Søndag den 19. august 2001Randers Freja-Køge 0-2
Som nat og dag
Med en fortjent sejr på 2-0 i den vanskelige udekamp mod Randers Freja på Randers Stadion, har Køges førstehold i 1. Division fået en rigtig lovende start på den nye sæson - hvor holdet fortsat kan bryste sig med status som ubesejret.Sejren var fortjent efter anden halvleg - men dette resultat skal der så straks tilføjes var der bestemt ikke udsigt til efter de første 45 minutter.
Første halvleg var præget af planløst spil fra begge sider - om det så skyldes den meget dårlige - ujævne og langhårede - bane skal der ikke tages stilling til her. Men fakta er, at efter en ganske lovende indledning de første 10 minutter, var Køges fremadrettedespil i resten af halvlegen meget spagfærdigt. Midtbanefolkene og de to frontangribere arbejdede ikke nok for hinanden, og det var hjemmeholdet der havde de farligste forsøg - ved altid farlige Lars Larsen, Svenne Poulsen og Kim Christensen - mens det i den anden ende af banen kun blev til nogle lidt "forkølede" forsøg fra Tommy Olsen og Mads Olsen.
Men efter en gevaldig opsang fra cheftræner Henrik Jensen i pausen, var det imidlertid et helt forvandlet Køge-hold der kom ind til anden halvleg.
Holdet lagde straks fra den udmærkede dommer Hans Jørgen Stærks første fløjt et gevaldigt pres på Randers Freja, kombinationerne begyndte at flyde pænt, og der blev skabt chancer. Kulminationen var et stolpeskud fra Tommy Olsen midt i halvlegen.
Det var imidlertid veteranen og anfører Morten Eskesen der satte trumf på med små 20 minutter igen. Efter et godt gennembrud helt nede fra egen zone afsluttede kaptajnen med et fladt skud fra kanten af straffesparksfeltet. Freja-målmanden Jesper Melskens var chanceløs.
Kort efter fik Randers Freja sin største chance i anden halvleg, da Michael Laursen efter godt forarbejde af Lars Larsen i Frejas venstre side kanonerede bolden over velspillende Carsten Holbeks mål.
I stedet blev det Martin Borre, der fem minutter før tid udnyttede en forsvarsfadæse i Randers Freja-forsvaret, og alene med den jyske målmand scorede Borre sikkert sit første sæsonmål.
Kampen gav debut til den i sommer nytilkomne B.1913-angriber Nicolas Drost, der i anden halvleg afløste Tommy Olsen.
Med syv points i de første tre kampe har Køge fået en rigtig god start på sæsonen, og denne gode start skal forsøges fulgt op i hjemmekampen mod Brønshøj onsdag aften på Køge Stadion.
Til kampen i Randers blev Køge shold bakket op af godt 30 feststemte folk fra Supporterforeningen "De Stribede" samt andre Køge-folk der havde fundet vej til Randers - og til disse skal der lyde en varm tak for rigtig god opbakning.
Køge-holdet glæder sig til at få samme gode opbakning igen onsdag aften.
Kampen i tal:
70. 0-1 Morten Eskesen
85. 0-2 Martin Borre
Tilskuere: 619Startopstilling:
Carsten Holbek, Claus Jørgensen, Morten Eskesen, Mads Olsen, Flemming Eriksen, Morten Hansen, Martin Borre, Ole Mogensen, Martin Retov, Tommy Olsen og Jimmy KastrupUdskiftningsbænken:
Nicolas Drost, Morten Overgaard, Jesper Sommer og Jimmi KlitlandUdskiftninger:
69. Tommy Olsen <-> Nicolas Drost
69. Morten Hansen <-> Jesper Sommer
79. Mads Olsen <-> Morten OvergaardPer Møller