![]() |
Søndag den 16. juni 2002 Køge-FC Aarhus 3-3 Køge Stadion |
![]() |
1.506 tilskuere havde droppet VM-sofaen og de fik valuta for entreen. Godt nok en kamp med mange "løse" markeringer, men det var så anledningen til at alle fik en underholdende fodboldkamp at gå hjem på - eller tage til oprykningsfest i Køgehallen på senere på dagen.
3-3 sluttede opgøret - efter Køge-føring på 2-1 ved pausen.
Begge hold spillede frisk til og var angrebslystne - og det gav mange situationer foran de to mål.
Topscorer Tommy Olsen sluttede forårssæsonen som han startede den - med to mål. 1-0 i det 18. minut, hvor han koldblodigt satte foden til Martin Retovs fine forarbejde. 1-1 blev det seks minutter senere da Køges forsvar tog sig en gevaldig sommer-blunder. Den chance lod Rasmus Svenningsen ikke gå fra sig.
Tre minutter senere måtte publikum igen op af stolene da Jimmy Kastrup scorede efter et hjørnespark fra Mads Olsen.
Anden halvleg var kun fire minutter gammel da Køges forsvar igen blev straffet for sløset spil. Anfører Morten Eskesen fik ikke ekspederet bolden ud af farezonen. Bolden havnede i stedet hos Allan Dyring der promte sparkede bolden i nettet. 2-2.
Herefter vekslede spillete fra side til side - den nybagte far Morten Hansen, der var med de sidste 45 minutter i sin afskedskamp for Køge Boldklub - fik et mål annulleret for offside. Med fem minutter igen fik FC Aarhus snerten af alle tre points, da Carsten Holbek i Køge-målet syntes han ville bidrage til underholdningen med en fuldstændig vanvittig aflevering lige i fødderne på Lars Hjortshøj, der sagde mange tak for tilbuddet og sparkede bolden i det tomme mål.
Men Tommy Olsen satte tingene på plads tre minutter senere da han udlignede til 3-3 efter hjørnespark fra Mads Olsen. Dermed sikrede Tommy Olsen Køges førsteplads, og det synlige bevis, pokalen fra DBU, blev efter kampen overrakt til anfører Morten Eskesen af DBU-repræsentanten Kurt Bagge Hansen - til daglig formand for SBU.
Desværre syntes dommer Palle Udsen også at han skulle bidrage til underholdningen. I kampens sidste minut viste han alt andet end snilde da han udviste Jimmy Kastrup for en tackling midt på banen. OK, reglerne er til for at blive fulgt, men alligevel hr. Udsen - kunne man ikke i sæsonens allersidste sekunder udvise lidt konduite. Nu koster denne tackling Jimmy Kastrup dyrt - han må overvære de to første kampe i Superligaen fra tribunen. Synd for en spiller der om nogen havde glædet sig til at få chancen i landets fineste række. Og sæsonens første kort overhovedet til Jimmy Kastrup. Bittert. Meget bittert.
Men om alt er - sæsonen sluttede på festligste vis med hyldest fra publikum til Køge-spillerne der senere på dagen også - sammen med 1. Divisionspigerne - blev fejret på behørig vis i Køgehallen.
Kampen i tal:
18. 1-0 Tommy Olsen
24. 1-1 Rasmus Svenningsen
29. 2-1 Jimmy Kastrup
48. 2-2 Allan Dyrrring
84. 2-3 Lars Hjortshøj
87. 3-3 Tommy Olsen
Udvisning: 90. Jimmy Kastrup, Køge
Tilskuere: 1.506
Startopstilling:
Carsten Holbek, Morten Overgaard, Morten Eskesen, Janus Blond, Ole Mogensen, Søren Nielsen, Carsten Jensen, Mads Olsen, Martin Retov, Jimmy Kastrup og Tommy Olsen.
Udskiftningsbænken:
Jesper Sommer, Martin Borre, Morten Hansen og Jimmi Klitland
Udskiftninger:
45. Ole Mogensen <-> Jesper Sommer
45. Martin Retov <-> Morten Hansen
45. Søren Nielsen <-> Martin Borre