen, qua sin kones skolelærerjob, flyttede til Køge for så at spille efterårssæsonen der. Holbæk fik det år sølv og Køge guld, så dermed var den meget specielle bedrift en kendsgerning.

Fodbold var en kæmpe del af Peters liv, men mange andre ting betød selvsagt meget for Peter. Hans kone Pia Borg og deres fire børn, Niklas, Mattias, Jeppe og Sille. Deres hjem har alle dage været et samlingssted for os ældre, i skøn forening med børnene og deres venner, toppet med årets fodboldkamp i Lovparken, mellem de unge og de gamle, afsluttet med fælles banket i haven. Leg, quiz og ikke mindst musik, var andre af Peters varemærker og han var god til det. Man var tæt på en sejr, hvis Peter var på ens hold og en koncert med Peter Gabriel, Pink Floyd eller Eric Clapton, skulle være meget langt væk, hvis den ikke skulle arrangeres.

Rejser var i det hele taget en stor del af familien Rasmussens liv. Cuba, Argentina, Uruguay, og Kenya, blot for at nævne nogle af destinationerne, hvor hele familien drog afsted og fik minder for livet. Hvis der var noget dette rejseselskab kunne, så var det at få stoppet noget i rygsækken med viden og en fornøjelse efterfølgende at høre om deres oplevelser.

Arbejdsmæssigt startede Peter i 1979 som lærer på Hastrupskolen, for derefter at blive inspektør på samme. Efter en del år på den post (i 2003), skulle der ny inspiration til og Peter blev tilbudt jobbet som inspektør på Munkekærsskolen i Solrød, som frem til 2013 også blev hans sidste opgave indenfor skolevæsenet. Ved siden af skolejobbene, blev der også tid til trænerjobs i både St. Heddinge, Haslev og Herlev, hvor han på et tidspunkt, blandt andet var træner for Kasper Hjulmand, så også der har han sat sit aftryk.

Vi er mange der vil savne Peter, eller rettere stadig vil savne ham, for de sidste år, har vi kun kunne være der fysisk, hvad der har været meget hårdt, naturligvis allerværst for familien.

Peter nåede lige at fylde 69 år og efterlader sig udover Pia og sine fire børn, desuden svigerbørn og fire, næsten fem børnebørn.

Peter vil altid være i vores tanker. Æret være hans minde.

Jesper Rasmussen