Køge Lørdag den 26. april 2003
Køge-FC København 0-5
Køge Stadion
FC København

FC København udklassede Køge
Regner men kun med forårets bedrifter i SAS Ligaen var det en bundkamp der i dag skulle spilles på Køge Stadion, og begge hold levede da også til fulde op til denne tvivlsomme ære i 1. halvleg. I anden halvleg var Køge sig selv en for stor modstander, og FCK fik en del af sin tabte selvtillid tilbage til hjælp i mesterskabskampen.

Køge måtte i dag undvære Allan Nielsen for første gang i sæsonen, og med dét i baghovedet var der ved at være krise i Køge-truppen med hensyn til centerforsvarere. Det blev ikke bedre eftersom Morten Eskesen måtte udgå efter blot seks minutter af dagens kamp (med en forstrækning i lysken), og det i de seneste kampe yderst ustabile forsvar måtte færdiggøre kampen med de fire førstevalg til det centrale forsvar ude af spil.

Ligeledes i det sjette minut var FCK tæt på at blive reduceret til 10 mand da Anders Clausen havde rykket sig fri midt for mål, men blev revet omkuld. Der blev da frispark, men kun gult kort til Bo Svensson.

Tre minutter senere var Flemming Ljungstrøm uheldig med at lave en vaskeægte "Grønkjær" tilbagelægning der havnede hos FC Københavns hurtige svensker Jörgen Petterson, der satte den sikkert ind bag en prisgivet Carsten Holbek.

Ellers var 1. halvleg en kedelig affære. Køges spillere virkede kampen igennem mærkede af de tre påskekampe der ikke behandlede dem særligt pænt med de tre nederlag. FC København er i forvejen ikke det mest effektive hold i SAS ligaen i øjeblikket, og det pindsvinefodbold Køge spillede idag virkede som det skulle.... i første halvleg!

0-1 ved pausen.

2. halvleg var ung da FCK fik det sidste skub i ryggen de skulle bruge for at komme i gang.

En lang tværaflevering snød Køges forsvar da det snittede Martin Borres isse på vejen, og igen havde Jörgen Petterson frit løb - og igen satte han den sikkert ind.

Fem minutter senere var det Bora Zivkovic der nåede først frem til et frisparksindlæg, og 0-3.

Som en lille fem-minutters tradition scorede FCK igen i det 60. minut et mål efter at Holbek halvklarede en flad afslutning. Returbolden faldt til Peter Møller, og så er der kun én vej når man giver bolden til ham alene og midt for mål... 0-4. Det var ved at blive lidt trivielt er vi nogle der mener.

I det 75. minut havde Køge det eneste gennemspillede angreb i kampen hovedsagligt via Brian Gellert og Jimmy Kastrup (de to indskiftere), men afslutning blev det ikke til.

Sidste mål blev sat ind i sidste minut af FCK's færing Todi Jònsson da han pillede bolden fra en Køge forsvarer der - uvist af hvilken grund - var blevet overmodig og driblede rundt ved baglinien.

0-5 var trods alt et nådigt resultat på en dag hvor det psykiske pres af en sidsteplads og tre nederlag på stribe sammenholdt med et FCK hold der (med lidt hjælp) kom i gang igen blev for meget for Køges hold.

De små hurtige kombinationer og fighterviljen som ellers har reddet mange points med hjem til bugtområdet var der slet ikke idag. Bolden blev aldrig spillet over kanterne som ellers er en af forcerne hos de stribede, og usikkerhed i boldbehandlingen gjorde at spillerne fra FCK tit kunne presse bolden fra Køge-folkene uden de store problemer.

Det kan kun blive bedre, og det kan da også kun være et spørgsmål om tid før Køge finder det spil frem som vi ved at de kan levere.

Peter Houd

Største hjemmebanenederlag i otte år
0-5 nederlaget til FC København var Køges største nederlag på egen bane i otte år.

Sidst Køge måtte forlade Køge Stadion med et nederlag på fem mål var den 23. april 1995 - i 1. Division - hvor Herning Fremad kunne rejse tilbage til det midtjyske med en sejr på 5-0.

Anden gang der scores fem mod Holbek
Lørdag aften den 26. april var ikke særlig morsom for Køge-keeper Carsten Holbek. Fem gange måtte den snart 30-årige målmand hente bolden ud af eget net i kampen mod FC København. Og uden en god indsats fra hans side kunne det være gået endnu værre for Køge der det meste af kampen kun var statister overfor DM-aspiranterne fra Østerbro.

Det har Carsten Holbek kun oplevet en enkelt gang før i sine 163 førsteholdskampe for Køge - nemlig for snart seks år siden, hvor Køge i 1. Division tabte 1-5 til IF 32. Også på Køge Stadion.

Kampen i tal:
09. 0-1 Jörgen Pettersson
50. 0-2 Jörgen Pettersson
56. 0-3 Bora Zivkovic
60. 0-4 Peter Møller
89. 0-5 Todi Jònsson

Advarsel: Henrik Madsen, Søren Nielsen, Mads Olsen, alle Køge. Bo Svensson, Peter Nielsen, begge FC København.

Tilskuere: 2.934

Startopstilling:
Carsten Holbek, Morten Eskesen, Janus Blond, Mads Olsen, Flemming Ljungstrøm, Ole Mogensen, Henrik Madsen, Morten Nielsen, Martin Borre, Anders Clausen og Tommy Olsen.

Udskiftningsbænken:
Jimmy Kastrup, Søren Nielsen, Brian Gellert og Thomas Nielsen

Udskiftninger:
06. Morten Eskesen <-> Søren Nielsen
67. Anders Clausen <-> Jimmy Kastrup
67. Morten Nielsen <-> Brian Gellert

FC København:
Balász Robócki, Ole Tobiasen (55.: Hjalte Nørgaard), Bo Svensson, Bora Zivkovic, Urmas Rooba, Morten Bisgaard, Erik Mykland, Peter Nielsen, Carsten Fredgaard, Jörgen Pettersson, Peter Møller (73.: Todi Jónsson).

Dommer:
Johnny Røn
Liniedommere:
Finn E. Rasmussen og Bill René Hansen