2. august
Retov til Brøndby IFFredag meddelte Martin Retov, at han pr. 31. december, når hans aftale med Køge udløber, skifter til Brøndby IF.
22-årige Martin Retov, der kom til Køge som andetårs junior fra Rishøj IF, har underskrevet en 3-årig aftale med klubben på Vestegnen.
DS-holdet klar til sæsonpremiere
Køge tager på hjemmebane imod en af forårets nyoprykkere fra Kvalifikationsrækken, KFUM København.
Køge-træner Peter Juul Petersen har udtaget følgende trup til premierekampen:
Thomas Nielsen, Rune Leth Pedersen, René Hansen, Michael Nielsen, Johnny Hansen, Lars Møller, Carsten Jensen, Morten Hansen, Daniel Bærenholdt, Martin Sommer, Henrik Madsen, Casper Larsen, Kristian Lund og Christian Petersen.
3. august
DS: Køge-sejr i silende regn
I silende regn fik Køges andethold i Danmarksseriens Pulje 2 lørdag eftermiddag sæsonpremiere. På hjemmebane tog Køge imod nyoprykkede KFUM København.
Det blev aldrig nogen stor kamp på den regnvåde og fedtede bane. Køge vandt kampen 1-0 på et mål af Henrik Madsen et kvarter efter pausen.
- Resultatet var absolut det bedste vi fik ud af den kamp, sagde træner Peter Juul Petersen efter kampen.
4. august
Ny salgschef i Køge Boldklub
Køge Boldklub kan nu præsentere en ny medarbejder - nemlig den 57-årige Erik Hoelgaard, der pr. 1. august er startet som salgschef i klubben.
Erik Hoelgaard kommer fra et job hos Imerco-kæden. Lokalt er Erik Hoelgaard nok mest kendt gennem sit virke gennem sit ejerskab af restaurant Richters Gaard i Vestergade 16 i Køge, som familien valgte at afhænde i januar måned i år.
Før restauratørjobbet i Køge arbejdede Erik Hoelgaard som kædedirektør i OBS, og inden da var han en af hovedmændene bag opførelse af Næstved Storecenter. Erik Hoelgaard havde her bl.a. ansvaret for udlejning, indretning af centret og at få en centerforeningen stablet på benene.
Erik Hoelgaards primære opgave i Køge Boldklub bliver salg af sponsorater, og én af hans første store opgaver bliver at finde en hovedsponsor til klubben.
- Jeg har aldrig før prøvet at arbejde inden for fodboldens verden, men jeg glæder mig til de nye udfordringer i et spændende miljø, hvor der sker noget nyt hver dag, siger Køges nye salgschef.
5. august
U/21 møder B 93
Mandag den 5. august kl. 19.00 indleder Køge efterårssæsonen i DBU's U/21 turnering.
Køge har fordel af hjemmebane mod B.93, og Køge-træner Peter Sørensen har udtaget følgende bruttotrup til kampen:
Jimmi Klitland, Christian Petersen, Casper Larsen, Michael Nielsen, Morten Nielsen, Søren Nielsen, Rune Leth Pedersen, Henrik Madsen, Jimmy Kastrup, Tommy Nielsen og Anders Clausen.
På udskiftningsbænken starter Johnny Hansen, Thomas Hansen og Casper Grønn.
Drenge 1989 vandt turnering i Søllerød
I weekenden 3.-4. august var Køges Drengehold årgang 1989 inviteret til en stor cup-turnering i Søllerød. De syv øvrige deltagere var de bedste årgang 1989-hold fra Sjælland, samt Danmarksmestrene anno 2001, B.1921 fra Nykøbing Falster.
De otte hold var delt op i to puljer á fire hold.
Køge vandt de tre indledende puljekampe med 5-1 over Herfølge, 4-0 over Brøndby og 1-0 over Greve.
- Kampen mod Greve fandt sted søndag formiddaf kl. 10,00 og den beskedne sejr kan måske - som ved tidligere lejligheder - tilskrives, at drengene ikke altid er helt ellevilde med at komme tidligt op søndag morgen.
Finalen mod den anden puljevinder Slagelse vandt Køge med hele 7-2 efter at have ført med 6-0.
SBU's efterårsturnering starter lørdag den 10. august med en hjemmekamp mod Lyngby kl. 13:00.
Alle er naturligvis velkomne til at overvære den spændende kamp på Køge Stadion.
Holbek på BT-hold
Med en lang række fremragende redninger holdt Køge-målmand Carsten Holbek søndag aften de danske guldfavoritter stangen i næsten samtlige 90 minutter.
Kun via et korrekt dømt straffespark i første halvlegs sidste sekunder havde FCK formået at overliste den 29-årige keeper der denne aften spillede sin førsteholdskamp nummer 141 for Køge.
Men på to mål i kampens døende minutter sikrede FC København sig den af alle ventede sejr over Køges nyoprykkede mandskab, der var tæt på at køre et fornemt 1-1 resultat hjem.
Dagbladet BT har belønnet Carsten Holbeks flotte indsats ved at vælge ham til målmandsposten på rundens hold.
Kæmpesejr til U/21
Køges U/21-hold tog mandag aften hul på efterårets puljekampe. På hjemmebane tog holdet imod B.93.
Køge vandt kampen med hele 7-1 efter 2-1 ved pausen.
- Efter en lige første halvleg, hvor bl.a. Jimmi Klitland klarede et straffespark fra B.93, fik vi for alvor gang i vores spil i anden halvleg, fortæller en tilfreds træner Peter Sørensen.
Køges målscorere var Jimmy Kastrup, Johnny Hansen og Anders Clausen hver 2 samt et selvmål.
Køge-holdets næste kamp er mandag den 12. august kl. 18:45 på udebane mod Brønshøj.
Fjerde hold tvillinger på Køges holdDa 19-årige Morten Nielsen med en halv time tilbage af SAS Liga kampen mod FC København søndag aften blev sendt på banen som afløser for Morten Overgaard i venstre forsvarsside, fik han sin førsteholdsdebut på Køges førstehold.
Et kvarter senere indskrev han sig sammen med tvillingebror Søren i klubbens historiebøger...!
Her blev Søren Nielsen indskiftet som afløser for Jesper Sommer - og dermed var tvillingeparret for første gang på banen samtidigt i en officiel førsteholdskamp.
Morten og Søren Nielsen er dermed det fjerde tvillingepar der oplever at optræde sammen på Køges førstehold.
Den seneste kamp, hvor et tvillingepar var på banen samtidigt hos Køge var den 10. november 1996 i 1. Divisionskampen Svendborg fB-Køge på Høje Bøge Stadion i skikkelse af målmand Sten Christensen og Kent Christensen. De to tvillingebrødre, der i januar 1996 skiftede til Køge fra IF "Skjold" Birkerød, var første gang på samme Køge-hold i 1. Divisionskampen Køge-Ølstykke (2-1) den 14. april 1996.
Det første tvillingepar som var på banen samtidigt på Køges førstehold var Bent Rasmussen og Egon Rasmussen. Første gang Rasmussen-brødrene spillede sammen på Køges hold var i 1. Divisionskampen Køge-AGF (1-1) den 19. maj 1958. Sidste gang Bent og Egon Rasmussen optrådte på hold sammen var i 0-0 kampen AB-Køge i 2. Division den 30. maj 1965.
Et andet tvillingepar som har spillet sammen på Køges bedste hold er Jimmy Kastrup og Kenneth Kastrup, der første gang oplevede dette onsdag den 3. september 1986 i en kamp i DBU's Landspokalturnering mod Randers Freja på Randers Stadion. Hjemmeholdet Randers Freja vandt kampen 4-3. Sidste gang brødrene Kastrup var på hold sammen i en officiel turneringskamp var i kampen Køge-Skovshoved (0-1) i 3. Division Vest den 15. oktober 1989.
Havde Kenneth Kastrup ikke valgt at skifte til Greve IF i sommerpausen, kunne Køge måske på et tidspunkt i indeværende efterårssæson have været i den usædvanlige situation at kunne præsentere to tvillingepar på banen på én gang ........
6. august
Thomas Nielsen ankelskadet
20-årige Thomas Nielsen, som er én af Køges tre talentfulde målmænd, har atter indskrevet sig på skadeslisten.
Ved træningen tirsdag aften var Thomas Nielsen så uheldig at beskadige den ene ankel og er derfor yderst tvivlsom til weekendens turneringsomgang.
Thomas Nielsen har hele tre gange indenfor lidt over et år haft sprængt trommehinden.
7. august
Flot start af Miniput 93/1
Efter en velfortjent sommerferie, er Miniput årgang 93, hold 1, i gang med forberedelserne til den forestående efterårssæson, hvor holdet for tredie år i træk har kvalificeret sig til Mesterrækken.
Her skal holdet forsøge at kvalificere sig til de afsluttende kampe om Sjællandsmesterskabet, hvor de har vundet sølvmedaljer de seneste to år. Som optakt til sæsonen har holdet deltaget i to stævner.
Først var det Køge Boldklub´s egen Køge Cup 2002, hvor holdet blev en suveræn vinder efter at have besejret Fremad Amager 60 i finalen.
Lørdag den 4. august deltog holdet i et stærkt besat stævne i Ølstykke. Desværre var det regnvejr hele dagen, men det kunne ikke forhindre Køge-drengene i vinde stævnet med en finalesejr på 30 over Ølstykke, og dermed vinde førstepræmien, der var et gavekort til et ophold for holdet på et Danland Feriecenter.
I alt blev det til fem kampe, der alle blev vundet, med en samlet målscorer på 345. Så nu ser holdet frem til at turneringen går i gang lørdag den 17. august, hvor Holbæk B&I kommer på besøg på Køge Stadion.
De glade vindere fra stævnet i Ølstykke: Bagerst fra venstre Ömer Agirman, André Rømer, Malte Gleerup , Simon Backmann og Tobias Schøn. Forrest fra venstre Rasmus Brade, Nicklas Pedersen, Tobias Nielsen og Nikolai Høst.
8. august
Positivt idémøde hos Erhvervsklub Køge
Onsdag aften havde Erhvervsklub Køge inbudt Køge Boldklub's sponsorer til klubmøde i klubhuset på Køge Stadion.
