Køge Søndag den 19. oktober 2003
Køge-Silkeborg 1-1
Køge Stadion
Silkeborg

Køge snydt for sejren i overtiden
Første kamp i to uger skulle spilles med bl.a. salget af anfører Mads Olsen lurene i baghovedet, men igen var John Tune Kristiansen og hans gutter skarpe og godt forberedt på opgaven.

Kampen blev aldrig det helt store hvis man kom efter de store åbne chancer, men den var uden tvivl en udmærket divisions-topkamp hvis man kigger på intensitet og tempo.

De første 20-30 minutter var det Silkeborg der var tvunget til at tage boldbesiddelsen. Køge havde meget fornuftigt valgt at starte med mange mand bag bolden, og tage sig lidt tid til at se Silkeborg an. Silkeborg har jo modsat Køge ikke valgt at neddrosle spillertruppen, og da slet ikke forventningerne til denne sæson, og tager imod udfordringerne i 1. division med stort set usvækket trup i forhold til sidste års SAS-Liga. Alligevel var det Køge der virkede mest skarpe, og tættest på at spille sig frem til chancer.

Silkeborg havde et godt greb på dommeren i denne kamp, og på trods af at Køge ikke spillede særligt voldsomt, blev der dømt ufatteligt mange frispark tæt på Køges felt. Ikke mange af dem ramte dog inden for målrammen, og det tætteste var nok efter 25 minutter da et af forsøgene var inde og kysse ydersiden af stolpen til højre for Klitland.

Efter dette frispark overtog Køge meget af initiativet i halvlegen, og fik lagt et godt pres op på Silkeborgs banehalvdel. Stadig ikke de store chancer at berette om, men Silkeborg har uden tvivl også et klasseforsvar som man ikke finder mage til på dette niveau.

Efter 41 minutter glippede det dog for SIF'erne da Anders Clausen fik lov at stå udækket ved bageste stolpe ved et hjørnespark. Henrik Madsen var nået højest på indlægget, og Clausen skulle bare sætte indersiden på for at sørge for den fortjente pauseføring på 1-0 til Køge.

Køge startede bedst i 2. halvleg, og havde nogle gode ryk i Silkeborgs venstre forsvarsside, men desværre havde dommeren ændret sin ret hårde linie i kampen, og frispark kom ikke på tale.

Efter ti minutter overtog Silkeborg igen spillet, og fik produceret nogle pæne chancer.

Efter 53 minutter var blev et af frisparkene lige uden for Køges felt sparket inden for målrammen, men Jimmi Klitland tog sikkert hånd om den. Minuttet efter blev bolden centret til en helt fri Iddi Alkhag der headede forbi mål.

Stort set resten af kampen var Køge travlt beskæftiget med at holde Silkeborg fra fadet, og de gjorde det faktisk rigtig pænt. Silkeborg fik ikke mange chancer, og Køge havde til gengæld et par rigtig gode kontramuligheder der dog blev stoppet i Silkeborgs forsvarskæde.

Efter 82 minutter havde Henrik Madsen en god mulighed for næsten at cementere sejren da han i løb mod SIF-målet med hjælp på begge sider i en tre-mod-tre situation valgte at sparke selv, men desværre strøg forsøget fladt lige uden om Ipsens højre målstolpe.

I det 83. minut kunne Klitland kun parere et indlæg fra Lekic på Silkeborgs venstre side, men Blond var til alt held parat til at sparke bolden i sikkerhed bag tribunen.

I det 92. minut kronede kampens dommer en alt i alt mistænkeligt dårlig præstation med at taksere en nedsabling af Køges Ole Mogensen til frispark... Til Silkeborg!?!

Lige præcis denne slags hændelser har en irriterende vane med at give en afgørende effekt på en kamp, og dybt inde i overtiden benyttede Silkeborg gaven til at udligne til kampens resultat 1-1.

Og det efter en situation, hvor der udefra set burde have været fløjtet for frispark til Køge-målmanden der blev underløbet af en Silkeborg-spilleren.

Det var måske ikke ufortjent set på spil og chancer at Silkeborg fik udlignet, men måden det skete på er simpelthen den mest irriterende der findes i fodboldspillet.

Peter Houd

Kampen i tal:
41. 1-0 Anders Clausen
90. 1-1 Iddi Alkhag

Advarsler: Morten Nielsen, Køge og Henrik Dahl, Silkeborg

Tilskuere: 688

Startopstilling:
Jimmi Klitland, Ole Mogensen, Janus Blond, Morten Overgaard, Morten Nielsen, Søren Nielsen, Allan Nielsen, Daniel Bærenholdt, Henrik Madsen, Kenneth Fuhr Pedersen og Anders Clausen.

Udskiftningsbænken:
Lars Møller, Kristian Lund, Suat Sari og Mads Chr. Olsen

Udskiftninger:
70. Daniel Bærenholdt <-> Suat Sari, debut
80. Kenneth Fuhr Pedersen <-> Lars Møller

Silkeborg:
Henrik Ipsen, Henrik Schnedler, Jacob Rasmussen, Anders Veller, Christopher Poulsen (87.: Kenneth Fabricius), Thomas Poulsen, Thomas Olsen, Henrik Dahl (45.: Per Ottosen), Ulrik Pedersen, Rajko Lekic, Iddi Alkhag.

Dommer:
Henrik F. Kristensen
Liniedommere:
Thomas Vejlgaard og Henrik Priegel