![]() |
Onsdag den 10. april 2002 Køge-Farum 1-1 Køge Stadion |
![]() |
Topkampen mod Farum var imødeset og på mange måder frygtet blandt Køges fans, og efter hvad man kunne bedømme fra langsiden hvor hovedparten af begge holds fans havde taget opstilling, kunne det også se ud som om at begge holde havde lidt "kriller" i bentøjet.
Specielt starten af kampen bød på meget rodet spil og det var ved at udvikle sig til en tenniskamp med høje bolde fra den ene ende til den anden.
Farum var klart mest farlige i denne periode med deres 195 cm høje angriber Poul Hübertz, der nød godt af de mange dueller i luften.
Farums mål opstod da også efter hjørnespark, dog var det ikke føromtalte Hübertz der fik bolden ind bag Carsten Holbek, men derimod Rasmus Marvits der dukkede op i feltet og headede gæsterne fra Nordsjælland foran efter 23 minutter.
Dette påvirkede tilsyneladende Køges spillere der mistede grebet om midtbanen, og nedturen fra i søndags mod Randers Freja spøgte lidt. Det var som om at enkelte af Køges spillere troede lidt mindre på det. Ikke meget spil kom op på den sidste tredjedel banen, og topscorer Tommy Olsen kunne ses jagte bolden rundt på fløjen hvor han jo ellers ikke hører hjemme.
Dog godt at se fighterviljen der altid synes at eksistere hos "bomberen".
Halvlegens nedtur var nok det straffespark begået mod Martin Retov der virkede meget klart - i hvertfald for tilskuere med de sort/hvide farver striber på - men som ikke blev dømt. Retov fik efter et forsvarskiks reddet bolden til sig omkring det lille felt og manglede bare at prikke til bolden, da han efter dommerens mening valgte at smide sig på maven og håbe på straffespark.
Da anden halvleg kom i gang, virkede det lidt som om der var blevet sagt et par alvorsord i Køges omklædningsrum, for spillet var mere jævnt fordelt over hele banen, og der opstod ikke så mange unødvendige boldtab som det var tilfældet i 1. halvleg.
Faktisk blev spillet bedre og bedre set med Køge-øjne, og omkring de 20-25 minutter inde i halvlegen begyndte chancerne så også at komme. Køge fik i to omgange lagt bolden højt ind i feltet uden for den solide Farummålmand Henrik Zarp's rækkevidde, og de efterfølgende hovedstød susede snert forbi Farums mål.
I det 65. minut blev Farums noget kontante og til tider hårde spil så straffet, og efter at have indkasseret et gult kort tidligere i kampen, måtte Ulrik Vinzents forlade banen efter en korrekt tilkendt advarsel.
Dette kan jo ifølge fodboldeksperterne betyde at det reducerede mandskab bare kæmper ekstra hårdt, og ofte er fordelen i spillerovertallet ikke er til at mærke. Det kom dog ikke til holde stik denne aften på Køge Stadion.
Køge fik efter en kort tilvænningsperiode fuldstændig styr på begivenhederne. Enkelte kontraangreb blev det til for Farum men der kom ikke rigtigt nogen afslutninger.
Køge begyndte for alvor at spille bolden fornuftigt rundt, og i det 75. minut var anfører Morten Eskesen så langt fremme på banen at han ligeså godt kunne prøve at rykke frem og tage en afslutning. Det mindende om tidligere tiders Eske-raids, og det kunne han jo godt have fortjent en scoring på.
Det var efterhånden ved at være et spørgsmål om tid før udligningen skulle falde, da det straffespark alle Køgefans følte sig snydt for i 1. halvleg blev dømt i det 83. minut. Retov blev efter et godt træk ind i feltet hægtet og dommer Niels Høg pegede resolut på straffesparkspletten.
Morten Eskesen udnyttede tilbuddet - som så mange gange før blev bolden sat ind med en kølighed der misundes blandt mange. 1-1.
Udligningen betød at der fortsat var fuld fart på Køges spil, og der blev presset godt over hele linien. To minutter inde i overtiden blev indskiftede - og meget tændte - Jimmy Kastrup nedlagt udenfor Farum-feltet. Mads Olsen tog sig af frisparket. Bolden havnede dog i sidenettet.
Når alt kommer til alt var 1-1 et meget retfærdigt resultat, og hvis den vilje og gejst der fra Køges side blev vist i anden halvleg kan forstsætte i de næste 12 kampe, ser det lyst ud for Køge der holder fast i førstepladsen med en kamp til gode og to point ned til HFK Sønderjylland på 2. pladsen.
Kommentarer efter kampen:
Tilfreds Køge-træner Henrik Jensen efter kampen:
- Vi viser en rigtig god indstilling i dag. God fight, godt spil. Der var en god intensitet på kampen - ligesom en rigtig topkamp skal være. 1-1 er et udmærket resultat.
Forsvarsspiller Claus Jørgensen:
- Vi havde chancer noktil atafgøre kampen - til gengæld kan de også lukke og slukke hvis de scorer på den store chance Poul Hüberts sparker over i anden halvleg.
Forsvarsspiller Janus Blond:
- Meget vigtigt vi får det ene point i dag. Jeg synes vi spiller en rigtig god kamp - specielt i anden halvleg.
Indskiftede Nicolas Drost om sin score chance for at udligne til 1-1:
- Jeg er lidt ude af balance da jeg får chancen - og det føles som om foden hænger fast i græsset. Men jeg burde have scoret. Ingen tvivl om det.Køges tornado på højrekanten, Martin Borre:
- Ærgerligt vi ikke får scoret bare én gang mere. Men om et par dage er det nok OK med resultatet 1-1.Kampen i tal:
26. 0-1 Rasmus Marvits
84. 1-1 Morten Eskesen, straffe
Udvisning: 66. Ulrik Vinzents, Farum
Tilskuere: 2.330
Startopstilling:
Carsten Holbek, Janus Blond, Claus Jørgensen, Morten Eskesen, Stig Jensen, Daniel Bærenholdt, Mads Olsen, Martin Retov, Carsten Jensen, Martin Borre og Tommy Olsen.
Udskiftningsbænken:
Nicolas Drost, Jimmy Kastrup, Morten Overgaard og Thomas Nielsen
Udskiftninger:
57. Carsten Jensen <-> Morten Overgaard
76. Stig Jensen <-> Nicolas Drost
76. Daniel Bærenholdt <-> Jimmy Kastrup
- Houd