Aftenens tema var "Hvordan kan vi evt. sammen hjælpe til med at forstærke spillertruppen i Køge Boldklub A/S og dermed sikre Køges position i landets bedste række fremover".
- Køges hold leverede en rigtig flot indsats i debutkampen mod AB og en endnu flottere indsats mod FC København. Dog manglede der lige 5 procent i topkarakter. Det er disse 5 procent vi sammen skal forsøge at finde, siger Geo Lazarotti fra Erhvervsklub Køge.
Geo Lazarotti er ganske godt tilfreds med arrangementets forløb.
- Der var lagt op til en uformel snak om emnet, hvor folk kunne fremkomme med gode idéer og give os inspiration, ligesom vi synes det er vigtigt at høre andre folks mening om tingene. Alt i alt et godt møde, hvor vi fik nogle gode ting som vi kan gå videre med i vores arbejde, siger Geo Lazarotti, der lover at Erhvervsklub Køge i løbet af efteråret vil være på banen med flere spændende temaaftener.
- Det er vigtigt at vi får samlet erhvervsfolk omkring nogle fælles ting, til glæde for alle parter, slutter Geo Lazarotti.
Veteranerne tabte efter flot kamp
Efterårets første kamp for veteranerne var ude mod topholdet Næstved, der havde maximumpoint efter foråret. For første gang i mange år spillede vi - i det mindste spillemæssigt - lige op med ellers suveræne Næstved i det meste af kampen.
Efter en meget flot indledning kom vi foran ved Jesper Rasmussen på et straffe.
Kampen var meget lige og utrolig flot spillet. Det var fodbold på højt niveau. Desværre lykkedes det Næstved at komme foran 2-1 inden pausen. Efter pausen blev det mere og mere tydeligt, at vores største problem pt. er holdets generelle træningstilstand!
- Næstved kunne derfor efter pausen overtage dominansen, og det gav også resultat i form af scoringer. Kampen endte således 6-2 til Næstved. Nederlaget var klart for stort i forhold til spillet, men Næstveds klasse fornægter sig ikke, fortæller Køge-holdleder Kurt Ejlertsen.
Henrik Hansen scorede vores andet mål til stillingen 5-2.
På trods af den manglende kondi bør hele holdet roses for en flot indsats, slutter Kurt Ejlertsen.
Strudal fortrøstningsfuld forud for sæsonen
Cheftræneren i ynglingeafdelingen, Mark Strudal, ser med fortrøstning hen imod lørdagens start på efterårssæsonen. Køges førstehold indleder anden halvdel af sæsonen 2002 med en hjemmekamp mod Hvidovre IF kl. 11:00.
- Vi har fået tilgang af et par gode spillere, men det er utroligt svært at gisne om hvordan efteråret vil forløbe. Hvidovre IF er bestemt ikke nogen nem startmodstander, og desuden venter forude det klassiske lokalopgør mod Herfølge, ligesom B.1903, som vi havde fornøjelsen at møde i kampen om 3.-4. pladsen ved Køge Cup, bliver én af modstanderne, siger Mark Strudal.
Forberedelserne efter sommerferien har udover kampene i Køge Cup også budt på en hel uges træningslejr i Grenå.
- En rigtig god uge, hvor vi fik afviklet tre træningspas dagligt og derudover spillet to gode træningskampe mod det lokale hold fra Grenå samt Silkeborg IF. Jeg synes spillet i kampene i opstartsfasen har været ganske udmærket. Ligesom vi med det ugelange ophold i Grenå har fået styrket det sociale ganske væsentligt. Vi befinder os imidlertid i lidt af en "brydningstid", hvor det gælder om at få spillet så mange førsteårs ynglinge ind på holdet som muligt med henblik på næste sæson - naturligvis uden at svække holdets muligheder i efterårssæsonen, da vi råder over en række rigtigt gode andetårs ynglinge. Så det er lidt af en balance, siger Mark Strudal, der også - netop med henblik på sæsonen 2003 - vil holde et vågent øje med juniorholdets præstationer i den kommende efterårssæson.
- Målet med efterårssæsonen er at få en fornuftig placering i 2. Division, og så fortsat arbejde målrettet med det vigtigste af alt - at udvikle spillerne, slutter Mark Strudal.
Juniorerne går efter førstepladsen
Optimismen er stor i Køge Juniorafdeling forud for efterårssæsonen i 1. Division, der indledes lørdag den 10. august kl. 13:00 med en hjemmekamp mod Hvidovre IF.
Og det efter med nød og næppe - via 0-0 i en sand gyser i forårets sidste kamp mod OB - at have sikret sig adgang til efterårets afgørende kampe om at vinde 1. Division.
Cheftræner Kim Hansen og hans stab har i sommerpausen fået tilgang af bl.a. midtbanespilleren Houssein Renkle fra Brøndby's Junior Ligahold og angriberen Christian Clausen fra Holbæk. Begge spillere var med på SBU's h.h.v. U/16 og U/15 hold ved sommerens unionsstævne i Vejle.
Èn spiller har benyttet sommerpausen til at skifte græsgang, nemlig Thomas Lydorf der nu er at finde i AC Ballerup.
Førsteholdstruppen tæller 25 spillere, og der er virkelig hård konkurrence om at blive blandt de 14 spillere, der hver weekend udgør 1. Divisionsholdet. Den hårde konkurrence smitter positivt af på andetholdet, der spiller i SBU's Junior 1-række.
- Vi indledte forberedelserne til efterårssæsonen i uge 30, hvor vi bl.a. deltog i Køge Cup. Her vandt vi turneringen med en finalesejr på 1-0 over Randers Freja - vejen til finalen gik bl.a. over en puljesejr over Næstved. Begge hold skal vi møde i efterårets 1. Division. Truppen mødes til træning fire gange om ugen - og jeg må sige, at der virkelig bliver arbejdet seriøst til hver eneste træningspas af alle mand, fastslår træner Kim Hansen.
Optimismen fik en tak opad i den forløbne uge, hvor Køge-holdet på udebane vandt en træningskamp mod topholdet i Junior-Ligaen, Farum. Køge vandt 1-0 efter en rigtig god indsats.
- Selvom træningskampe er et og turneringskampe er noget helt, helt andet, så er vi da optimister inden første dommerfløjt, og vi går da helt klart efter at vinde 1. Division, siger Kim Hansen, der dog nærer stor respekt for Hvidovre IF som er Køge-holdets første hurdle på vejen.
Udover at stile mod en topplacering har Kim Hansen også blikket rettet mod næste sæson. Det betyder, at han hen ad vejen vil satse på at få spillet så mange førsteårs spillere ind på holdet uden at det dermed svækker holdets muligheder for en topplacering.
- Dette er lidt af en balancegang, men det er vores arbejde hele tiden at se frem i tiden samtidigt med at vi skal skabe resultater. Men det er jo kun en ekstra udfordring i hverdagens arbejde med de unge mennesker, slutter Køge-træneren, der også jagter succes i SBU's pokalturnering, hvor Køge onsdag den 14. august på udebane møder 3. Divisionsholdet Kalundborg-Alliancen.
Anders Andersen's Rengøring forlænger
Køge Boldklub og Anders Andersen's Rengøring har forlænget samarbejdet, således at én af Sjællands absolut største rengøringsvirksomheder, også er sponsor for Køges SAS Liga hold i de to kommende kampe, ude mod Esbjerg fB søndag den 11. august og hjemmekampen mod Silkeborg IF søndag den 18. august.
- Vi er i boldklubben glade for det gode samarbejde vi har haft med Anders Andersen's Rengøring og glæder os over at virksomheden hjælper os med endnu to kampe, således at de forhandlinger der p.t. er i gang med en hovedsponsor kan falde endelig på plads efter de to kampe mod Esbjerg og Silkeborg, oplyser næstformand i Køge Boldklub A/S, Steen Witthøfft.
9. august
Køge med i ny reserveholdsturnering
En ny træningsturnering ser nu dagens lys. Turneringen får deltagelse af samtlige SAS Liga klubber.
De 12 SAS Ligaklubber er delt op i to puljer med seks hold i hver.
Den ene pulje består af FC København, Brøndby IF, Farum, AB, OB og Køge, mens den anden pulje består af Esbjerg fB, AGF, FC Midtjylland, Viborg FF, Silkeborg IF og AaB.
Holdene i puljerne spiller én gang mod hinanden. Herefter er der placeringskampe, hvor nummer et i vest spiller mod nummer et i øst, nummer to mod nummer to o.s.v.
Køges første kamp forventes at blive mod OB mandag den 19. august kl. 18:00 på Køge Stadion.
Andetholdet spiller "forkamp" i Esbjerg
Det er ikke kun Køges SAS Ligahold der skal på langfart i weekenden.
Andetholdet i Danmarksserien skal nemlig ud på en længere tur - og ligesom førsteholdet hedder destinationen Esbjerg Idrætspark.
Lørdag den 10. august kl. 13:30 spiller Køge mod Esbjerg fB's superligareserver. Det er to hold som begge kom ud af starthullerne med sejr sidste weekend. Mens Køge hjemme vandt 1-0 over KFUM, så var der anderledes målfest i Esbjergs premierekamp mod Virum-Sorgenfri. Vestjyderne kunne nemlig rejse hjem igen med en gigantisk 9-2 sejr i bagagen.
- Ingen tvivl om at Esbjerg har et rigtigt godt hold, og at vi skal være helt oppe på mærkerne for at få et godt resultat med hjem, fastslår Køge-træner Peter Juul Petersen, der tager til Esbjerg med følgende trup:
Jimmi Klitland, Søren Nielsen, Rune Leth Pedersen, Michael Nielsen, Johnny Hansen, Lars Møller, Henrik Madsen, Daniel Bærenholdt, Morten Hansen, Nicolas Drost, Martin Sommer, Casper Larsen, Kristian Lund og Christian Petersen.
Andetholdet har iøvrigt fået ny holdleder - Jan Madsen, der afløser Ole Rasmussen.
Yderligere pause til Eskesen
Morten Eskesen har ufrivilligt fået forlænget sin skadespause.
