![]() |
Søndag den 18. august 2002 Køge-Silkeborg 0-4 Køge Stadion |
![]() |
Efter Køges flotte tre første kampe blev det i dag til en fodboldlektion fra det jyske, hvor 0-4 er et resultat Køge kan være bedst tilfredse med efter kampens udvikling.
Efter kun fem minutter gav Silkeborg Køges forsvar en prøve på hvad der ventede. Brian Pedersen rykkede frem ad venstrekanten, men ingen af Køges spillere mente at det kunne være deres ansvar at presse ham, og da samme Pedersen så ikke kunne trække modstandere til sig, så kunne han jo lige så godt udnytte pladsen til at kanonere bolden ind bag den sagesløse Carsten Holbek i Køges mål.
0-1 så tidligt i kampen var vist ikke lige en del af Henrik Jensens oplæg til sin kamp nr. 100 på Køges bænk!
Køge var i det første kvarter presset ned til egen mållinie meget af tiden. Silkeborg pressede Køge overalt på banen, og det skadesramte Køge-hold kunne simpelthen ikke få noget som helst til at fungere. Efter et kvarter slap Silkeborg lidt af taget, og Køge kunne komme lidt frem ad banen og være med i kampen. Køge formåde desværre ikke at tilspille sig en reel chance i denne periode, og i det 27. minut fik Silkeborg tilkendt et straffespark efter et kontraløb, hvor Carsten Holbek flot kom ud af sit straffesparksfelt og får dækket af, men Anders Mosegaard vurderer at Flemming Ljungstrøm, helt ude i kanten af straffesparksfeltet brugte hænderne til at prøve at stoppe bolden i den efterfølgende situation. Ulrik Pedersen lod ikke chancen gå til spilde og scorede til 0-2. Der var lang tid tilbage af kampen...!
Heldigvis sluttede 1. halvleg med en 0-2 føring til gæsterne, og det kunne måtte forventes at Køges spillere fik en opsang i pausen og kom ud med en helt anden indstilling.
Men sådan blev det ikke. Efter tre minutter af halvlegen fik SIF et hjørnespark efter klodset forsvarsspil, og på dette indlæg var Holbek uheldig med at bolden røg imellem hænderne på ham, og Silkeborg kom foran 0-3.
Kampen var her endegyldigt afgjort.
2. halvleg var en ørkenvandring i dårlige afleveringer og mangel på initiativ fra Køges side, og en professionel og effektiv Silkeborg-indsats der ikke levnede tvivl om at sejren ikke var et mål for lille. Fjerde Silkeborg-mål blev sat ind efter en solotur af Kenneth Fabricius der simpelthen driblede uden Køges forsvarsspillere én efter én og satte den køligt ind i netmaskerne til slutresultatet 0-4.
Resultatet var selvfølgelig ikke så spændende for os Køge-fans, men kampen i sig selv var nok også én de mest kedelige der er blevet spillet på Køge Stadion i lang tid!
Køge har heldigvis mange kampe tilbage i superligaen til at lære i. Denne lektion kan vi forhåbentlig høste frugterne af i næste uge mod OB i Odense, og kan der hentes bare et enkelt point her, har dagen i dag ikke været helt spildt.
Peter Houd
| Cheftræner Henrik Jensen: - Hvis man ikke kan få spillet til at flyde må man sgu kæmpe. Det gjorde vi slet, slet ikke optimalt. Jeg forsøgte i pausen at fortælle dem, at tempoet i Superligaen foregår i løb og ikke i luntetempo. Og så laver vi også alt for mange tekniske fejl, og det ligner slet ikke os. Den her kamp må vi bare prøve at glemme og så komme videre. |
| Anfører Mads Olsen: - Vi spillede ikke optimalt. Vi tabte til et bedre hold på dagen. Flemming Ljungstrøm om straffesparket til 2-0: Målmand Carsten Holbek om Silkeborgs mål til 3-0: Jimmy Kastrup der blev udskiftet i pausen: |
Kampen i tal:
05. 0-1 Brian Pedersen
28. 0-2 Ulrik Pedersen, straffe
50. 0-3 Christopher Poulsen
77. 0-4 Kenneth Fabricius
Advarsel: Claus Jørgensen, Køge- Jesper Thygesen, Silkeborg
Tilskuere: 1.527
Startopstilling:
Carsten Holbek, Claus Jørgensen, Morten Overgaard, Flemming Ljungstrøm, Allan Nielsen, Mads Olsen, Carsten Jensen, Martin Borre, Søren Nielsen, Jimmy Kastrup og Tommy Olsen
Udskiftningsbænken:
Nicolas Drost, Morten Nielsen, Anders Clausen og Jimmi Klitland
Udskiftninger:
45. Jimmy Kastrup <-> Anders Clausen
63. Carsten Jensen <-> Morten Nielsen
77. Martin Borre <-> Nicolas Drost
Silkeborg:
Henrik Ipsen, Per Ottosen, Jacob Rasmussen, Christian Duus (73.: Michael Larsen), John Jensen, Christopher Poulsen, Jesper Thygesen (84.: Rasmus Hansen), Ulrik Pedersen, Brian Pedersen, Iddi Alkhag (79.: Mikkel Lindorff), Kenneth Fabricius.
Dommer:
Anders Mosegaard
Liniedommere:
Finn Erik Rasmussen og Niels Høg