![]() |
Søndag den 22. juni 2003 Køge-OB 1-2 Køge Stadion |
![]() |
Ærefuld afsked med SAS Ligaen
Den sidste Superligakamp for Køge Boldklubs vedkommende i denne omgang, og kun 814 mennesker på plads på tilskuernes side af reklamebanderne - heraf minimum 500 fra Odense.
Selv Køges "De Stribede" har givet op, og så kan man jo tænke at vejen frem måske er en fusion, når ikke engang supporterforeningen gider møde frem i modgang.
Nå, nok om omgivelserne og til det det egentlig handlede om denne søndag, nemlig fodboldkampen imellem OB og Køge.
Oplægget var at Køge kunne nå op på de ærefulde 30 points, men havde ellers ikke andet at spille for. OB havde en UEFA cup-plads plus muligheden for en bronzemedalje hvis de øvrige resultater i Superligaen flaskede sig.
1. halvleg bar tydeligt præg af denne forskel i motivation, men også forskellen på de to holds selvtillid var tydelig. OB holdt presset godt oppe på Køges banehalvdel, og deres dødbolde omkring Køges felt var livsfarlige.
Eneste rigtige store Køge-chancer i halvlegen var til Lars Møller efter 12 minutter, hvor der ikke blev afsluttet, og én til Tommy Olsen tæt foran mål, der desværre blev taget af Karim Zaza.
OB havde ud over at hav af gode indlæg ikke mange store åbne muligheder, men i det 20. minut blev der braget et kanonhug af sted mod Carsten Holbeks mål, som Køge-målmanden fik pareret ud til endnu et hjørnespark.
OB's fysisk stærke og boldsikre angribere Søren Berg og Mwape Miti gjorde gang på gang livet surt for Køges forsvarsspillere, men de fik for lidt ud af det målt i åbne chancer. Det var som om der manglede den sidste snert af engagement fra OB, og det viste sig i anden halvleg at blive vejet lige op med Køges manglende selvtillid.
I anden halvleg kom Køge afsted på bedst mulige måde, da et hurtigt kontraangreb udmøntede sig i at et super-langskud fra Lars Møller bragede ind bag OB's afgående keeper Karim Zaza, til en hjemmeføring. OB forsvaret blev fanget i undertal, men fik dog hverken dækket de frie Køge-folk på kanterne op, eller forhindret Møller der havde bolden i at skyde selv. Det var ikke fortjent på dette tidspunkt, men ikke desto mindre 1-0 til Køge.
Køge havde helt styringen i denne indledende del af anden halvleg, og OB viste sig kun i sporadiske kontra-angreb, som efter et kvarter hvor Miti ramte ydersiden af stolpen.
Efter ca. tyve minutter skulle Køge have lukket kampen. Brian Gellert, der igen spillede en stor kamp, rykkede sig fri på højre-kanten og sendte bolden ind i feltet til Jimmy Kastrup der lagde den til rette for "Brolæggeren". Men Zaza i OB's mål er altså en mand med reflekserne i orden, og på mesterlig vis fik han fistet bolden ud til hjørnespark på trods af at afslutningen kom hårdt fra det lille felt.
Kampen skiftede skiftede lidt karakter igen, og OB kom bedre med. 22 minutter inde i halvlegen fik OB udlignet ved Andrew Tembo der masede sig igennem Køges forsvar og lossede den ind bagved Holbek. Et rigtigt powermål. 1-1.
Fire minutter senere fik OB så "endelig" udbytte af deres mange farlige hjørnespark, da Michael Hemmingsen nåede højest og pandede den i nettet.
Kampen sidste 20 minutter foregik meget jævnbyrdigt, og på trods af at det endnu engang ikke blev til points synes jeg at det var en rimelig ærefuld afsked Køges hold tog med Superligaen i denne sidste kamp.
God sommerferie til spillere og ledere, og tak for en sæson med trods alt mange højdepunkter.
Peter Houd
Lars Møllers første mål
Unge Lars Møller, der fik chancen fra start i Køges højreside i stedet for den kommende OB-spiller Martin Borre, gav Køge en drømmestart på anden halvleg.
