Søndag den 23. september 2001

Køge-HFK Sønderjylland 2-1

Flot underholdning i Køge
 
Der var masser af godt fodboldspil, flot tempo, gode målchancer, flotte enkeltmandspræstationer - ja, alt hvad der hører sig en god fodboldkamp til, da Køge og HFK Sønderjylland søndag eftermiddag mødtes i topopgør på Køge Stadion.

Det var to hold der var opsatte på at give publikum - sæsonrekord med 1.211 på Køge Stadion - fuld valuta for entreen.

Køge vandt topopgøret med 2-1 - og det var efter spil og chancer ganske fortjent. Det var lige før, at et utroligt veloplagt hjemmehold skabte lige så mange chancer i denne kamp som i hele efterårssæsonen tilsammen. Men gæsterne fra HFK Sønderjylland havde masser af ære af kampen.

Med sejren skabte Køge et endnu større "hul" til forfølgerne. Med det uafgjorte resultat af aftenkampen AC Horsens-Randers Freja er situationen nu den, at Køge er fire points foran nummer to, Frem, fem points foran Farum på trediepladsen og hele otte points foran Randers Freja og HFK Sønderjylland, der deler fjerdepladsen med hver 14 points.

Men tilbage til den underholdende og velspillede divisionskamp på Køge Stadion. Begge hold lagde ud i et hæsblæsende tempo, der for det meste blev holdt kampen igennem. Gæsterne chockstartede ved allerede i det 9. minut at bringe sig foran. Efter hjørnespark havnede bolden hos Jacob Stolberg, der fra tæt hold kunne prikke bolden over stregen. 0-1.

Køge satte herefter alle sejl til, og det ene angreb efter det andet rullede frem mod det sønderjyske mål. Med masser af gode scoringstilbud som følge. Men enten kom der hele tiden en fod i vejen, eller også afværgede den rutinede keeper Jesper Mortensen paragrafferne. Men i det 31. minut fik Køge fortjent udbytte af anstrengelserne.

50-kamps jubilaren Mads Olsen afsluttede fra 25 meters afstand, og bolden strøg som et projektil ned i hjørnet til venstre for den chanceløse HFK-målmand. Mads Olsens første mål siden november måned.

I halvlegens sidste minutter måtte Køge-målmanden Thomas Nielsen ryste en suveræn dobbeltredning ud af ærmet for at afværge en sønderjysk pauseføring. Først reddede Thomas Nielsen fra en helt fri Lars "Mini" Hansen, og riposten fra Henrik Asmussen blev klaret i lige så fornem stil.

Efter pausen fortsatte løjerne - og efter et kvarter faldt afgørelsen. Nicolas Drost, der var med fra start i stedet for den rygskadede Martin Borre og gjorde det strålende, rykkede fra sin oppasser og serverede fra højre side bolden på et sølvfad til Tommy Olsen, der headede bolden i nettet. 2-1 - og Tommy Olsens syvende mål i fem divisionskampe.

Umiddelbart herefter foretog Køges cheftræner Henrik Jensen tre hurtige udskifninger - hvoraf de to udskiftninger af Jimmy Kastrup og Nicolas Drost vist ikke alle forstod. Men vigtigst for Køge-træneren på dette tidspunkt var at få friske kræfter på banen til at redde sejren hjem de sidste 20 minutter - hvilket lykkedes. Og for niende gang i træk kunne anfører Morten Eskesen synge for på den populære sejrssang "Hvem var det der vandt i dag ....."

Hos Køge leverede alle en rigtig god indsats - men skal der uddeles ekstra roser må det blive til den unge målmand Thomas Nielsen, anfører Morten Eskesen, Flemming Ljungstrøm, midtbanedynamoerne Carsten Jensen, Mads Olsen og Martin Retov. Men som nævnt - alle sloges for sagen og bidrog til at den syvende sejr i træk i 1. Division blev hentet hjem.

Kampen i tal:
11. 0-1 Jacob Stolberg
31. 1-1 Mads Olsen
58. 2-1 Tommy Olsen
Tilskuere: 1.211

Startopstilling:
Thomas Nielsen, Janus Blond, Claus Jørgensen, Morten Eskesen, Flemming Ljungstrøm, Carsten Jensen, Mads Olsen, Martin Retov, Nicolas Drost, Tommy Olsen og Jimmy Kastrup

Udskiftningsbænken:
Morten Hansen, Morten Overgaard, Carsten Schrøder og Jimmi Klitland

Udskiftninger:
61. Carsten Jensen <-> Morten Hansen
67. Jimmy Kastrup <-> Carsten Schrøder
74. Nicolas Drost <-> Morten Overgaard

Per Møller