Tirsdag den 25. februar er det 25 år siden, Dansk Boldspil-Unions repræsentantskab på sit årsmøde i Vejle traf en historisk beslutning: Indførelsen af "betalt fodbold" blev konfirmeret. Dagen hvor dansk fodbold officielt sagde farvel til amatørbegrebet og goddag til professionalismens barske verden.
Den historiske men formelle vedtagelse af indførelsen af pengefodbold i Danmark foregik i rekordtempo. 13 minutter tog det, før ja'et var en realitet med 100 stemmer for, 10 imod mens 1 stemme var blank.
Hvad har de professionelle tilstande gennem et kvart århundrede så givet dansk fodbold?
Tja, det vil vi sådan set lade læserne om selv at vurdere, for det er der sikkert lige så mange meninger om som der er foldboldelskere - men ét er sikkert. Kravene til såvel klubbernes ledelse, trænere og spillere er efterhånden som årene er gået blevet væsentligt større. Kvaliteten i dansk topfodbold er blevet bedre, ingen tvivl om det, men der mangler fortsat en del, før dansk topfodbold når det niveau der vel egentligt var tanken med at legalisere løn til aktørerne. At danske klubber kunne være med helt fremme i de store europæiske klubturneringer. Der har været et par enkelte lysglimt - bl.a. Brøndbys flotte semifinaleplads i UEFA Cup'en i 1991. Men der har været, og er fortsat, alt for langt mellem snapsene. Grunden hertil er bestemt ikke at der ikke arbejdes seriøst og målrettet i de danske klubber. Det skyldes snarere det faktum, at pengene fortsat er for små i lille Danmark til at klubberne kan fastholde deres allerstørste talenter som på sigt skulle bidrage til at bringe de danske klubber med "hvor det sker". I stedet søger de bedste spillere fortsat udenlands hvor tallene på lønsedlen i de fleste tilfælde fortsat er lidt mere attraktiv at kigge på.
Men hvordan har pengefodboldens indførsel så påvirket Køge Boldklub?
Jo, starten var bestemt ikke uden hurdler. Køges ledelse nedsatte allerede i oktober måned 1977, få dage efter at et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i DBU i realiteten vedtog indførelsen af betalt fodbold i Danmark, et prof-udvalg som skulle arbejde med sagen. Inden der var gået en måned havde profudvalget forhandlet forhåndskontrakter med syv spillere. Kontrakterne kunne dog først underskrives, og dermed være juridisk bindende, efter den endelige vedtagelse af pengefodboldens indførelse den 25. februar 1978.
Mange klubber var straks ude med overbudspolitik - og de løjer var Køge Boldklubs ledelse bestemt ikke villige til at deltage i.
Derfor måtte klubben se flere af stamspillerne fra midten af de glade 70'ere forsvinde til andre klubber, hvor lønningerne lå langt over hvad Køge formåede/havde lyst til.
Bl.a. derfor blev debutsæsonen med professionelle tilstande, 1978, en meget vanskelig sæson for Køge og klubbens nye træner Kresten Bjerre. Sæsonen resulterede i nedrykning til 2. Division. At det blev til nedrykning skyldtes først og fremmest en katastrofal forårssæson, hvor klubben kun høstede syv points gennem fem uafgjorte kampe og kun én enkelt sejr - forårssæsonens sidste på hjemmebane mod Randers Freja. Forårssæsonen bød på blot 10 scoringer - halvdelen blev scoret i omtalte kamp mod Randers som blev dukket med 5-2.
Det var barske vilkår Kresten Bjerre startede op på. Fra det hold, han kendte da han underskrev trænerkontrakten med Køge i sommeren 1977, var Jesper Rasmussen og Niels Poulsen blevet professionelle i h.h.v. Holland og Vesttyskland. Den rutinerede målmand Henning Larsen havde lagt støvlerne på hylden, Peter Rasmussen, Lasse Henriksen og Svend Poulsen drog med Saftkongen til Herfølge, Frank Olsen strøg til B.93 og målkongen Charlie Petersen valgte HIK. Køge havde dog den glæde, at Peter Rasmussen og Frank Olsen var hjemme igen allerede året efter. Svend Poulsen og Charlie Petersen kom tilbage til 1980 sæsonen.
Køge formåede hurtigt at få rettet skuden op igen, og allerede året efter, 1979, rykkede klubben tilbage til 1. Division, hvor det blev til seks sæsoner, inden nedrykningen i 1985 satte skub i elevatoren i nedadgående retning. Elevatoren susede i rimelig hurtig fart forbi både 2. og 3. Division og stoppede først i 1991, da der pludseligt stod Danmarksseriefodbold på skiltet.
Køge fik vendt skuden - og her 11 år senere er Køge atter tilbage på landkortet - i landets bedste række. Men rumlen er i dag fortsat den samme som for 25 år siden. Udover det sportslige, er det økonomi, økonomi og atter økonomi der snakkes mest om ved bestyrelsesmøderne i klubben.
Så det er bestemt ikke blevet nemmere at skaffe økonomiske midler til huse. Tværtimod vel næsten. For de penge der skal skaffes til at få hjulene til at rulle her 25 år efter debutsæsonen med pengefodbold er mange, mange gange større end de, der i de glade amatørdage skulle skaffes så spillerne kunne få sig en pakke smøger og et par kolde øl efter kampen som tak for indsatsen på grønsværen. Eller hvad det nu var klubberne "aflønnede" deres spillere med dengang.
Historisk kamp på Køge Stadion
I weekenden 1.-2. april 1978 lød så startsignalet til den første turneringsrunde med professionel fodbold i Danmark.
Søndag den 2. april kl. 13.30 kunne der så fløjtes en historisk kamp i gang på Køge Stadion. Den første turneringskamp med betalte aktører på banen. Modstanderen var Vejle, og det blev bestemt ikke nogen opløftende start for hverken Køges "nye" hold som for de 2.200 tilskuere.
Vejle vandt en fuldt fortjent sejr på 3-0 efter 2-0 ved pausen. Det urutinerede Køge-hold var på intet tidspunkt af kampen i stand til at true det velspillende Vejle-mandskab, der i venstre wingen Ib Jacquet havde banens dominerende skikkelse.
Vejles mål blev scoret af Per Jørgensen i det 22. minut, af Henning Andersen i det 40. minut, mens Ib Jacquet afsluttede målscoringen fem minutter efter pausen da han udplacerede Køge-målmand Jan Olesen efter en flot solotur. John Milo Christiansen havde i kampens start et par friske forsøg mod Alex Nielsen i Vejles mål - men det var det nærmeste Køge kom på en scoring i sæsonpremieren.
Køges hold mod Vejle så således ud:
Jan Olesen, Michael Haagensen, Arne Rastad, Torben Bastholm, Palle Gjerulff (debutant), Peter Poulsen, Claus Larsen, John Tune Kristiansen, Pauli Andersen (debutant), John Milo Christiansen, Steen Knudsen (debutant). Udskiftning: Claus Bahne Nielsen (debutant), Leif Staun (debutant).