Mindeord: Erik Kaner Madsen er død
Det var med stor sorg, at vi i Køge Boldklub mandag den 1. september blev bekendt med, at en af klubbens store profiler gennem mere end 70 år, Erik Kaner Madsen, var gået bort efter lang tids sygdom. 82 år gammel.
Erik Kaner Madsen blev meldt ind i Køge Boldklub i 1952, og gennem de mere end syv årtier nåede Erik, udover at være aktiv i klubbens ungdoms-, senior og Old Boys afdeling, også i mange årtier at varetage forskellige trænerjobs i klubbens ungdomsafdeling.
I ungdomsafdelingen var hans "hjertebarn" gennem mange år de alleryngste - Børn til Bold for piger og drenge fra 2-5 år - som han hyggede sig med at træne et par timer om ugen.
Erik Kaner Madsen var fantastisk afholdt af alle i Køge Boldklub. Manden med det altid smittende gode humør har gennem årene trænet mange hundrede ungdomsspillere - og han kunne aldrig gå en tur rundt i Køge by, uden at han altid stødte ind i og skulle hilse på personer, som han har været træner for - eller trænerkollega med - i Køge Boldklub.
Som aktiv spiller nåede Erik Kaner Madsen, der var kendt som en aggressiv og målfarlig forward type, lidt af en bedrift - han vandt Sjællandsmesterskabet hjem til Køge i alle ungdomsrækkerne.
I 2014 blev Erik Kaner Madsen udnævnt til æresmedlem af Køge Boldklub.
I 2022 fik Erik Kaner Madsen overrakt klubnålen for 70 års uafbrudt medlemsskab.
Klubbens tanker går i disse dage til hans hustru Doris, børn, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.
Æret være Erik Kaner Madsens minde.
På Køge Boldklubs vegne.
Per Møller

Erik Kaner Madsen foran fotos af to spillere, som han har trænet i Køge Boldklubs ungdomsafdeling, og som nåede at spille sammen på Danmarks A-landshold - Jon Dahl Tomasson og Søren Larsen (th).
