Køge Søndag den 27. oktober 2002
Køge-Esbjerg 1-4
Køge Stadion
Esbjerg

Køge fik ørerne i en velsmurt Esbjerg-maskine
Det er sgu træls at være hjemmebaneskribent!

På en råkold dag fik Køge ørene i den velsmurte Esbjerg-maskine der dermed kværnede sig op på en midlertidig 2. plads.

I 1. halvleg var det en rodet affære med lidt tilfældigt spil fra begge sider, men Køge havde et lille overtag set på chancefordelingen. Anders Clausen var tæt ved at slippe igennem efter ca. fem minutter men blev fældet på kanten af feltet, og efter ca. ti minutter havde Allan Nielsen en kæmpe afbrænder. Helt fri foran mål skød han ved siden af mål.

Esbjerg kom til gengæld fri foran Køges mål efter en lille halv time i en situation hvor den hårde modvind for en gangs skyld virkede til jydernes fordel. Vinden tog bolden lige foran snuden på Morten Eskesen og han løb derfor skævt af den, og derefter kunne Esbjerg-spilleren Jan Kristiansen der efterfølgende blev begavet med bolden lægge en sukkerbold ind til Michael Hansen der umiddelbart så ud til at ligge i en offside (jeg vil personligt gerne se gentagelsen i Onside før jeg kommenterer yderligere), og han kunne uden problemer sætte bolden ind bag Carsten Holbek til føring 0-1. Jeg tror at det var gæsternes første chance i kampen, så lidt surt var det altså!

I det 34. minut fik Martin Borre efter et hjørnespark sendt et godt hovedstød mod mål, men en Esbjergmand stod parat på stregen bag målmand  Martin S. Jensen og fik sendt bolden ud af farezonen.

Tiden kom hvor Esbjerg igen trodsede vejrguderne der i denne halvleg var dem stærkt imod, og satte angreb ind mod Køges idag ikke helt vandtætte forsvar.

Chancen tilfaldt stortalentet Tommy Bechmann, og han øgede føringen til 0-2 fra tæt hold. Der var på trods af ind imellem flot spil fra Køges side, håbløst lang tid til slutfløjtet. Heldigvis var der stadig tid tilbage af indeværende halvleg, og på et kanonhug fra Martin Borre der sad hårdt og præcist over hovedet på Martin S. Jensen i Esbjerg-målet, kom der håb tilbage i de Stribedes lejr på den kolde langside.

Pausestillingen 1-2 virkede ikke helt tosset når man tog Køges spil med i betragtning. En umiddelbar vurdering var at det kunne nåes endnu.

I pausen blev Køges målmand Carsten Holbek skiftet ud, og erstattet af Jimmi Klitland, og desværre var han ikke den eneste der ikke rigtigt kom ind i den kamp igen. Esbjerg spillede fremragende i anden halvleg, og tillod ikke Køge at få en millimeters plads. Meget af halvlegen kom Køge end ikke over egen banehalvdel før bolden var blevet vristet fra dem via en meget kompakt Esbjergmur placeret omkring det sted på banen hvortil den stærke modvind tillod lange bolde fra Køges fødder at nå til. Intet virkede for hjemmeholdet, og derfor var det ikke ufortjent på nogen måde at Esbjerg kom foran både 3-1 og 4-1 i kampens slutfase, hvor Køges håbløse forsøg på at presse spillet fremad havde givet møre ben.

Esbjerg vadede uhindret igennem forsvaret flere gange, og derfor var det egentlig heldigt at Superligaens mest scorende hold ikke fik sendt flere bolde i nettet.

I næste uge er Køge igen "hjemme" på udebane, og vi håber på at spillerne kan ryste den dårlige anden halvleg af sig til da.

Peter Houd

Holbek knæskadet
Carsten Holbek måtte lade sig afløse af Jimmi Klitland som følge af en knæskade.

- Hvad der er galt ved jeg ikke. Det er et eller andet inde i knæet. Det gør pokkers ondt. Jeg håber ikke der er tale om en længerevarende pause, sagde Carsten Holbek efter kampen i Køges omklædningsrum, der mest af alt mindede om et gravkammer. Ingen sagde noget - og alle havde travlt med at komme under den svalende bruser.

Borres pragtmål var en indøvet detalje
Sekunder før VM-dommer Kim Milton Nielsen fløjtede af for første halvleg, gav Martin Borre sit hold og hjemmepublikummet nyt håb om at vende billedet mod Esbjerg.

- Det er faktisk en detalje jeg har øvet hele ugen. Til træning rante jeg alt undtaget målet - men i dag lykkedes det heldigvis, sagde Martin Borre om sit projektil der aspirerer kraftigt til årets mål på Køge Stadion.

Kampen i tal:
28. 0-1 Michael Hansen
42. 0-2 Tommy Bechmann
44. 1-2 Martin Borre
76. 1-3 Jan Kristiansen
89. 1-4 Jacob Poulsen

Advarsler: Morten Overgaard, Køge. Kjetil Petersen, Jerry Lucena, Jan Kristiansen og Tommy Bechmann, Esbjerg.

Tilskuere: 1.791

Startopstilling:
Carsten Holbek, Janus Blond, Morten Overgaard, Morten Eskesen, Flemming Ljungstrøm, Allan Nielsen, Mads Olsen, Martin Borre, Henrik Eggerts, Anders Clausen og Tommy Olsen.

Udskiftningsbænken:
Søren Nielsen, Nicolas Drost, Henrik Madsen og Jimmi Klitland

Udskiftninger:
45. Carsten Holbek <-> Jimmi Klitland
70. Henrik Eggerts <-> Henrik Madsen
81. Anders Clausen <-> Nicolas Drost

Esbjerg:
Martin S. Jensen, Erik Wahlstedt, Anders Møller Christensen, Kjetil Petersen, Martin Jensen, Jerry Lucena, Michael Hansen, Hans Henrik Andreasen (87.: Jacob Poulsen), Jan Kristiansen, Tommy Bechmann, Jess Thorup. Lars Christian Nielsen og Lars Jacobsen blev ikke benyttet.

Dommer:
Kim Milton
Liniedommere:
Bo Blankholm Pedersen og Martin Wulff