- Jeg er væk minimum to uger endnu. Onsdag sprang skaden i læggen op, så den har altså ikke fået den ro den skulle. Pokkers irriterende tidspunkt, siger Køges uheldige anfører der holder sig igang ved bl.a. cykling.
Henrik Eggerts skifter til Køge
Fredag eftermiddag blev det en realitet.
Den 25-årige Henrik Eggerts skifter fra Hvidovre IF til Køge. Parterne har indgået en et-årig aftale med option på en forlængelse, såfremt Køge forbliver i SAS Ligaen.
Henrik Eggerts oplever hermed sit første klubskifte nogensinde, idet han har spillet i Hvidovre IF siden han var 5 år gammel. Eggerts har spillet 115 førsteholdskampe for Hvidovre IF og i disse scoret en snes mål.
- Det bliver naturligvis en lidt underlig fornemmelse, men jeg glæder mig til de nye udfordringer i Køge, og jeg håber jeg kan bidrage til at klubben kan forblive i SAS Ligaen. Det ser spændende ud, fastslår Henrik Eggerts, der har den offensive venstrekant som sit favoritposition.
Henrik Eggerts styrker er specielt hans hurtighed og en god teknik.
På grund af en netop veloverstået blindtarmsoperation, har Henrik Eggerts imidlertid fået lægeforbud mod at starte træningen i sin nye klub med det samme.
- Der skal minimum gå to uger før jeg må begynde at løbe og træne. Det er simpelthen på grund af at såret skal have ro til at hele. Men jeg må godt holde mig i gang med cykling, siger Henrik Eggerts.
Køge-AGF som TV-kamp
Køges hjemmekamp mod AGF, der var programsat til søndag den 1. september, er flyttet til lørdag den 31. august kl. 17:00.
Årsagen til flytningen er, at kampen sendes direkte på TV3+.
10. august
Sidste uge af Jubilæumsudstillingen
Lørdag den 17. august bliver sidste dag med Køge Boldklubs store 75 års Jubilæumsudstilling på Kunstmusset Køge Skitsesamling.
- Udstillingen har været en succes langt over Jubilæumsudvalget og Udstillingsudvalgets forventninger, gæstebogen er næsten skrevet helt ud, hvor hvor gæsterne roser udstillingen i høje toner. Det er vi naturligvis meget stolte over, siger Svend Madsen fra Køge Boldklubs Jubilæumsudvalg.
- Samtidig vil vi gerne takke Kunstmuseet Køge Skitsesamling for et rigtigt godt samarbejde og håber vi kan komme igen når klubben bliver 100 år, siger Svend Madsen.
Damerne trak udebane mod Bårse
Lodtrækningen til 3. runde i DBU's Landspokalturnering for Dameseniorer magede det således at Køges friske piger på udebane skal møde Bårse.
Kampen er programsat til onsdag den 11. september kl. 17:00.
Ynglingene godt ud af starthullerne
Køges ynglingehold i 2. Division kom godt fra start i efterårssæsonen. Premierekampen på hjemmebane mod Hvidovre blev vundet 2-0 efter en meget lige kamp. Stefan Petersen og Ibrima Sowe scorede Køges mål.
Junior 1. Division indledte også efterårssæsonen med en hjemmekamp mod Hvidovre IF. De to hold gav hinanden en fin kamp, hvor spillet bølgede godt frem og tilbage. Kampen sluttede ganske retfærdigt 2-2. Mathias Parding og debutanten Christian Clausen scorede Køges to mål.
Flot DS-kamp i Esbjerg
Køges andethold spillede lørdag eftermiddag på udebane mod Esbjerg fB's Superligareserver på Atletikstadion i Esbjerg Idrætspark.
De to mandskaber gav hinanden en rigtig flot kamp med højt tempo og intensitet.
Esbjerg vandt kampen 2-1 - alle tre mål scoret før pausen, hvor også hjemmeholdet tillod sig at misbruge et straffespark.
Nicolas Drost udlignede for Køge til 1-1 efter oplæg fra Martin Sommer. Drost scorede uden chance for den tidligere Køge-keeper Mikkel Drexel, der ligesom sin kollega i den anden ende af banen, Jimmi Klitland, vil være at finde på udskiftningsbænken, når Esbjerg fB og Køges førstehold søndag eftermiddag sætter hinanden stævne i Esbjerg Idrætspark.
11. august
Cup-sejr til Mikro 95
Mikro 95 deltog lørdag den 10. august i Endeslev-cup, hvor man sædvanen tro diskede op med en velorganiseret turnering. Holdet skulle spille 3 pulje kampe.
Den første kamp mod Ringsted endte 2-2 efter en meget jævnbyrdig affære. De 2 næste kampe mod E.V.I.F-2 og St. Heddinge blev vundet med hhv. 3-0 og 6-1, hvilket betød en 1. plads i puljen da Køges målscore var bedre end Ringsteds der ligeliedes sluttede med 7 point.
Semifinalen mod E.V.I.F. endte med en 4-0 sejr og dermed var holdet klar til til finalen, hvor man endnu en gang skulle møde Ringsted. Denne gang blev det dog en mere ensidig affære, hvor Køge-holdet dominerede fra start til slut, hvilket medførte en 4-0 sejr og dermed velfortjente "guld"-medaljer.
Holdet bestod af følgende spillere: Mustafa Karabacak (14 mål), Filip Madsen (2 mål), Casper de Fries (1 mål), Simon Rasnussen (1mål), Søren Falden (1 mål), Victor Ernst, Søren Thomsen, Martin Kot Andersen, Victor Rasmussen og Julius Fischer.
Per Fischer
12. august
Drenge besejrede Lyngby
Uanset at kampen på Lyngby BK's anmodning bar rykket frem til kl. 10:00, vandt Køges førstehold i årgang 1989 efterårspremieren i SBU's bedste drenge række.
Køge vandt kampen på Køge Stadion med 3-1.
Lyngby kom foran efter 14 minutters spil i 1. halvleg, men efter pausen kom Køge godt igen og udlignede i begyndelsen af anden halvleg ved Mikkel Sørensen. To mål midt i halvlegen af Cennet Seremat sikrede sejren.
En god start der gerne skulle følges op med tre points i udekampen mod Søllerød lørdag den 17. august. Forinden da er der pokalkamp i Albertslund onsdag aften.
Serie 3: Uafgjort i efterårspremieren
Køges fjerdehold i Serie 3 startede efterårssæsonen på udebane mod Tune. Kampen var trin 1 i et forsøg på at redde sig fri af nedrykning. Kampen endte 1-1 efter Køge-føring ved pausen.
Kampen startede fint med Køge, som det dominerende hold i de første 20 minutter. Presset afstedkom nogle pæne chancer, der dog alle blev misbrugt. Midt i halvlegen blev Køge ramt af en 10-minutters udvisning, som selvfølgelig betød væsentlig mere Tune-spil, men midt i presset bragte Køge sig foran med 1-0 på mål af Thomas Rastad, der lobbede bolden over Tune-målmanden efter forarbejde af Claus W. Jensen. Men herfra havde Tune mest spil resten af halvlegen uden at tilspille sig de store muligheder.
Anden halvleg startede som første sluttede med mest Tune-spil, mens Køge havde de muligheder, der var. Igen midt i halvlegen blev Køge ramt af en 10-minutters udvisning, der denne gang betød endnu større tryk på Køge-målet og midt i den periode udlignede Tune til kampens slutresultat 1-1 på hovedstød efter hjørnespark.
Køges store profiler i kampen var de centrale midtbanespillere Kenneth Nielsen og den debuterende Jens Ibsen, men også den sæsondebuterende forsvarer Michael Larsen gjorde det flot.
- Set over hele kampen et rimeligt resultat, men trods alt en kamp, der skal kaste 3 points. af sig. Men sådan skulle det ikke være, siger Køge-træner René Pedersen.
13. august
Sejr til Lilleput Ældste 1
Med en 4-3 sejr på hjemmebane mod AB fik Lilleput Ældste 1 - årgang 90 - en god start på efterårssæsonen. Kampen i SBU´s bedste lilleput række blev set med Køge-øjne mere spændende end nødvendigt. Efter en første halvleg, hvor Køge var spilstyrende og havde flere store chancer, kunne holdet gå til pausen med en beskeden 1-0 føring på et rigtigt "energi-mål" af Emil Perstrup.
Efter pausen var Køge igen dominerende, men det kneb fortsat med at udnytte overtaget i spillet, og istedet var det AB, der fik udlignet, da en Køge-forsvarer efter et hjørnespark headede bolden i eget net. Køge svarede imidlertid hurtigt igen, og Simon Lotze bragte Køge på 2-1 på et hovedstød. Trods flere chancer, bl.a. et skud på stolpen, formåede Køge ikke at udbygge føringen, og AB kunne igen udligne denne gang efter et langt indkast.
Endnu engang lykkedes det hurtigt Køge at slå contra. Simon Lotze blev fældet tæt ved mål, og Anders Andersen udnyttede sikkert det efterfølgende straffespark til 3-2, og da Kristoffer Munksgaard kort efter bragte Køge på 4-2, troede alle, at sejren være hjemme. Men efter endnu et langt indkast fik AB reduceret og bragt spænding tilbage i kampen med 2 minutter igen. Køge holdt imidlertid stand og kunne juble over en fortjent sejr mod et AB-hold, der onsdag i denne uge igen er modstanderen i pokalturneringens 5. runde. Kampen spilles onsdag aften på AB´s baner i Bagsværd.
Som optakt til efterårssæsonen har holdet deltaget i Køge Cup og Fredgaard Cup i Søllerød med henholdsvis en 1.plads og en 4. plads som udbytte. I Fredgaard Cup blev det i "bronzekampen" iøvrigt til et nederlag efter straffesparkskonkurrence til netop AB, der med tre kampe indenfor 14 dage må siges at være blevet holdets "foretrukne" modstander.
Claus Nielsen
Sejre til Veteraner og Old Boys
Efter den gode indsats mod Næstved i sidste uge var der håb om, at veteranerne igen kunne levere en fornuftig gang fodbold i mandagens kamp i Solrød. Og jo, holdet levede op til forventningerne. Bevares, Solrød virkede som en rimeligt overkommelig modstander, og ikke alt gik efter planen, men alligevel....
