Skive Onsdag den 5. juni 2002
Skive-Køge 2-4
Egeris Idrætsanlæg
Køge

Så lykkedes det - Køge er i SAS Superligaen

Efter et sandt drama på Egeris Idrætsanlæg onsdag eftermiddag, sikrede Køge Boldklub sig - efter flere forgæves tilløb - endeligt oprykning til SAS Superligaen fra sæsonen 2002/2003.

Køge-spillerne, trænere, ledere, bestyrelsesmedlemmer, koner/kærester og ikke mindst de mange medrejsende tilskuere måtte hele følelsesregistret igennem inden dommer Bjarne Søby kunne puste en sidste og forløsende sidste gang i fløjten.

Køge vandt kampen 4-2 efter 3-2 ved pausen  - og specielt den medrivende første halvleg fik hårene til at rejse sig på enhver der fulgte kampen - enten live i det nordvestjyske eller på text-TV hjemme.

Køge, der med "blot" uafgjort var sikker på oprykningen, fik den værst tænkelige start på holdets og klubbens vigtigste kamp siden de gyldne dage i november 1975.

Skive startede frisk og fik allerede på sit første angreb fremtvunget et hjørnespark, som Peter Bechmann scorede på, da han kom før Køge-målmand Carsten Holbek. 1-0. Og en stor spand koldt vand i hovedet på Køge-holdet.

Heldigvis blev denne kolde dusch hurtigt vendt til noget positivt. På det efterfølgende angreb fik 19-årige Søren Nielsen efter nogle kontraer i Skives straffesparksfelt hamret bolden i nettet. Men Køge skulle have endnu en kold dukkert inden uret på stadion i Skive havde rundet de 5 minutter.

Dommer Bjarne Søby overså inde på Skives banehalvdel et kæmpe frispark på Janus Blond. Skive benyttede chancen til at iværksætte et hurtigt kontraangreb, som Peter Bechmann omsatte i scoring. 2-1 til Skive efter fire minutters spil.

Det tydeligt meget nervøse Køge-hold fik dog langsomt overvundet chocket og kæmpede sig flot tilbage i kampen, som holdet herefter dominerede, men med allerede nedrykningsdømte Skive var til at danse med, og flere gange fik Skive voldt Køge-forsvaret problemer.

2-2 blev det efter 18 minutters spil. Ole Mogensen rykkede fri af et par jyder men blev fældet godt 10 meter uden for straffesparksfeltet. Carsten Jensen sagde tusind tak for tilbuddet ved for anden kamp i træk at give en prøve på sin helt fantastiske sparketeknik. Bolden blev sendt forbi en måbende Skive-mur og ned i målhjørnet til højre for Skive-målmanden.

Fire minutter før pausen kom det forløsende føringsmål til Køge.

Et rigtigt godt angreb, ført op i højre side havnede i venstre hos Mads Olsen, der fik pareret sit forsøg til hjørnespark. På det efterfølgende hjørnespark havnede bolden hos Janus Blond, der kanonerede kuglen i nettet. Nu havde Køge sikret sig retten til sæt og matchbold inden de sidste og altafgørende 45 minutter på Egeris' hyggelige stadion, hvor stemningen hos de medrejsende Køge-fans var euforisk.

Anden halvleg spillede Køge klogt uden at tage nødvendige risici. Sejren skulle køres hjem - og blev det også på behørig vis. Det blev til flere gode angreb og friske scoringsforsøg. Jimmy Kastrup, Martin Borre, Morten Overgaard, Carsten Jensen og Tommy Olsen satte Skive-målmanden på arbejde - men Køge-folkene måtte helt hen til to minutter før tid, før hele forløsningen kom. Mads Olsen tog chancen og tog et ordentligt soloryk forbi tre jyder, inden han kunne passere Skive-keeperen og sende bolden i det tomme mål. 4-2 til Køge - oprykningen var sikret og efterfølgende jubelscener med champagnepropper der sprang, træner Henrik Jensens lufttur, trænere og holdnedere under den kolde bruser og utrolige jubelscener i omklædningsrummet er øjeblikke der vil stå printet i alle Køge-folk der var til stede denne fantastisk minderige Grundlovsdag i Skive. Og oplevelser som ganske sikkert vil blive gentaget når Køge søndag den 16. juni sætter punktum for en fantastisk sæson når FC Aarhus kommer på besøg til en søndag, der vil komme til at stå i oprykningsfestens tegn på Køge Stadion og i hele den ganske by.

Men mere om denne fest og det store officielle oprykningsjubi-tillæg, som Lørdags-Avisen udkommer med som optakt til kampen søndag den 16. juni.

TILLYKKE KØGE!


 

 

 

 

Kampen i tal:
01. 1-0 Peter Bechmann
03. 1-1 Søren Nielsen
12. 2-1 Peter Bechmann
19. 2-2 Carsten Jensen
41. 2-3 Janus Blond
87. 2-4 Mads Olsen
Tilskuere: 528

Startopstilling:
Carsten Holbek, Claus Jørgensen, Morten Eskesen, Janus Blond, Ole Mogensen, Søren Nielsen, Carsten Jensen, Mads Olsen, Martin Retov, Jimmy Kastrup og Tommy Olsen.

Udskiftningsbænken:
Jesper Sommer, Martin Borre, Morten Overgaard og Thomas Nielsen

Udskiftninger:
61. Claus Jørgensen <-> Morten Overgaard
61. Tommy Olsen <-> Martin Borre
79. Carsten Jensen <-> Jesper Sommer