![]() |
Søndag den 3. august 2003 Køge-Vejle 5-1 Køge Stadion |
![]() |
Clausen-hattrick i flot 5-1 triumf
Sidste gang Køges bedste mandskab hev tre points hjem var mod Viborg den 6. april. Altså næsten fire måneder siden sidst sejrens sødme havde bredt sig på Køge Stadion. Samtidig var det heller ikke blevet til sejr i nogen af de træningskampe der var spillet op til sæsonstarten, og med en premieremodstander der måtte formodes at være et af de absolut stærkeste i divisionen var scenen sat til et yderst spændende opgør.
Desværre var det ikke alle der havde samme mening om den sag, hvad de mange tomme pladser på stadion vidnede om.
Kampen var ikke en af dem der blev skudt i gang med bulder og brag. Meget spil foregik omkring midten, og det var tydeligt at de to mandskaber ikke havde det store kendskab til hinandens styrker og svagheder.
Efter 20 minutter blev der dog alligevel budt op til dans. Anders Clausen fik en chance tæt foran mål, og testede Vejles målmand for første gang med et skud der ikke voldte de store problemer for jydernes sidste skanse.
To minutter senere var det Vejles anfører Peter Degn der rykkede forbi sin oppasser og lagde en god aflevering ind i Køges felt, men uheldigvis for Vejle fik deres angriber ikke ordentlig ram på bolden.
Minuttet efter denne episode, nemlig i det 23. minut, var det Køges Lars Møller der rykkede sig fri i højre side og centrede til Anders Clausen, og denne gang var der ingen slinger i valsen fra Køge-angriberens side. 1-0 til Køge.
Vi hopper frem til det 29. minut hvor Lars Møller endnu en gang gjorde et flot stykke arbejde, og kæmpede sig forbi to mand ved baglinien. Skuddet fra Møller blev afværget af Vejles målmand, men returen faldt lige ud til Anders Clausen og 2-0 til Køge var den realitet et rystet Vejle-hold måtte sande.
Bedre blev det ikke for det unge Vejle-mandskab da Anders Clausen to minutter efter tog sagerne i egen hånd og løb fra hele det desillusionerede forsvar, og satte målet til 3-0 ind i nettet.
Fire minutter efter var det ved at gå helt i spåner hos gæsternes forsvar. Igen fra Lars Møller i topform på højrekanten med en tværpasning til Anders Clausen der lidt vel nonchelant helflugtede bolden over mål. Med lidt mere koncentration var det en sikker scoring, men i den situation kunne tilhængerne vist godt tilgive Clausen at han ville prøve at lave en perle.
I anden halvlegs første minut var det Køges nye mand Martin Olesen der var tæt på at score da han fik en god aflevering midt foran mål, men det så ud til at han tabte et enkelt skridt, og fik ikke ram på bolden.
Fem minutter senere forsøgte Olesen sig igen fra kanten af feltet, men denne gang sneg det tørre flade hug sig tæt forbi stolpen.
I kampens 55. minut blev Jimmi Klitland sat på kampens største prøve da et velplaceret Vejle-hovedstød var ved at overrumple Køges målmand, men med en superrefleks nåede Klitland ned og fik fistet bolden væk fra målstregen.
I disse minutter - fra det femte til det 20. minut af anden halvleg var Vejle spilstyrende, men herefter mistede de lidt troen på at det kunne lade sig gøre, og spillet gled langsomt tilbage på Køges præmisser igen.
Efter 75 minutter kunne Køges Henrik Madsen stige højt til vejrs efter et hjørnespark fra Rune Leth Pedersen, og over hovedet af venner og fjender sætte bolden i rusen til stor glæde for os der var ved at have spillerne mistænkt for at tage en halv fridag og lade en afgjort kamp være en afgjort kamp. 4-0 til Køge og der skulle mere end almindelig pessimisme til at tvivle på en Køge-sejr denne eftermiddag.
Med fire minutter igen fuldendte Lars Møller sin eftermiddag med et indlæg til en helt fri Tommy Olsen der med et hårdt hovedstød kunne skyde sin sæson i gang, og bringe Køge foran med 5-0.