Fra kampens start sad Køge på spillet - og i hele kampen havde Solrød kun et par sporatiske chancer. At det stod 0-0 ved halvleg var Køges egen skyld. Mindst to-tre mål kunne holdet have ført med, men chancerne blev brændt på det skammeligste.
Efter pausen lykkedes det endelig for Køge at få hul på bylden. Søren Kanne headede Køge foran. Fuldt fortjent. Midt i anden halvleg vågnede Ponner, alias Keld Lionett - efter at være blevet truet med en udskiftning - og tog en solotur gennem Solrøds forsvar - og scorede til 2-0.
- At dommeren så forærede Solrød et straffe, det bragte dem på 1-2 var skidt, men holdet fortsatte ufortrødent med det fornuftige spil. Resultatet 1-2 var OK, men ikke prangende. Vi mangler at kunne score på de mange store chancer, vi tilspiller os. Havde vi vundet med fem-seks mål, kunne Solrød stadig ikke have været utilfredse. Holdet skal roses generelt for en nydelig indsats - ikke mindst Søren Sørensen, der opførte sig pænt på udskiftningsbænken fra kampens start, siger holdleder Kurt Ejlertsen.
Old Boys holdet befæstede sin førsteplads med en sikker hjemmebanesejr på 8-0 over Ejby IF. Claus Andersen scorede fire af målene.
Sejr til afbudsplaget Dame-hold
Et meget afbudsplaget Køge mandskab tog lørdag imod BK Skjold fra Østerbro i København. Skjold havde spillet to kampe inden kampen mod Køge og det var blevet til en sejr over Raklev og et nederlag til Risskov. Så de havde modsat Køge prøvet at vinde i den nye sæson!
Inden kampen havde vi i truppen talt om at en sejr i denne kamp var et must! Nu havde vi spillet to rigtig gode kampe uden gevinst så nu skulle det være! Skjold er et hold, som vi kender og har også en ide om at vi er et bedre hold end dem under normale betingelser, men vores skade situation er p.t. helt uden sammenligning! Til dagens kamp var der 8 spillere fra brutto truppen som havde skader mm. Så det er klart at pigerne virkelig skulle kæmpe super hårdt, hvis sæsonens første sejr skulle hives hjem.
Kampen startede, som de to første med at vi havde nogle meget store muligheder for at bringe os foran men vores træfsikkerhed svigtede igen! Vi var dog i denne face meget bedre end vores modstander fra Skjold og de blev ikke farlige i 1. halvleg. Vi skulle frem til slutningen af halvlegen før at vi fik noget ud at vores anstrengelser da Anna Engberg blev spillet fri til en friløber med Skjolds mål denne mulighed udnyttede hun ved at drible uden om Skjolds fremstormende målmand og sparke bolden ind i det tomme mål så stod der 1-0.
Anden halvleg blev noget mere rodet og spillet flød aldrig for hverken fra Køge eller Skjolds side. Men i det 20 min af kampen sparker Lizette Høst bolden hårdt mod Skjold målet men deres målmand halvklarede men bolden røg retur til Lizette som sparkede med det der er tættes på nemlig i denne situation hælen og bolden landede inde bag Skjold målmanden til 2-0. Flot mål af vores nyervævelse Lizette Høst. Da der manglede 15 minutter af kampen lavede vi en fejl i vores opspil og Skjold fik reduceret til 2-1 som blev kampens resultat. Kampens bedste spiller var hele holdet der alle ydede en flot fight.
Nu har Køge en pause i turneringen på 20 dage da U/19 landsholdet spiller VM i Canada.
Jens Norddal
Blond håber at blive klar til søndag
Det var en ganske lettet Janus Blond, der tirsdag kunne meddele, at der ikke er tale om en fibersprængning som den 25-årige højre forsvarsspiller ellers frygtede da han godt tyve minutter før tid måtte lade sig udskifte i søndagens 4-3 thriller mod Esbjerg.
- Jeg var virkelig bange for at det var en fiber, men det viser sig heldigvis at der "kun" er tale om en slags forstrækning eller overbelastning af en af indadførende musklerne i baglåret, en muskel der har sit fremspring ved knæet og går op til en sammenfletning ved ballen, fortæller Janus Blond.
Janus Blond mener at skaden kommer som følge af et ordentligt slag han fik i hjemmekampen mod FC København.
- Skaden kommer ganske givet af at jeg som følge af smerterne efter slaget mod FCK har løbet forkert og dermed overbelastet musklen. Men allerede mandag kunne jeg gå uden at mærke noget særligt, udover lidt ømhed ved knæet, og efter behandling hos klubbens reflekszoneterapeut Morten Vilmar både mandag og tirsdag håber jeg at kunne være lidt med ved træningen onsdag eftermiddag. Og dermed er der også håb om at jeg kan blive klar til søndagens spændende opgør mod Silkeborg, siger en optimistisk Janus Blond.
Dårligt nyt for Ole Mogensen
- Det var bestemt ikke den udmelding jeg havde satset på at få!
Siger den 21-årige forsvarsspiller Ole Mogensen dagen efter at en ny undersøgelse og et røntgenbillede af højre knæ hos idrætslæge Eilif Larsen på idrætsklinikken Gildhøj i Brøndby havde afsløret, at forstrækningen af et ledbånd endnu ikke er helet og at der fortsat er vand i knæet.
- Så der går ihvertfald to uger endnu inden jeg må deltage i træningen med holdkammeraterne, så indtil da står den på styrketræning og cykling, fortæller en ærgerlig Ole Mogensen, der efterhånden er ved at være godt sulten efter at komme i kamp igen.
14. august
Jesper Sommer knæskadet - igen
Evigt uheldige Jesper Sommer er igen sat ud af spillet.
Ved formiddagstræningen onsdag var den 31-årige midtbanespiller så uheldig at falde forkert ned efter at have fået et lille puf på ved ned fra en en hovedstødsduel, og det gik ud over det ene knæ.
Midt på eftermiddagen var Jesper Sommer til undersøgelse hos specialisten Eilif Larsen på Gildhøj Idrætsklinik i Brøndby, og dommen lyder i første omgang på, at "noget er hoppet af led" i knæet.
Jesper Sommer skal fredag have scannet det beskadigede knæ på en specialklinik i Åbenrå.
- Det er uvist hvad der er sket og hvor lang pause jeg nu kan se frem til. Jeg tør ikke rigtigt gisne om det før jeg får et resultat efter fredagens scanning. Et er dog helt sikkert, der bliver ingen fodbold for mig på søndag, siger en meget trist Jesper Sommer, der ellers var kommet rigtigt godt igang med den nye sæson - og så sent som i søndags havde næstsidste fodaftryk på Jimmy Kastrup og Køges hurtige 1-0 føringsmål i Esbjerg Idrætspark.
Forhåbentligt slipper han for at holde en pause af samme varighed - et lille halvt års tid - som det var tilfældet efter den knæskade han pådrog sig i sidste efterårs pokalkamp mod Farum.
Henrik Jensens kamp nummer 100
Når Køge søndag den 18. august kl. 15:00 møder Silkeborg IF i sæsonens anden hjemmekamp i SAS Ligaen, er der en jubilar i Køges trup.
Ikke én af de udvalgte 11 aktører fra kampens start - men på trænerbænken, hvor cheftræner Henrik Jensen kan fejre at han for 100. gang står i spidsen for Køges hold i en officel turneringskamp.
Den succesrige Køge-træner tiltrådte i Køge den 1. juli 1999 hvor han overtog roret efter Benny Johansen.
Debutkampen foregik søndag den 1. august 1999 mod B.93 på Østerbro Stadion. Via scoringer af Peter Hasselgreen og Jimmy Kastrup fik Henrik Jensen en 2-1 i velkomstgave.
Og siden er det bare gået støt og roligt fremad for Køge - startende med en fjerdeplads i første sæson, efterfulgt af en tredieplads i forrige sæson 2000/2001, og så den foreløbige kulmination på hans store, seriøse og meget målrettede arbejde med førstepladsen og oprykningen til SAS Ligaen i sidste sæson.
De 99 forudgående kampe - der inkluderer 6 kampe i DBU's Landspokalturnering DONG Cup - har udmøntet sig i 56 sejre (heraf 3 i pokalturneringen), 21 uafgjorte kampe og 22 nederlag (heraf tre i pokalturneringen). Den samlede målscore for disse 99 kampe er 215-136.
Altså en flot statistik med sejr i mere end halvdelen af kampene.
Forhåbentlig kan Køge-spillerne give deres træner en ny sejr i jubilæumsgave.
15. august
Per Clausen ny elitetræner
I de sidste par dage har cheftræneren for Køge/Solrød Drenge Ældste hold, Per Clausen været oppe til eksamen til elitetræner.
Den praktiske prøve bestod i at træne Køge Boldklub's Superligahold tirsdag eftermiddag.
- En eksamen, som Per Clausen bestod med bravour - og vi fra Køge og Solrød FC vil gerne ønske Per et rigtigt stort tillykke med det flotte resultat efter godt halvandet år på skolebænken, siger Jan Lemming Sørensen fra Solrød FC.
Stor pokalsejr til Drenge Yngste
Førsteholdet i årgang 1989 spillede onsdag aften pokalkamp på udebane mod AB97 i udkanten af Albertslund.
Det var Køges første optræden i 2002-pokalturneringen og det slap holdet særdeles godt fra, idet holdet vandt med hele 9-0 efter 3-0 ved pausen.
I de første 15-20 minutter fulgte modstanderholdet meget godt med, men så stod der også Køge på resten af kampen. De mange mål blev scoret af Cennet Serenat og Mikkel Sørensen hver 3, Rasmus Rod, Niclas Ursing og Thomas Rasmussen scorede hver 1 mål.
Nu venter drengene med spænding på hvem den næste modstander bliver i SBU's pokalturnering, som holdet iøvrigt vandt sidste år, da de stadig spillede i Lilleputrækken.
16. august
Juniorerne hjemme - Drenge Yngste ude
Sjællands Boldspil-Union har foretaget lodtrækning til kvartfinalerne - 6. omgang - af pokalturneringerne 2002.
