Køge Søndag den 17. august 2003
Køge-Nykøbing FA. 4-2
Køge Stadion
Nykøbing F. Alliancen

Ny målfest på Køge Stadion
Køges anden hjemmekamp i sæsonen var mod oprykkerholdet fra Nykøbing Falster. Kampen skulle rette op på nederlaget fra sidste runde i Randers, men samtidig følge op på succes'en i sidste hjemmekamp mod Vejle.

Nykøbing startede kampen friskt, og dagens satsning fra gæsterne var tydeligvis ikke en tung defensiv. Det i sig selv er jo positivt nok, men den flotte opbakning gæsterne fik fra det medlevende og vedholdende følge havde absolut fortjent en noget bedre indsats fra alliancens side.

Efter fire minutter af kampen kom det første indlæg fra Lars Møllers side, og foran mål satte Anders Clausen panden på, men uden held idet bolden efter en tur i jorden sejlede over mål. 12 minutter inde i kampen var det NFA der havde sit første reelle forsøg mod Køges mål da en flad bold blev lagt ind til debutant Andreas Havlykke, men hårdt presset fik han overplaceret afslutningen, og dermed ikke skabt en trussel mod Jimmy Klitlands netmasker.

Minuttet efter lagde Henrik Madsen bolden ind i panden på Anders Clausen, og eftersom Clausen på dette tidspunkt var varm blev chancen ikke brændt, og 1-0 til Køge. Ventetiden op til næste mål nåede aldrig at blive uudholdelig, for kun et enkelt minut havde passeret på stadionuret da NFA's målmand måtte en tur ind i sit mål og hente bolden igen. Denne gang var det Tommy Olsen der skabte sig plads i venstre angrebsside, og lagde bolden fladt bagud til Allan Nielsen der kunne hugge bolden ind til 2-0.

Herefter fik gæsterne en lille pause. Først i det 23. minut brændte det på igen, denne gang via et skud næsten fra midten af banen. Bolden ramte dog oversiden af overliggeren, og en lettet NFA-keeper kunne følge bolden forsvinde ud mod pip-kvarteret.

Godt en halv time var spillet da Køge endelig fik lidt plads i angrebszonen igen. Nykøbing havde haft spillet presset op på Køges halvdel, men da Køge opfangede bolden var tilbageløbet ikke så effektivt fra gæsternes side. Køge spillede bolden stille og roligt op ad banen, og den næstsidste fod på bolden var igen tilhørende Lars Møller, og igen var det Clausen der kunne tage et skridt op ad topscorerlisten. 3-0 til Køge.

Tre minutter efter fik Køge et frispark lige udenfor feltet, og mens forsvaret stadig diskuterede mur-opstilling placerede Rune Leth Pedersen bolden helt nede ved den ene opstander, men denne gang kunne gæsternes målmand afværge med en refleksredning.

Nykøbing-holdet havde - på trods af de ikke havde mange afslutninger - absolut også deres del af spillet i første halvleg. I slutningen af første halvleg fik de endelig etableret et godt pres imod et noget passivt Køge-forsvar, og efter et mislykkede afslutningsforsøg faldt bolden ned til Kenneth Jørgensen der med et godt skud fra kanten af feltet reducerede Køges føring via undersiden af overliggeren. Pausestillingen stod dermed ved 3-1.

Tempoet og kvaliteten i starten af anden halvleg var afgjort dalet fra begge holds side. En masse dårlige afleveringer, og planløst losseri prægede denne del af kampen hvor begge mandskaber skulle prøve at gennemskue modstanderens reaktioner på den første halvleg.

Køge var igen heldige at få den første chance da Henrik Madsen fra baglinien lagde bolden fladt tilbage til Allan Nielsen der igen sikkert bankede bolden ind i nettet - denne gang til 4-1.

Dette så egentlig ud til at være dødsstødet til oprykkerholdet, og i de efterfølgende 20 minutter var alt spillet koncentreret omkring gæsternes målfelt. I alt fem kæmpechancer havde Køge for at score det femte mål i denne kamp, men det tætteste man kom var indersiden af stolpen efter et hjørnespark.

Tæt på dommerens overtid fik Nykøbing-holdet en chance for at pynte på resultatet, og den chance tog de imod med kyshånd.

Resultatet 4-2 antyder at kampen var et tæt opgør, men i realiteten var Køge en klasse bedre i dag.

- Houd

Anders Clausens skade ikke alvorlig
Mange frygtede det værste, da Køges målsluger Anders Clausen midt i anden halvleg blev liggende ved sidelinien, og straks signalerede at han skulle udskiftes.

Efter kampen kunne Anders Clausen, der nu har scoret fem gange i sæsonens to første hjemmekampe, berolige alle med, at skaden ikke er alvorlig.

- Det var bare et ordentligt slag på knæet. Jeg er klar igen mod Brønshøj, forsikrede Clausen.

Kampen i tal:
13. 1-0 Anders Clausen
14. 2-0 Allan Nielsen
34. 3-0 Anders Clausen
40. 3-1 Kenneth Jørgensen
63. 4-1 Allan Nielsen
88. 4-2 Bjarne Jensen

Advarsler: Joachim Bjerg, NFA. Mads Olsen og Rune Leth Pedersen, Køge

Tilskuere: 1.056

Startopstilling:
Jimmi Klitland, Janus Blond, Ole Mogensen, Mads Olsen, Morten Nielsen, Lars Møller, Allan Nielsen, Rune Leth Pedersen, Henrik Madsen, Tommy Olsen og Anders Clausen.

Udskiftningsbænken:
Søren Nielsen, Kenneth Fuhr Pedersen, Martin Olesen og Mads Kristian Olsen.

Udskiftninger:
55. Anders Clausen <-> Martin Olesen
71. Lars Møller <-> Kenneth Fuhr Pedersen
78. Henrik Madsen <-> Søren Nielsen

Nykøbing F. Alliancen:
Kim Christensen, Joachim Bjerg (Michael Stryger), Håkan Nilsson, Mads Jensen, Jesper Münsberg (67.: Thomas Pedersen), Lars Pleidrup, Anton Smedegaard (79.: Søren Christensen), Bjarne Jensen, Anders Due, Kenneth Jørgensen, Andreas Havlykke.

Dommer:
Peter Rasmussen
Liniedommere:
Kim Vagner Pedersen og Claus Mortensen