I overtiden reducerede Vejle til 5-1, men sejren var stadig meget større end nogen havde turde håbe på, og ikke mindst faldt den på et ualmindeligt tørt sted for Køges pointhungende divisionshold.
Sejren i sig selv var efter min bedste overbevisning fortjent nok, men jeg er ikke så sikker på at sejrens størrelse var helt retfærdig over for et godt spillende Vejle-mandskab. Forskellen på de to hold i dag var at Vejle knækkede meget hurtigt i modgang, og så var Køge mere målrettede i deres spil.
De unge Køge-spillere Henrik Madsen og Rune Leth Pedersen spillede begge en rigtig god kamp på Køges midtbane, og at Lars Møller og Anders Clausen var toneangivende i angrebet er vist svært at skjule for alle der har læst referatet.
Forsvaret der var det mest usikre i sidste sæson, og som også er den kæde der har været udsat for flest ændringer, klarede sig sammen med Jimmi Klitland i målet rigtigt flot igennem kampen. Desværre blev indsatsen plettet af Vejles overtidsscoring, men absolut en bestået premiere for Køges forsvar med Mads Olsen som en god afløser for nuværende klubdirektør Morten Eskesen i rollen som forsvarsdirigent og anfører.
Peter Houd
Det var dejligt - det var flot
Stemningen var naturligvis euforisk i Køges omklædningsrum efter den, ja nærmest sensationelle 5-1 sejr over Vejle i premierekampen i 1. Division.
Cheftræner Henrik Jensen tog det dog stille og roligt og nød en velfortjent kold vand efter de 90 minutters opvisning.
- Ja, det var dejlig - og det var flot, sagde "bossen" - tydeligt meget lettet over Køge-holdets første turneringssejr siden 2-0 sejren over Viborg FF den 6. april i SAS Ligaen.
Lars Møller var - specielt i første halvleg - en ren orkan på højre fløj. Han gjorde nærmest hvad der passede ham mod sin oppasser Peter Gravesen. Lars Møller havde en fod med i tre af Køges fem mål.
- Ja, det gik vist godt, storsmilede den normalt stille og rolige Lars Møller over en velfortjent kold Tuborg-øl i det stemningsfyldte omklædningsrum.
- Det er hård træning der i dag giver resultat. Vi har trænet, og trænet og trænet i indlæg fra højre - og i dag lykkedes det, sagde Lars Møller, der startede med at lægge et perfekt indlæg ind i pandebrasken på Anders Clausen. Dernæst kunne Vejle-målmand Stig Olsen ikke holde et skudforsøg fra Møller, hvorefter Clausen fulgte op og hakkede kuglen i nettet. Og Møller havde også assist på målet til 5-0 - kampens flotteste mål - da han efter at have modtaget Henrik Madsens flotte stikning tog et træk inden han centrede bolden ind i hovedet på Tommy Olsen, der flyvende passerede Vejle-målmanden.
Debutanten Martin Olesen modtog mange gratulationer ovenpå sin ganske fine debut. Men han var selv ganske beskeden.
- Det gik meget hurtigt. Jeg synes selv jeg kunne have gjort det bedre. Men der var mange debutnerver på. Men en dejlig sejr, sagde den 28-årige tidligere FB-måltyv efter kampen.
Banens bedste spiller må vel siges at være midterforsvarer Ole Mogensen. Den 22-årige tidligere Ynglingelandsholdsspiller spillede vel nok sin hidtil bedste kamp for Køge. Han satte ikke ét ben forkert i hele kampen. 20-årige Henrik Madsen gjorde også et meget fint indtryk. Det samme må siges om Rune Leth Pedersen, der for første gang var med fra første dommerfløjt.
Men alt i alt en helstøbt flot holdindsats af det unge Køge-hold, der søndag den 10. august skal bevise, at Vejle-kampen ikke var en enlig svale. Da gælder det udekampen mod én af de absolut hotteste oprykningsfavoritter fra Randers, der indledte sæsonen med at tabe 3-5 ude mod HFK Sønderjylland.
- Hold da helt op. Sikke en start. Men det er jo det der gør, at man føler man får valuta for den indsats man yder, sagde en meget glad Køge-direktør Morten Eskesen efter kampen. Den tidligere anfører har haft meget travlt siden han den 1. juli blev ansat som klubbens nye direktør. Allerede i sin første opgave fik han løn efter fortjeneste.
