Viborg Søndag den 22. september 2002
Viborg-Køge 1-4
Viborg Stadion
Køge

Flot Køge-triumf i Viborg
Det går op og ned her i tilværelsen. Ikke mindst for holdene i SAS Ligaen, hvor alle slår alle, og ingen kan på noget tidspunkt føle sig sikker på tre "sikre" points.

Således også da Viborg og Køge stillede op til kamp på det nye, flotte Viborg Stadion. Køge kom til domkirkebyen med et 0-1 nederlag til Farum efter en helt igennem miserabel indsats. Viborgs grønblusede drenge løb derimod på banen, struttende af selvtillid efter sidste rundes imponerende 6-0 sejr over Esbjerg.

Men en gentagelse af massakren, som 3.062 tilskuere havde set frem til - bortset fra den lille koloni trofaste Køge-fans der havde taget den lange tur til Viborg for at støtte deres hold - blev det ikke.

Tværtimod. Trods bagud 0-1 efter blot 17 minutters spil kæmpede og spillede Køge sig til en fuldt fortjent sejr på 4-1 efter 2-1 ved pausen.

Køge var lige fra dommer Claus Bo Larsens første fløjt på mærkerne og sad straks på kampen. Flemming Ljungstrøm og Morten Overgaard i Køges midterforsvar havde godt styr på Viborgs to helte fra kæmpesejren over Esbjerg, tre-målsskytten Sasho Petrovski og Søren Frederiksen der aldrig nåede at udrette noget særligt denne solbeskinnede men blæsende sensommerdag.

Viborgs føringsmål i det 17. minut var kampens første nævneværdige hændelse. Efter forsøg på stolpe og overligger i samme angreb havnede bolden hos John Dyring der hamrede bolden i nettet uden chance for Carsten Holbek.

Men Køge lod sig ikke slå ud - og fortsatte de lovende takter. I det 34. minut kom belønningen, da Søren Nielsen satte sidste fod på bolden efter oplæg fra Anders Clausen i højre side.

Kort efter måtte Viborgs polske målmand Arek Onyszko ned ved roden af sin højre stolpe for at klare et nærgående forsøg fra Anders Clausen, og i første halvlegs tillægstid kom Køge fortjent foran 2-1, da Janus Blond kanonerede bolden i nettet uden chance for Onyszko.

Anden halvleg var kun tre minutter gammel, da Køge kom på 3-1. Tommy Olsen modtog bolden i straffesparksfeltet, og mellem venner og fjender fik han tæmmet bolden og vendt rundt og sendt bolden i nettet. 3-1 - og overraskelsen lurede for alvor.

Starten på anden halvleg var meget livlig. Umiddelbart efter Køges 3-1 mål slap netop indskiftede Steffen Højer fri i Køges venstre side, men Carsten Holbek gik godt frem og fik afværget. To minutter senere sparkede Morten Overgaard over Viborgs mål, og yderligere et minut senere misbrugte Søren Frederiksen en stor hovedstødschance, leveret på et sølvfad på en flot centring fra målscorer John Dyring.

I det 67. minut var det Anders Clausen der var på spil, men denne gang klarede Onyszko flot. Han var dog chanceløs tre minutter senere, da Køge definitivt afgjorde kampen efter et hurtigt flot gennemført angreb. Morten Overgaard sendte Anders Clausen afsted med en flot lang aflevering. Anders Clausen slap forbi sin oppasser og serverede et hårdt indlæg til Søren Nielsen der kom stormende til og satte sidste fod på bolden.

Resten af kampen blev gennemført på Køges præmisser - og fem minutter før tid var Allan Nielsen tæt på at øge yderligere, da han blev spillet alene med Virbogs-keeperen efter godt samspil med Martin Borre. Men Arek Onyszko klarede Allan Nielsens forsøg.

Hele Køges hold fortjener ros for en meget disciplineret indsats. Specielt ydede Allan Nielsen og Mads Olsen på Køges midterste midtbane en utrolig arbejdsindsats.

Glad debutant
Med otte minutter tilbage af SAS Ligakampen på Viborg Stadion, fik 19-årige Henrik Madsen sin førsteholdsdebut hos Køge.

Henrik Madsen afløste Tommy Olsen - og indtrykket af den unge debutant var virkelig fint.

- Jeg var mere spændt end jeg var decideret nervøs. Jeg syntes det gik godt da jeg kom ind. Det var en kæmpe oplevelse, fastslog Henrik Madsen umiddelbart efter at hans holdkammerater havde råbt et trefoldigt hurra for debutanten.

Trænerassistent John Tune Kristiansen:
- Utrolig sejr. Vel nok sæsonens hidtil vigtigste kamp. Med sejren er vi med igen - modsat hvis vi havde tabt havde vi været hægtet af for en lang periode.

Angriber Jimmy Kastrup:
- Flot indsats af alle. Hele det taktiske oplæg blev fulgt til punkt og prikke.

Målmand Carsten Holbek var rasende efter Viborgs føringsmål:
- Der var klart offside. Derfor blev jeg så ophidset. Heldigvis fik det ingen betydning for kampens resultat.

Kampen i tal:
16. 1-0 John Dyring
34. 1-1 Søren Nielsen
45. 1-2 Janus Blond
47. 1-3 Tommy Olsen
70. 1-4 Søren Nielsen

Advarsler: John Dyring, Michael Nonbo og Ralf Pedersen, Viborg FF. Morten Nielsen, Køge.

Tilskuere: 3.062

Startopstilling:
Carsten Holbek, Janus Blond, Søren Nielsen, Morten Overgaard, Flemming Ljungstrøm, Martin Borre, Allan Nielsen, Mads Olsen, Morten Nielsen, Tommy Olsen og Anders Clausen.

Udskiftningsbænken:
Jimmy Kastrup, Lars Møller, Henrik Madsen og Jimmi Klitland

Udskiftninger:
70. Anders Clausen <-> Jimmy Kastrup
81. Tommy Olsen <-> Henrik Madsen, debut
86. Mads Olsen <-> Lars Møller

Viborg:
Arek Onyszko, Michael Gravgaard, Ralf Pedersen, Thomas Frandsen, Asbjørn Sennels, Thomas Krause (45.: Thomas Højer), Michael Nonbo, John Dyring (62.: Christian Keller), Jakob Glerup (74.: Thomas Andie), Søren Frederiksen, Sasho Petrovski.

Dommer:
Claus Bo Larsen
Liniedommere:
Jens Larsen og Per Abrahamsen