Søndag den 11. november 2001Køge-Frem 0-2
Fortjent Frem-sejr
Efterårssæsonens sidste runde i 1. Division bød på topopgør på Køge Stadion, hvor rækkens nummer et Køge tog imod nummer to, Frem.2.835 tilskuere troppede op på Køge Stadion for at overvære opgøret, og udover at være sæsonrekord, er det det højeste tilskuertal Køge har haft til en hjemmekamp siden den 27. maj 1985, hvor Køge mødte Herfølge i lokalopgør i 1. Division.
Opgøret blev dog - desværre for de mange tilskuere - lidt af en fuser. Kampen blev aldrig det brag alle havde set hen til. Dertil havde holdene åbenbart for stor respekt for hinanden, og samtidig havde store dele af Køges hold en rigtig skidt dag, hvor ikke ret meget ville lykkes. Køges spil var alt for omstændigt, og det var meget sjældent at holdet fik sat Frems forsvar under pres. Faktisk havde Køge kun to forsøg der tåler betegnelsen scoringsforsøg - begge i anden halvleg. Først da Martin Retov fyrede kanonen af fra 25 meter efter godt forarbejde af Martin Borre, men Frems velspillende målmand Stefan Campagnolo klarede flot. Senere slap en ellers totalt anonym Jimmy Kastrup fri men Frem-keeperen viste igen sin klasse ved at vinde mand-mod-mand duellen med Køge-angriberen.
Derimod var Frem meget mere på "stikkerne", og spillede i perioder nydeligt, så Valby-holdets sejr på 2-0 var ganske fortjent.
Frems første mål faldt 12 minutter inde i anden halvleg efter et lynhurtigt kontraangreb. Efter ganske få stationer havnede bolden i venstre side hos en totalt umarkeret Samir Haiba der passerede Carsten Holbek.
Herefter skiftede Køges træner Henrik Jensen alle sine tre udskiftningsspillere, Carsten Jensen, Daniel Bærenholdt og 250 kamps jubilaren Morten Hansen ind. Og det gav lidt mere fut i spillet, uden at der dog på noget tidspunkt for alvor blev fare foran Frems forsvarsmur.
Otte minutter før tid fik de mange tilskuere lidt dramatik at snakke om. Køges Martin Borre mistede besindelsen og kom i klammeri med et par modstandere, og det dikterede kampens dommer Palle Udsen til rødt kort til Borre.
Afgørelsen på kampen kom få minutter før tid, da Claus Jørgensen fældede Mirko Selak i det kriminelle felt. Mirko Selal eksekverede selv og kom dermed op på siden af Køges Tommy Olsen på 1. Divisions topscorerliste. Begge har scoret 12 gange i efteråret.
Trods nederlaget holdet Køge vinterferie på en sikker førsteplads i divisionen, og der er trods alt grund til at se optimistisk frem mod et forår, der gerne skulle munde ud i det alle Køge-folk går og drømmer om: Oprykning til SAS Superligaen.
Kampen i tal:
57. 0-1 Samir Halba
88. 0-2 Mirko Selak, straffe
Udvisning: 82. Martin Borre, KøgeTilskuere: 2.835
Startopstilling:
Carsten Holbek, Ole Mogensen, Morten Eskesen, Claus Jørgensen, Flemming Ljungstrøm, Martin Retov, Morten Overgaard, Mads Olsen, Martin Borre, Jimmy Kastrup og Tommy Olsen.Udskiftningsbænken:
Carsten Jensen, Morten Hansen, Daniel Dærenholdt og Jimmi KlitlandUdskiftninger:
64. Morten Overgaard <-> Carsten Jensen
71. Jimmy Kastrup <-> Daniel Bærenholdt
71. Flemming Ljungstrøm <-> Morten Hansen