Og så var der ellers dømt fest og masser af klubliv og stemning på førstesalen af klubhuset på Køge Stadion, hvor de nye restauratører Niels Knudsen og Tommy Gerlach og deres personale havde masser at se til for at hygge om de glade Køge-fans.
"The good old days" er med stormskridt på vej tilbage i Køge Boldklub.
Hurtigste hattrick nogensinde
Anders Clausen indskrev sig i klubhistorien, da han fra det 24.-31. minut ikke alene scorede sæsonens første mål på Køge Stadion, men samtidig bragte Køge på sejrskurs med sit fantastiske hattrick.
Tre mål på syv minutter - det er der ingen i Køge der tidligere har præsteret.
Og Anders Clausens hattrick var det første i Køge siden Tommy Olsen lørdag den 19. maj 2001 scorede tre gange i Køges 4-1 sejr i Birkerød.
Den lille hurtigløber og springfyr er imidlertid ikke uvant i rollen som hattrick-helt.
- I min tid i Næstved oplevede jeg to gange at score fem mål i en kamp - mod Brønshøj i 1. Division og Hjørring i 2. Division. Det kunne faktisk være sjovt at opleve igen, grinede den 25-rige angriber efter kampen mens han i lægerummet fik massage på de ømme muskler af fysioterapeut Kirsten Larsen.
- Første mål var resultatet af et perfekt oplæg fra Lars Møller. De to øvrige kan man vel indskrive som mindre foræringer fra Vejle-forsvaret, sagde en ærlig Anders Clausen.
Største premieresejr siden 1965
Den imponerende 5-1 sejr over Vejle i premierekampen på Køge Stadion var Køges største premieresejr siden 1965-sæsonen, hvor Køge den 4. april indledte oprykningssæsonen i 2. Division med en hjemmebanesejr på 6-0 over AIA fra Århus.
Èn gang tidligere har Køge indledt sæsonen med en sejr på fire måls overvægt - i DM-sæsonen 1953/54, hvor Køge på hjemmebane besejrede AGF med 8-4.
17. 5-1 sejr
5-1 sejre hører ikke til hverdagskost. Det var da også første gang i over fem år, at Køge vandt en hjemmekamp med 5-1 - det er nemlig ikke sket siden Roskilde den 5. april 1998 blev besejret med disse cifre i 1. Divisionskampen på Køge Stadion.
Senest Køge vandt en kamp med 5-1 var den 21. oktober 2001, hvor B.93 på Østerbro Stadion måtte lægge ryg til de smædelige cifre.
Første gang et Køge-hold opleve at vinde 5-1 var i 2. Division den 27. september 1936, hvor AIA blev sendt retur til Århus med et nederlag i denne størrelsesorden.
Kampen i tal:
23. 1-0 Anders Clausen
28. 2-0 Anders Clausen
30. 3-0 Anders Clausen
75. 4-0 Henrik Madsen
86. 5-0 Tommy Olsen
90. 5-1 Kenneth Knudsen
Advarsler: Morten Nielsen, Henrik Madsen og Søren Nielsen, Køge
Tilskuere: 627
Startopstilling:
Jimmi Klitlland, Janus Blond, Morten Nielsen, Mads Olsen, Ole Mogensen, Allan Nielsen, Lars Møller, Henrik Madsen, Rune Leth Pedersen, Martin Olesen og Anders Clausen
Udskiftningsbænken:
Søren Nielsen, Kenneth Fuhr Pedersen, Tommy Olsen og Thomas Nielsen
Udskiftninger:
56. Morten Nielsen <-> Søren Nielsen
59. Martin Olesen <-> Tommy Olsen
67. Anders Clausen <->Kenneth Fuhr Pedersen
Vejle:
Stig Olsen, Steffen Kielstrup, Jacob Thycosen, Jesper Olesen, Peter Graversen, Peter Degn, Mads Beierholm, Tommy Schramm, Chris Sørensen (70.: Mathias Hansen), Martin Andersen (67.: Christian Høgni Jacobsen), Tommy Knudsen (70.: Kenneth Knudsen).
Dommer:
Martin Wulff
Liniedommere:
Anders Nørrestrand og Henrik Malmberg