DM-pokalen sikret efter gyserfinale
Der er grund til at kippe med flagene for en begivenhed der i dag fandt sted for 17 år siden i det fynske.
Køges ynglinge strøg nemlig helt til tops, da DBU søndag den 25. januar afviklede finalestævnet i inde-DM for ynglinge 2004 i Otteruphallen.
Køge vandt samtlige tre kampe i den indledende pulje. KB som blev besejret 3-2, Frederikssund IK med 5-4 og Tjørring IF med 5-0.
I kvartfinalen vandt Køge 4-3 over Herfølge Boldklub efter forlænget spilletid.
I semifinalen blev det ligeledes 4-3 over Kalundborg G&B – også efter forlænget spilletid og dermed sejr på “golden goal”.
I DM-finalen ventede B.1913 og det blev også en gyser b af bedste slags. Det lykkedes Køge at besejre B.1913 med – ja, med cifrene 4-3 – og for tredje gang kom Køge-sejren i hus efter forlænget spilletid og "golden goal".
Køges hold der sikrede DM-pokalen og guldmedaljer bestod af følgende spillere:
Stefan Poulsen, Lasse Rønning, Jesper Sneholm, Mark Christensen, Jonas Mikkelsen, Morten Overgaard og Cihat Bardak. Træner Kim Hansen og holdleder Søren Poulsen.
