Onsdag den 22. august 2001

Køge-Brønshøj 2-0

Køge på samlet førsteplads
 
Køge levede op til cheftræner Henrik Jensens ubønhørlige krav: Tre points i onsdagens hjemmekamp i 1. Division mod Brønshøj.

Men det var næsten samme opskrift som for tre dage siden i Randers. En dårlig og målløs første halvleg fulgt op af en ganske udmærket anden halvleg - og en sejr på 2-0 til følge. Og det første mål scoret næsten indenfor samme minut som det første i Randers .....

Men alt dette er historie i morgen. Fakta er, at Køge fik det ud af kampen som var krævet - tre points, og dermed indtager Køge en samlet førsteplads i 1. Division efter fire spillerunder. De to øvrige hold i "top 3" er Frem og Farum. Og netop sidstnævnte er Køges modstander i næste spillerunde - søndag eftermiddag i Farum Park.

Køge havde umådeligt svært ved at få skabt noget fremadrettet i første halvleg. Igen var det den bageste kæde der gjorde sig mest bemærket. Det blev kun til ganske få sporadiske forsøg fra Martin Retov og Martin Borre - mens gæsterne fra Brønshøj var sjældent set ufarlige oppe foran. Holdet havde så at sige ikke et ærligt forsøg indenfor Carsten Holbeks målramme i samtlige 90 minutter.

Men efter pausen kom der til gengæld mere fart over feltet. Køge fik - nøjagtigt som i Randers - presset modstanderen i bund, og nu begyndte chancerne også at melde sig. Men man skulle hen til 18 minutter før tid, før der kom hul på bylden.

Martin Retov, der inden kampen blev behørigt hyldet med blomster for sin debut på Danmarks U/21 landshold for en uge siden, erobrede bolden midt på Brønshøjs banehalvdel og hans høje indlæg fik Jimmy Kastrup ikke ordentligt fat i. Det gjorde i stedet Tommy Olsen der kvitterede med at loppe bolden i en blød bue over Brønshøj-målmanden Morten Olesen. 1-0.

Blot seks minutter senere lynede Tommy Olsen igen. Han erobrede selv bolden - igen midt på Brønshøjs banehalvdel - og gik herefter solo mod "hvepsenes" mål, afsluttende med at udplacere Brønshøj-keeperen. 2-0 - og dermed var afgørelsen på kampen faldet.

Kampens mest dramatiske hændelse skete et lille kvarter efter pausen, hvor kampens dommer, Bo Abildgaard humpende måtte forlade banen med en fibersprængning i højre ben. Kampen blev afbrudt i otte minutter, hvorefter den ene liniedommer, Lars Gerner overtog fløjten, og kampens bedømmer, den tidligere divisionsdommer, Villy Nielsen, måtte overtage rollen som liniedommer. Men synd for Bo Abildgaard, der inden uheldet havde dømt ganske fortrinligt.

Bedst hos Køge, der har fået en drømmestart på sæsonen med 10 poinst i fire kampe og målscoren 6-1, var målmand Carsten Holbek, der for tredie kamp i træk holdt målet rent, anfører Morten Eskesen og den unge højre forsvarsspiller Ole Mogensen.

Med sejren har Køge lagt op til et brag af et topopgør mod Farum søndag den 26. august kl. 13.00 i Farum Park.

Kampen i tal:
72. 1-0 Tommy Olsen
78. 2-0 Tommy Olsen
Tilskuere: 934

Startopstilling:
Carsten Holbek, Claus Jørgensen, Morten Eskesen, Mads Olsen, Flemming Eriksen, Morten Hansen, Martin Borre, Ole Mogensen, Martin Retov, Tommy Olsen og Jimmy Kastrup

Udskiftningsbænken:
Nicolas Drost, Morten Overgaard, Jesper Sommer og Thomas Nielsen

Udskiftninger:
77. Morten Hansen <-> Jesper Sommer
80. Jimmy Kastrup <-> Nicolas Drost
86. Tommy Olsen <-> Morten Overgaard

Per Møller