Køges Junior 1. Division sikrede sig med en udebanesejr på 5-1 over Kalundborg/Alliancen i 5. runde onsdag aften adgang til kvartfinalerne hvor modstanderen bliver vinderen af kampen mellem Uvelse fra Junior 2-rækken og Lyngby BK's Ligahold. Kampen spilles onsdag den 21. august kl. 18:30 på Køge Stadion.
Uvelse og Lyngby afgør først deres mellemværende mandag aften den 19. august.
Drenge Yngste, der med en knusende 9-0 sejr ude mod AB97 fra Albertslund sikrede sin adgang til kvartfinalerne, skal igen på udebane. Denne gang mod Rosenhøj BK fra Lilleput 2-rækken. Denne kamp spilles onsdag den 21. august kl. 18:45.
17. august
Jonas Bagger tilbage i andetholdstruppen
Efter en længere skadespause er Jonas Bagger tilbage i den 15-mands store trup, som ræner Peter Juul Petersen har udtaget til Danmarksseriekampen mellem Køge og FB på Køge Stadion lørdag den 17. august kl. 15:00.
Ny i truppen i forhold til holdet der efter en rigtig god indsats ude tabte 1-2 til Esbjerg er den unge angriber Tommy Nielsen.
Truppen mod FB ser således ud:
Jimmi Klitland, Casper Larsen, René Hansen, Michael Nielsen, Johnny Hansen, Lars Møller, Morten Hansen, Rune Leth Pedersen, Daniel Bærenholdt, Martin Sommer, Henrik Madsen, Christian Petersen, Jonas Bagger og Tommy Nielsen.
18. august
Skidt indsats af andetholdet
Køges andethold i Danmarksserien leverede en meget sløj indsats i lørdagens hjemmekamp mod FB, der fuldt fortjent kunne rejse tilbage til Frederiksberg med en sejr på 3-1.
Henrik Madsen sørgede for Køges trøstmål i anden halvleg.
Derimod var tredieholdet i Serie 2 i målhumør i søndagens udekamp mod Holmegaard BK, der blev besejret med 8-1 efter 2-1 ved pausen. Dermed fik Køge-holdet taget revanche for sidste weekends nederlag til AIK 65 Strøby.
Claus Andersen scorede 3 gange for Køge, Casper Andersen 2, mens Christian Pedersen, Peter Poulsen og målmand Flemming Nielsen på straffespark sørgede for de øvrige scoringer.
Henrik Jensens største nederlag
I sin kamp nummer 100 som cheftræner for Køge Boldklubs førstehold, led Henrik Jensen samtidigt sit største nederlag som Køge-træner.
0-4 svederen mod Silkeborg var til at føle på, og kunne sagtens have været større. Ikke ligefrem det jubilæum Køge-træneren havde håbet på.
Henrik Jensens hidtil største nederlag som Køge-chef var 1-4 på udebane mod AC Horsens den 16. april 2000.
Blond klar igen mod OB
Janus Blond, der måtte sidde over i hjemmekampen mod Silkeborg med en skade i baglåret, er optimist og tror på at han er klar til at indtage sin plads i Køges højre forsvarsside til næste søndagens vanskelige udekamp mod OB på Odense Stadion.
Derimod var det ikke de mest optimistiske toner der lød fra en anden skadet spiller, Jesper Sommer, der endnu ikke har fået resultat af fredagens scanning på en specialklinik i Gråsten.
- Jeg må sikkert påregne mindst to måneders pause, sagde Jesper Sommer.
Retov skifter øjeblikkeligt
Martin Retov skifter øjeblikkeligt til Brøndby IF.
Den 22-årige midtbanespiller, der i forrige uge skrev en tre-årig kontrakt med klubben på Vestegnen har lavet en aftale med Køge om at han starter hos sin nye arbejdsgiver med det samme.
19. august
Flækket øjenbryn til Casper Grønn
Lørdag den 17. august spillede Køges bedste ynmglineghold i 2. Division på udebane mod Slagelse.
Køge tabte 2-1 til trods for to meget store chancer mod kampens slutning.
Casper Grønn var så uheldig for anden gang indenfor tre måneder at flække et øjenbryn. Det betyder nu otte dages pause til Grønn.
Køges bedste juniorhold var på besøg hos Frem i Valby Idrætspark og vandt en meget jævnbyrdig kamp med 3-2 på to mål af Christian Clausen og ét af Jesper Larsen.
Ny sejr til Drenge Yngste
Lørdag var Køges førstehold i Drenge Yngste - 1989'erne - igen en tur i Søllerød. Denne gang for at få afviklet den ordinære SBU-turneringskamp mod hjemmeholdet.
Det gik godt for Køges hold der vandt en retfærdig sejr på 2-0 på mål i 1. halvleg af Mads Poulsen og i 2. halvleg af Jonas Sørensen.
Køge-holdet ligger nu alene på 1. pladsen med maksimumpoints.
Træner Jørgen Cramer Pedersem fortæller, at det var næsten ulideligt varmt at spille kampen og den kraftige middagshede bevirkede da også, at enkelte spillere simpelthen måtte tages ud på grund af det varme vejr med høj fugtighedsprocent.
Næste turneringskamp er på udebane mod Lillerød IF mandag den 26. august. Inden da spilles kvartfinale i SBU-pokalturneringen onsdag den 21. august på udebane mod Rosenhøj BK.
Jo, forældrene får kørt en masse kilometer på de sjællandske landeveje i øjeblikket
Farum-Køge på TV3+
Opgøret i SAS Ligaen mellem de to oprykkere, Farum og Køge der er programsat til søndag den 15. september i Farum Park, er udpeget til den ene af rundens to TV kampe på TV 3+.
Kampen flyttes dermed til afvikling lørdag den 14. september kl. 17:00.
Dog kan kampen blive flyttet tilbage til søndag den 15. september - kl. 17:35 såfremt Brøndby IF kvalificerer sig til Champions League turneringen.
Så skal kampen mellem Brøndby og OB, som er udset til at være spillerundens anden udvalgte TV-kamp afvikles lørdag den 14. september.
Så endelig kampdag for kampen Farum-Køge kan altså først foreligge efter Brøndby IF's returkamp mod norske Rosenborg onsdag den 28. august.
Sejr til Serie 3 - nederlag til Serie 5
Både fjerdeholdet i Serie 3 og femteholdet i Serie 5 havde sat deres modstandere stævne søndag på hjemmebane på Køge Stadion. Modstanderne var henholdsvis Greve BK 85 og Solrød FC.
Serie 3 vandt 2-1 over Greve BK 85 efter 1-1 ved pausen. Kampen startede med Køge-dominans og allerede efter 9 minutter bragte Claus W. Jensen Køge foran med 1-0, da han scorede direkte på frispark fra ca. 20 meters afstand, hvor bolden blev placeret helt oppe under overliggeren. Langsomt kom Greve BK 85 mere ind i kampen, men det var dog stadig Køge, der havde de største scoringsmuligheder. Men 8 minutter før pausen blev der dømt et straffespark mod Kenneth Nielsen - et frispark, der så ud til at blive begået udenfor feltet, men anyway; straffesparket blev sikkert omsat til scoring.
Anden halvleg blev en mere lige affære, hvor Greve BK 85 i perioder overtog styringen, men ingen af holdene tilspillede sig de store muligheder. Et kvarter før tid fik Køge hjørnespark, som Thomas Rastad sparkede ikke særlig godt, men Greve-forsvaret var "så venlige" at ekspedere den ud til Thomas igen, som denne gang sendte den perfekt indover, hvor Michael Larsen kom flyvende og scorede flot på hovedstød.
Dette betød selvfølgelig et større pres fra Greve BK 85, der begyndte at hælde lange bolde frem i Køge-feltet, og det skabte lidt uro, men alt blev klaret flot, dog var der en stor Greve-chance kort før tid, da Claes Olsen måtte agere redningsmand på egen mållinie. Inden for det sidste kvarter havde Køge tilløb til nogle gode kontramuligheder, men disse blev desværre forspildt - dette kunne have forebygget noget nervøsitet på Køge-bænken til sidst.
Køges store spillere var endnu engang matchvinder Michael Larsen og Kenneth Nielsen, der gik forrest i en indædt Køge-fight, hvor alle bidrog med en utrolig vilje og lyst til at vinde - stor cadeau til samtlige spillere. En fortjent sejr, der lover godt, hvis indstillingen kan holdes intakt.
Serie 5 tabte 5-2 til Solrød FC efter 1-1 ved pausen. Midt i første halvleg bragte Solrød FC sig foran med 1-0 på et mål, der lugtede gevaldigt af offside, men dommerens fløjte forblev tavs. Kort efter udlignede Søren Sørensen til 1-1 efter en frispilning fra Simon Hede. Kort ind i anden halvleg bragte Solrød FC sig atter foran, men endnu engang blev føringen udlignet af en scoring af Søren Sørensen. Et mål, der alvorligt kandiderer til årets mål på bane 3, da Søren modtog en lang aflevering fra Rune Juul og luftdriblede forbi to forsvarere for derefter at score sikkert - et meget flot mål!
Et kvarter før tid udnyttede Solrød FC sløset forsvarsspil til at bringe sig foran med 3-2. Og i kampens døende minutter scorede Solrød FC yderligere to gange til slutresultatet 5-2.
Køges store spiller var den dobbelte målscorer Søren Sørensen. Set over hele kampen en fuld fortjent Solrød-sejr, der simpelthen var bedre, og sådan er det engang ind imellem.
René Pedersen
20. august
Pointhøst til Damejunior
Køge/Solrød's Damejunior er kommet igang med efterårssæsonen, hvor der igen skal spilles om point. Første modstander var Brede IF på Køge Stadion.
Igennem sommeren har der været en del forskellige spillere på prøvetræning, hvilket har været utroligt spændende og lærerigt. Blandt andet havde vi Stine Bendtsen , U17 spiller fra Ringsted samt en årg. 85 fra Brøndby's 1. hold. Disse to spillere kunne vi desværre ikke holde på, men det er lykkes os at få følgende tilgang :
Mette Andersen årgang 85, Stephanie Kaiser, Kicki Pabst og Julie Hansen, alle årgang 86.