Lars Møller besluttede sig, efter et langt sololøb op ad banen at fyre kanonen af inden han nåede straffesparksfeltet, og han ramte bolden så hårdt og præcist, at Karim Zaza i OB-målet aldrig nåede at reagere og afværge situationen.
Det var Lars Møllers første officielle scoring for Køge, og den normalt meget beskedne gut var også glad, da han tørrede sveden af panden efter kampen.
- Det var skønt at se bolden i mål. Desværre fik vi ikke afgjort kampen, hvad jeg synes vi burde og havde fortjent. Men vi fik da sagt farvel til Superligaen med oprejst pande, sagde Lars Møller.
Tommy Olsen:
Jeg skulle have afgjort kampen
- Jeg ved ikke hvordan Karim Zaza fik klaret den - men det var en kanonredning. Jeg var sikker på at den gik ind. Jeg skulle have lukket og slukket til 2-0 der. Ekstra ærgerligt fordi vi fem minutter efter er bagud 2-1. Men det er meget symptomatisk for vores forårssæson, hvor vi bestemt ikke har haft marginalerne på vores side i flere af kampene, sagde den sympatiske Tommy Olsen efter OB-kampen.
Afskedens time
Det var den store afskedens time inden dommer René Christensen kunne sætte sæsonens sidste 90 minutter i gang på Køge Stadion.
Der var blomster til Jimmy Kastrup, Flemming Ljungstrøm og Morten Eskesen, der alle har valgt at lægge førsteholdsfodbolden på hylden, til Carsten Holbek der skifter til Herfølge, Martin Borre der de kommende to år spiller i OB, til Claus Jørgensen, Nicolas Drost, Morten Overgaard og Henrik Eggerts der alle formentlig finder nye græsgange efter sommerferien.
Og alligevel er der tvivlsspørgsmål.
Morten Overgaard, der om godt to måneder må genoptage træningen på fuld kraft igen ved endnu ikke endeligt om han forlader Køge. Det samme med Claus Jørgensen, der dog er noget klogere efter tirsdag.
Anfører gennem en lang årrække Morten Eskesen, glæder sig til at få lidt mere fritid.
- Nu har jeg været med i så mange år. Det bliver dejligt at få lidt mere fritid, men helt slippe fodbolden vil jeg ikke. Jeg regner da så småt med at spille lidt med på Køges trediehold og måske også Old Boys. Man skal jo ikke helt glemme legen med fodbolden, siger Morten Eskesen.
Flemming Ljungstrøm glæder sig ligesom sin anfører til at få mere fritid.
- Nu har jeg prøvet at være med på højeste plan. Det har været en fantastisk oplevelse. Men jeg orker simpelthen ikke mere at bruge så meget tid. Hvad jeg vil fodboldmæssigt i fremtiden, har jeg ikke taget endelig stilling til, sagde Flemming Ljungstrøm efter hans sidste kamp på topplan for Køge.
Jimmy Kastrup, der har været med på højeste plan siden hans debut for Køge i 1. Division i maj 1985, fortsætter derimod i fodbolden, idet han med al sandsynlighed bliver den nye cheftræner i Køges ynglingeafdeling.
Kampen i tal:
48. 1-0 Lars Møller
67. 1-1 Andrew Tempo
71. 1-2 Michael Hemmingsen
Advarsler:
Tilskuere: 814
Startopstilling:
Carsten Holbek, Janus Blond, Ole Mogensen, Flemming Ljungstrøm, Lars Møller, Allan Nielsen, Brian Gellert, Mads Olsen, Henrik Madsen, Jimmy Kastrup og Tommy Olsen.
Udskiftningsbænken:
Anders Clausen, Søren Nielsen, Morten Nielsen og Jimmi Klitland
Udskiftninger:
71. Ole Mogensen <-> Søren Nielsen
71. Lars Møller <-> Anders Clausen
89. Janus Blond <-> Morten Nielsen
OB:
Karim Zaza, Dennis Siim, Michael Hemmingsen, Torben Sangild, Fernando Derveld, Søren Berg (43.: Carsten Hemmingsen), Andrew Tembo, Kenneth M. Pedersen, Thomas Lindrup (76.: Jesper Christiansen), Mwape Miti, Steffen Højer.
Dommer:
René Christensen
Liniedommere:
Bo Blankholm Pedersen og Henrik Priegel