Første kamp er som altid ikke det pæneste fodbold, men til gengæld knald hård fight og dette efterårs første kamp var ingen undtagelse. Brede, som vi tabte til i forårets pokal-turnering kom bedst fra start og noget ufortjent lykkes det os at score to gange inden for det første kvarter, først ved Kiki og dernæst ved Kathrine.
Retfærdigvis lykkes det Brede at udligne, hvorefter kampen blev mere jævnbyrdig. Kort inden halvleg lægger Stine en perfekt aflevering til Kathrine, som kvitterer ved at score kampens femte mål. Efter halvlegen bølgede spillet frem og tilbage, men hele tiden med Brede et halvt skridt foran og med et kvarter tilbage var vi bagud med 3-4.
Som tidligere nævnt er både Stine og Kathrine udtaget til SBU's U17 hold, hvilket de sidste 15 minutter skulle vise hvorfor. Først scorede Stine et pragtmål fra 20 meter med sit venstreben, hvorefter Kathrine efter en længere slalomtur lagde bolden sikkert i nettet til en 5-4 sejr.
Alt i alt en god sejr for moralen og selvfølgelig også vigtigt, at vi kom godt i gang med efterårssæsonen.
Morten
Sejr i SBU-turneringen og i McDonalds Cup
1993 årgangens 1. hold startede lørdag den 17. august efterårssæsonen i SBU-Mesterrækken med en knusende 9-2 sejr på hjemmebane over Holbæk, og dagen efter skulle drengene så deltage i det indledende stævne ved SBU's McDonalds Cup på banerne hos RB 1906 i Roskilde.
I alt deltog 16 hold fordelt på 4 puljer, og der skulle spilles om kun en plads i A-rækken til finalestævnet søndag den 22. september i Tåstrup.
Holdet vandt alle sine 3 pulje-kampe sikkert, og via sejre over henholdsvis Tølløse og Brøndby IF i kvart- og semifinale skulle den afgørende kamp om den ene plads til finalestævnet udkæmpes med Haslev FC.
Det blev til en sikker sejr til Køge-drengene på 40, og dermed var kvalifikationen til finalestævnet på plads.
Holdet består af Ömer Agirman, André Rømer, Malte Gleerup , Simon Backmann, Tobias Schøn, Rasmus Brade og Nicklas Pedersen.
Kim Madsen
OB-sejr i reserveholdskamp
Køges første kamp i den nye SAS Reserveliga turnering blev spillet mandag aften på Køge Stadion, hvor OB var modstanderen.
OB vandt kampen 2-1. Martin Sommer stod for Køges trøstmål.
Køges næste kamp spilles tirsdag den 17. september kl. 18:00 mod Farum på Køge Stadion.
To ærgerlige nederlag til Lilleput Ældste
Lilleput Ældste 1 har den forløbne uge spillet to kampe, der begge resulterede i nederlag på mål scoret i de sidste minutter af kampene.
I SBU-Pokalturneringen tabte holdet på udebane med 1-2 til AB, og i turneringen blev det ligeledes til et 1-2 nederlag i udekampen mod Rosenhøj fra Hvidovre. I begge kampe var Køge foran med 1-0 og havde store chancer til yderligere scoringer, men det kneb med effektiviteten foran modstanderens mål. Køges målscorere i de to kampe var Simon Lotze og Emil Perstrup.
På søndag venter en svær hjemmekamp mod rækkens tophold fra Brøndby IF. I foråret havde Køge et godt tag på Brøndby IF med sejr og uafgjort i to kampe, så der venter forhåbentlig et spændende opgør på søndag, kl. 10.00 på Køge Stadion.
Claus Nielsen
Sikker sejr til Køge/Solrød Dame Junior
Så kom de første problemer med hensyn til spillere og afbud. Efter knald hårdt arbejde fra Anette Søndergaard`s side lykkes det dog os at stille med 12 mand til weekendens udekamp mod Måløv.
Dagen var ikke velvalgt og en temperatur på 33 grader på et vindstille stadion i Måløv var ikke de oplagte betingelser for en god gang fodbold.
Dette skal dog ikke være undskyldning for at der blot gik 16 sekunder før bolden lå bag vores målmand - oven i købet efter at vi gav bolden op. Denne chokstart var vi et kvarterstid om at ryste af os, hvorefter der var Kathrine show på højeste plan. Et vaskeægte hattrick på 14 minutter og i øvrigt nogle flotte mål.
Herefter var sagen afgjort og det var kun et spørgsmål om sejrens størrelse. Kampen blev lidt ødelagt af et Måløv hold, der trak offside uden at gøre det ordentligt, hvilket bevirkede, at vi fik mange chancer.
Vi spillede en god kamp men også på en lidt billig baggrund . Vi vandt 8-1, hvor de sidste mål fordelte sig på Stine, Conny, Mette, Kiki og til slut Kathrine.
Onsdag aften den 21. august spiller vi igen hjemme på Køge stadion mod Hillerød GI kl. 18.30.
Morten
Damerne holder "VM-fri"
Køges 1. Divisionshold i damefodbold holder fri lige frem til starten af september måned.
Det skyldes, at der p.t. spilles U/19 VM i Edmonton i Canada, hvor der var 25.000 tilskuere på lægterne til Danmarks første kamp mod værtsnationen, der vandt den spændende kamp med 3-2.
I den anden kamp i Danmarks pulje delte Nigeria og Japan point ved at spille 1-1.
Danmarks næste kamp er mod Nigeria tirsdag den 20. august 17.45 lokal tid.
Kronprins Frederik besøger Køge Stadion
Køge Stadion får royalt besøg søndag den 25. august.
Denne dag gæster Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik nemlig det gode gamle stadion, men det er ikke i anledning af et Køge Boldklub arrangement.
Derimod er det én af vore gode samarbejdspartnere på Køge Stadion, Køge Bueskyttelaug der i weekenden 24.-25. august er vært for Danmarksmesterskaberne i bueskydning for seniorer og juniorer.
Mesterskaberne afvikles på Køge Stadion. Der skydes indledende kampe lørdag fra kl. 11:00-16:30. Søndag skydes der fra kl. 09:30 - guldfinalen for juniorer afvikles kl. 10:00 - frem til kl. 13:00, hvorefter der gøres klar til guldfinalerne for seniorer.
Disse indledes kl. 14:00 - og det er altså lykkedes Køge Bueskyttelaug at få Kronprins Frederik til at komme til Køge for at åbne guldfinalerne. Kronprinsen markerer åbningen ved at skyde den første pil i finalerunde.
Der er ialt tilmeldt 100 af Danmarks elite bueskytter. Blandt dem er den nykårede Juniorverdensmester Camilla Sømoed.
Alle er velkomne til at overvære DM-finalerne, oplyser Køge Bueskyttelaug.
21. august
Juniorerne møder Lyngby
Det bliver - som ventet - Lyngby BK's Junior Liga hold, som onsdag den 21. august kl. 18:30 bliver modstander til Køges 1. Divisionshold i SBU's pokalkvartfinale på Køge Stadion.
Lyngby vandt mandagens "hængeparti" i 5. runde med 10-1 på udebane mod Junior 2-holdet fra Uvelse.
Ny sejr til U/21
Tirsdag aften sikrede Køges hold i DBU's U/21-turnering sig efterårssæsonens anden sejr i lige så mange kampe.
7-1 sejren over B.93 for to uger siden blev fulgt op af en hjemmebanesejr på 7-2 over Næstved IF.
Ved pausen var stillingen 3-2.
Selvom træner Peter Sørensen måtte stille op med flere unge kræfter - bl.a. seks spillere fra Ynglinge 2. Divisionsholdet - var det en helt igennem fin indsats der blev leveret den varme sensommeraften.
Køges mål blev scoret af Tommy Nielsen 3, Christian Petersen 2, Jimmy Kastrup og Johnny Hansen hver 1 mål.
Køges næste kamp er onsdag den 28. august kl. 18:30 på udebane mod Brønshøj. Sidste kamp i den indledende pulje er mandag den 2. september mod BK Avarta.
Klubaftener i nostalgiens tegn
Jubilæumsudvalget's Mads Ole Balling er nu ved at have lagt sidste hånd på klubbens 75 års jubilæumsfilm - en film der i ord og billeder fortæller om Køge Boldklubs op- og nedture det første trekvarte århundrede.
En film der er ganske unik i dansk fodbold.
Jubilæumsudvalget afholder i dén anledning to klubaftener i klubhuset på Køge Stadion, hvor jubilæumsfilmen vil blive vist.
Torsdag den 12. september kl. 20:30 gælder det klubaften for alle spillere, trænere og ledere i herresenior-, og dameseniorafdelingerne samt Old Boys afdelingen samt øvrige interesserede medlemmer - også passive medlemmer.
Samme aften vil Jubilæumsudvalget overrække alle medlemmer samt trænere og ledere i afdelingerne klubbens 75 års jubilæumsnål.
Mandag den 16. september kl. 20:00 inviteres alle spillere i drenge-, herrejunior-, damejunior og ynglingeafdelingerne samt alle trænere og ledere i ungdomsafdelingen til at opleve den flotte jubilæumsfilm.
Begge aftener vil filmens "primus motor" Mads Ole Balling fra Jubilæumsudvalget indledningsvis kort fortælle om det store arbejde med fremstillingen af jubilæumsfilmen.
Jubilæumsudvalget glæder sig til at se alle til et par hyggelige klubaftener i nostalgiens tegn.
22. august
Drenge Yngste i semifinalen
Onsdag aften sikrede Køges Drenge Yngste - årgang 1989 - sig adgang til semifinalerne i SBU's pokalturnering 2002.
Det skete via en sikker sejr på 8-1 i kvartfinalen mod Rosenhøj BK på Rosenhøjs bane i Hvidovre.
I semifinalen skal Køge på hjemmebane møde vinderen af kvartfinalekampen mellem Holbæk og Brøndby onsdag den 28. august kl. 18:30.
Kampen mellem Holbæk og Brøndby spilles torsdag aften den 22. august.
Derimod måtte Køges Junior 1. Division lade livet i årets pokalturnering, da holdet på hjemmebane fik sig en lektion af Lyngby BK's Junior Liga hold der ganske vandt med 6-0.
23. august
Semifinale mod Brøndby IF
Det bliver Brøndby IF som bliver modstanderen for Køges Drenge Yngste i SBU's pokalsemifinale.
Brøndby IF sikrede sig torsdag aften adgang til semifinalerne med en 5-0 sejr på udebane over Holbæk B&I.
Semifinalen mellem Køge og Brøndby IF spilles onsdag den 28. august kl. 18:30 på Køge Stadion.
I den anden semifinale mødes AB og Slagelse B&I.
Andetholdet på vanskelig opgave
Nøjagtigt som Køges førstehold, skal andetholdet i Danmarksserien på en vanskelig opgave på udebane - mod OB's Superligareserver i Odense lørdag den 24. august kl. 15:00.
OB har maksimumpoints, 9 for de tre første kampe og en samlet målscore på 14-2. Køge har tre points for sejr over KFUM i sæsonpremieren. Siden er det blevet til nederlag på 1-2 mod Esbjerg fB og 1-3 mod FB.
Træner Peter Juul Petersen drager til Odense med følgende trup:
Jimmi Klitland, Christian Petersen, René Hansen, Christian Pedersen, Jonas Bagger, Henrik Madsen, Christian Lund, Morten Hansen, Daniel Bærenholdt, Lars Møller, Martin Sommer, Michael Nielsen, Morten Rasmussen og Casper Larsen.
Lys forude for Eskesen
Køges ordinære anfører Morten Eskesen kan nu se lys forude efter at han grundet en skade i læggen har måtte overvære Køges seneste tre SAS Ligakampe fra tilskuerpladserne.
- Jeg har løbet i denne uge, og på mandag må jeg begynde at træne med bold. Så det ser lyst ud, siger Morten Eskesen.
Også målmand Thomas Nielsen, der har døjet med en kraftig forstuvning i den ene ankel, kan se lys for enden af tunnelen. Thomas Nielsen er begyndt at løbe, og håber at kunne blive klar til atter at spille kamp i næste weekend.
Jesper Sommer skal opereres
Jesper Sommer modtog fredag dommen fra scanningen på specialklinikken i Gråsten - og det var alt andet end opløftende nyt for den 31-årige uheldsplagede midtbanespiller.
- Det forreste korsbånd er revet over, så det betyder at jeg skal opereres så hurtigt som muligt. Dermed kan jeg se hen til en pause på mellem et halvt og et helt år. Så det er nok et spørgsmål om jeg overhovedet kan komme tilbage til fodbold på topplan igen, siger Jesper Sommer.
24. august
God indsats trods nederlag
OB og Køges Superligareserver spillede lørdag eftermiddag "forkamp" til de to klubbers førsteholds møde søndag på Odense Stadion.
Det slap hjemmeholdet OB bedst fra med en sejr på 3-0 efter 0-0 ved pausen.
Trods nederlaget var det en ganske tilfreds Køge-træner Peter Juul Petersen der så tilbage på de 90 minutters begivenheder.
- Ser man kampen som en helhed er det i orden OB, der stillede med et kanonhold, vinder, men sejren var for stor. Vi spillede en rigtig flot første halvleg hvor vi godt kunne have scoret en pind eller to. Efter pausen kom vi ikke rigtigt igang som i første halvleg, uden at vi spillede dårligt. Efter at OB kom foran 1-0 måtte vi satse og det gav åbninger bagude, fortæller Køge-træneren, der som nævnt var tilfreds med indsatsen hos sine spillere. Dog skal Christian Lund have et par ekstra plusser for en meget stor arbejdsindsats.
Tredieholdet i Serie 2 mødte på hjemmebane Haslev FC, og det blev en målrig affære, som Køge vandt 4-3 efter 2-2 ved pausen.
Køge startede godt og bragte sig foran 2-0 på mål af Tim Franklev i det 10. og Claus Andersen i det 12. minut.
Haslev kom rigtig flot igen og fik udlignet inden pausen.
I andenhalvleg bragte Chester Andersen Køge på 3-2 efter få minutter og midt i halvlegen scorede Claus Andersen til 4-2.
Et kvarter før tid fik Haslev reduceret til 4-3 og skabt spænding frem til sidste dommerfløjt.
- Det sidste kvarter var op ad bakke for os. Men vi fik reddet sejren hjem - og det var vigtigt, siger træner Hans Henrik Bertelsen.
Ynglinge 2. Division vandt hjemme 4-1 over B.1903, mens Junior 1. Division løb ind i et nederlag på 0-3 til Svendborg fB. Begge disse kampe blev spillet på Køge Stadion.
25. august
Lilleput Ældste tabte igen i sidste minut
Det lykkedes ikke Lilleput Ældste 1 årgang ´90 at besejre topholdet fra Brøndby IF. Søndag formiddag blev det til ærgerligt nederlag på 23 på et Brøndby-mål i kampens sidste minut.
Brøndby IF, der var akkurat så stærke som forventet, dominerede kampen fra start og havde klar overvægt i spillet. Det blev imidlertid ikke til de store chancer mod et godt kæmpende Køge-hold. Brøndby var dog farlige ved hjørnespark, og det blev da også til en enkelt scoring i første halvleg efter netop et hjørnespark. Efter pausen kom Køge mere med i spillet, men det var stadig Brøndby, der var toneangivende. Midt halvlegen kom Brøndby på 2-0, og kampen syntes afgjort, men Køge-spillerne ville det anderledes.
Et glimrende langskudsmål af Kristoffer Munksgaard bragte Køge tilbage i kampen, og kort efter sørgede Martin Bergstrøm med et flot hovedstødsmål for balance i regnskabet; 2-2 og Brøndby var rystet.
Køge fortsatte presset og tilspillede sig flere chancer, men heldet manglede i de afgørende situationer. Istedet slog Brøndby til med den afgørende scoring på et flot langskud uden chance for Køges målmand, Andreas Falk. Ærgerligt for Køge-drengene, der således ikke fik udbytte af en god fighter-indsats.
Køge må nu se frem mod næste kamp mod Herlufsholm onsdag den 28. august kl. 18.30 på Køge Stadion. En kamp, der skal vindes, hvis Køge vil gøre sig forhåbninger om at være med i topstriden i rækken.
Claus Nielsen
To nye folk på skadeslisten
Som om den ikke var lang nok, skadeslisten hos Køges førsteholdstrup.
Inden OB-kampen talte listen syv spillere - og mod OB blev yderligere to spillere føjet til listen.
Jimmy Kastrup udgik allerede efter 20 minutters spil med en fiberskade i baglåret.
Værst ser det dog ud med den solide forsvarsspiller Claus Jørgensen, der allerede i kampens femte minut pådrog sig en alvorlig knæskade. I en situation, hvor ingen spillere var i hans nærhed. Skaden skete da Claus Jørgensen ville tæmme en bold.
OB's læge tilså straks Claus Jørgensen og den fynske læges første "dom" lyder på måske et beskadiget kors- eller ledbbånd.
Nærmere undersøgelser hos specialisten Eilif Larsen på Gildhøj Idrætsklinik i Brøndby mandag vil give et nærmere overblik over skadens omfang.
26. august
Flot sæsonstart for 1991'ernes førstehold
Førsteholdet i årgang 1991 er kommet rigtig flot fra start med tre sejre i de første tre kampe og har dermed maksimum point i Lilleput Yngste 2 - iøvrigt som det eneste hold i rækken.
Efter sejre over Greve IF og Holmegaard BK, gik det i weekenden ud over Tåstrup B70, der havde hjemmebanefordelen. Køge begyndte glimrende med masser af spil og pres på hjemmeholdet, der dog var mere effektive og bragte sig foran 1-0 på holdets bare andet angreb - og et af de få i hele første halvleg.
Det stod også 0-1 ved pausen, men selv om Tåstrup B.70 nu kom længere frem på banen, var det Køge, der havde held og dygtighed til at score. Rasmus Sørensen gjorde det til 1-1, mens sejrsmålet blev sat ind af Jeppe Nielsen. Lørdag den 31. august gælder det den svære udekamp mod Ringsted IF.
Henrik Nielsen
Nederlag til afbudsramte Køge-hold
Både Serie 3 og 5 var hårdt ramt af mange afbud, så det var nogle svækkede hold, der prøvede kræfter med de østsjællandske modstandere.
Serie 3 spillede lørdag eftermiddag på udebane mod et af topholdene i rækken, nemlig Fløng IF. Kampen blev lige præcis så vanskelig som forudset. Køge tabte med 6-0 efter 2-0 ved pausen. Allerede efter 8 minutter bragte de sig foran med 1-0 på et straffespark begået af Jan Brodersen.
- En kendelse, som vi ikke var helt enig i, men dømt blev det. Efter en halv time blev det 2-0, da Fløng udnyttede sløset forsvarsspil. Fløng dominerede totalt kampen på dette tidspunkt. Efter pausen fortsatte Fløng-dominansen rent spillemæssigt, men de tilspillede sig ikke de åbne scoringsmuligheder. 20 minutter før tid blev det 3-0, hvor efter luften gik totalt ud af Køge-ballonen, hvilket Fløng udnyttede til yderligere tre scoringer. En fuld fortjent Fløng-sejr, som nok var et par mål for stor og et for stort nederlag til Køge-drengene, der kæmpede og fightede godt de første 70 minutter, men må dog konstatere, at vi intet skabte, så nederlaget var helt på sin plads, erkender træner René Pedersen.
Serie 5 spillede på udebane mod Vemmedrup IF. Kampen blev tabt med 2-1 efter Køge-føring ved pausen. Det var et alvorligt afbudsramt Køge-hold, der måtte have stor hjælp fra andre rækker i klubben. I første halvleg scorede Allan Friis, til daglig oldboys-spiller, på hovedstød til Køge-føring. Efter pausen udlignede Vemmedrup inden de afgjorde kampen på et straffespark. Et sådan havde Køge misbrugt i kampens indledende fase.
- Set over hele kampen blev kampen skæmmet af en dommerpræstation, der var uheldig. Med masser af underlige kendelser samt uddeling af syv gule kort i en kamp, der på ingen måde var ond. Holdenes spillere havde en god kemi indbyrdes og dette var nok skyld i at kampen ikke udartede sig, men bare endte op i en hovedrysten af dommeren, siger René Pedersen.
Claus Jørgensen scannes tirsdag
Forsvarsspilleren på Køges SAS Ligahold, Claus Jørgensen, der måtte udgå allerede efter et par minutters spil i søndagens opgør mod OB på Odense Stadion med en knæskade, har mandag været til undersøgelse på Gildhøj Idrætsklinik i Brøndby.
Her kunne det konstateres at de udvendige ledbånd i Claus Jørgensens højre knæ er beskadiget, men om der er sket yderligere skade med knæet kan først konstateres ved en MR-scanning på en specialklinik i Gråsten tirsdag.
27. august
Sikker sejr til Drenge Yngste
Førsteholdet i Drenge Yngsterækken spillede ikke i den forgangne weekend, men var til gengæld i Lillerød mandag aften og vandt dér sin tredje turneringssejr i træk. Denne gang med cifrene 3-0.
Fra kampens start angreb Køge modstanderne helt i bund, og der gik rent faktisk 8 minutter førend Køges målmand, Lasse Krogh, rørte bolden første gang. Det store pres gav imidlertid ikke udbytte førend i halvlegen's 23. minut, da Mads Poulsen scorede på en ripost tæt under mål.
I 2. halvleg kom Lillerød mere med i kampen, men til trods herfor, var Køge de skarpeste. Først scorede Claus Olsen et flot mål efter et meget energisk og godt forarbejde af Jonas Sørensen, og Mads Poulsen sluttede af med målet til 3-0 kort før tid.
En retfærdig Køge-sejr, som medvirkede til, at holdet nu ligger alene på 1. pladsen med 9 points for 3 kampe og 8-1 i målscore.
Næste turneringskamp er hjemme mod Greve IF onsdag den 4. september, men allerede imorgen onsdag aften den 28. august kl. 18:30 spiller holdet semifinale i SBU's pokalturnering mod Brøndby IF. Kampen spilles på Køge Stadion.
E.P.
28. august
Så starter billetsalget til jubilæumsfesten
Lørdag den 31. august starter billetsalget til Køge Boldklubs store 75 års jubilæumsfest, der løber af stabelen lørdag den 5. oktober kl. 18:00 i en til dagen festligt pyntet Køgehal.
Jubilæumsudvalgets Festudvalg har over en lang periode arbejdet på at stable et brag af en fest på benene.
Billetprisen er kun kr. 175,00 pr. person, og inkl. i denne billetpris er bl.a. en lækker tre retters menu, levende musik fra et veloplagt band, diskotek og en kendt standup konferencier.
Billetterne sælges hos Anders Graversen i Køge Boldklubs cafeteria, og ved billetkøb skal oplyses navn(e) på deltagerne, samt hvilken afdeling i klubben du og dine evt. ledsagere er tilknyttet.
Billetsalget slutter søndag den 29. september.
I festen kan deltage samtlige trænere og ledere, medlemmer i dame- og herreseniorafdelingerne, Old Boys afdelingen, passive medlemmer samt bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af klubbens støtteforeninger, Boldklubbens Venner, Køge Boldklubs Forældreforening og Supporterforeningen "De Stribede".
På gensyn til et rigtigt brag af en fest, der skal markere Køge Boldklubs 75 års jubilæum.
Festudvalget
EB-portræt af Kirsten Larsen
Ekstra Bladets sportsredaktion bringer i dag, onsdag den 28. august et kæmpe portræt af Køge Boldklubs fysioterapeut Kirsten Larsen. Den tidligere All England-vinder pryder Ekstra Bladets midtersider med overskriften "Stjerne og vandbærer". Den fine artikel er skrevet af Vagn Nielsen.
29. august
Lilleput: Dobbelt hattrick i storsejr
Lilleput Ældste 1 årgang 1990 vandt en komfortabel 7-0 sejr i den vigtige hjemmekamp onsdag aften mod Herlufsholm.
Køge måtte nøjes med en beskeden føring ved pausen på 1-0 efter en første halvleg med total Køge-dominans.
Det kneb med at udnytte chancerne, men fra starten af anden halvleg var det et anderledes effektivt Køge-hold, der for alvor fik åbnet op for scoringerne. Simon Lotze (1-0 i første halvleg) og Kristoffer Munksgaard sørgede med hvert sit vaskeægte hattrick for en 6-0 føring til Køge, inden Simon Lotze med sit fjerde mål satte punktum for en god Køge-aften, der sikrede tre vigtige point.
Næste kamp er fredag den 6. september på udebane mod rækkens tophold fra Lyngby.
Claus Nielsen
30. august
Sejr trods afbud fra stamspillere
Efter sidste uges 0-2 dukkert mod Hillerød skulle Køge/Solrøds Damejuniorer have skuden rettet op i onsdagens kamp mod Lillerød.
Desværre blev optakten ikke den bedste idet et par spillere var små skadet og der var afbud fra tre stamspillere, Mette Andersen, Michelle og Mie.
Kampen skulle hurtigt vise sig at blive rigtig underholdende og uret havde kun løbet tre omgange, da der var blevet brændt tre 100% chancer. Kampen bølgede frem og tilbage og ganske fortjent scorede vi først ved Kiki.
Lillerød spillede hovedløst på off-side, hvilket gav os en del store chancer, men alligevel var det dem der lidt ufortjent fik udlignet. Så skulle Lillerød til gengæld få kærligheden at føle og som så mange gange før blev det med Kathrine i hovedrollen. I løbet af 14 min. satte hun tingene på plads med tre fremragende mål i øvrigt efter godt og simpelt opspil.
I halvlegen gik snakken på at vi spillede for langsomt og vi skulle spille med færre berøringer. Tingene lykkes og Lillerød blev spillet ud af banen i anden halvleg. Desværre blev chancerne ikke omsat efter fortjeneste og vi måtte nøjes med to scoringer. Dette første sat ind af Kathrine i øvrigt hendes mål nr. 30 i indeværende sæson - og det sidste sat ind af Stine efter et fremragende oplæg fra Kate.
Flere spillere gjorde sig godt bemærket, hvor specielt Line i forsvar spillede en solid kamp. På midten spillede Mette Møller nok sin bedste kamp for klubben, mens Laura gjorde en god figur på højre kanten.
Alt i alt en god aften med masser af god fodbold og tre rare point på kontoen, hvor vi nu ligger på en delt første plads med Hillerød. Så trods lidt vanskeligheder ser tingene godt ud rent sportslig og der er en god udvikling i gang.
Morten
Drenge yngste tabte knebent
Onsdag aften var Brøndby IF på besøg med deres 1. hold i 89-årgangen.
Dem har Køge vundet sikkert over 3 gange tidligere i indeværende år, men det kunne man ikke se ud af spillet i første halvleg af pokalsemifinalen, hvor Køge kom bagud 0-2, og allerede kort ind i 2. halvleg stod det 0-3.
Så var det ligesom om, at de sort/hvide-stribede syntes "at nu kunne det være nok" og i løbet af et kvartèr fik de bragt balance i regnskabet på 2 mål af Claus Olsen og 1 af Rasmus Rud.
Der kæmpedes nu hårdt for at få det 4.mål eller i hvert fald at sikre sig omkamp, men desværre for Køge fik Brøndby noget heldigt til allersidst scoret sejrsmålet.
Så kan 89'erne i stedet for prøve at koncentrere sig om et andet, og vel nok endnu større mål, nemlig at blive Sjællandsmestre, og man kan ikke sige at det er utopi at tænke herpå.
E.P.
Eskesen med på andetholdet
Efter tre nederlag i træk jagter Køges andethold sæsonens anden sejr, når holdet søndag den 1. september kl. 14:00 på Køge Stadion tager imod HFK Sønderjylland.
Køge-holdets træner Peter Juul Petersen, der naturligvis er hårdt ramt af skadessituationen i førsteholdstruppen, stiller op med følgende trup:
Jimmi Klitland. Rene Hansen, Morten Eskesen, Christian Pedersen, Jonas Bagger, Christian Petersen, Kristian Lund, Johnni Hansen, Henrik Madsen, Martin Sommer, Lars Møller, Morten Hansen, Casper Larsen og Michael Nielsen.
31. august
Damer: Så gælder det igen 1. Division
Efter en pause på næsten tre uger, grundet VM for U/19-landshold i Canada, ruller bolden igen i Danmarksturneringen i damefodbold.
For Køges vedkommende betyder det udekamp i 1. Division mod Skovlunde IF søndag den 1. september kl. 13:00.
Træner Jens Norddal har udtaget følgende bruttotrup til kampen:
Mia Warberg, Mia Quorp Jeanne Gam-Axelsen, Helle B. Nielsen, Janne Lynge, Susanne Jørgensen, Jeanette Hansen, Vivi Andreasen, Anna Engberg, Christiane Engbo, Janis Mogensen, Lizette Høst Nielsen, Sussi Madsen og Mette From.
Der vil være mulighed for at få en debutant, såfremt Mette From - kæreste til Nicolas Drost - kommer på banen.
Søndagens modstander er Skovlunde er et meget stærkt hold med mange profiler.
- Det bliver utroligt svært men hvis alle yder det maksimale så har vi en god chance. Vi spillede en træningskamp mod FV København fra Elitedivisionen i tirsdags og den kamp gav os blod på tanden. Vi tabte kampen 1-5 med var med i hele kampen og har lige så mange chancer FVK havde, fortæller træner Jens Norddal.
Jubilæumsnåle til alle medlemmer
I anledning af klubbens forestående 75 års jubilæum, har Jubilæumsudvalget fået fremstillet nogle fine jubilæumsnåle, som alle medlemmer - aktive som passive - samt alle klubbens trænere og ledere vil få tildelt hver en af.
I disse dage foregår uddelingen af jubilæumsnåle i ungdoms- og pige/damejuniorafdelingerne, hvor hver afdelingsleder har fået ansvaret for at hver enkelt spiller i den respektive afdeling får tildelt en medlemsnål.
Medlemsnålene vil blive tildelt alle trænere/ledere i ungdomsafdelingen ved klubaftenen mandag den 16. september kl. 20.00, hvor også klubbens 75 års jubilæumsfilm vises.
Alle aktive seniorer M/K, oldboys og passive medlemmer vil få tildelt hver en jubilæumsnål ved klubaftenen for disse afdelinger torsdag den 12. september kl. 20.30.