![]() |
Søndag den 29. september 2002 Køge-AaB 0-2 Køge Stadion |
![]() |
Det er ganske pænt hvis man tager i betragtning at DONG Cup-kampen mellem Køge og Esbjerg i onsdags kun trak 469 mennesker ud af hjemmene. Der var mulighed for at vise at de tilskuere der normalt ikke gider at bruge deres søndag eftermiddag på at stå på Køge Stadion at det er det hele værd, og at Køge så absolut kan spille med i den bedste række.
Det er bare ærgeligt at Køge havde ofret alle kræfterne på at underholde de 469 mennesker i onsdags, der til gengæld så et tændt Køgehold der fightede og spillede flot. Dagens Superligakamp på Køge Stadion var en fuser af de store, og de føromtalte publikummer vælger nok desværre at blive hjemme om to uger igen.
Kampen nåede faktisk ikke at komme i gang før Janus Blond fik ramt en tilbagelægning skævt, og bolden røg ud til hjørnespark. Med den to meter høje Allan Gaarde i feltet er et hjørnespark livsfarligt hver gang, og denne gang var ingen undtagelse. Bolden blev langet sikkert ind i panden på nordjyden med centimeterne i sit favør, og en sikker sikker scoring til 0-1.
Som man sidst i kampen kunne høre en skuffet Køge-tilhænger sige: "Vi skulle være gået efter fire minutter".
AaB var klart bedst i langt størstedelen af kampen. De var først på 90 procent af alle bolde, og det betød at Køge spillede op ad bakke hele kampen. Det var helt tydeligt at hvor AaB kom som et hold der havde brugt ugen på at forberede sig til at hævne sidste uges hjemmebanenederlag til oprykkerkollegerne fra Farum, var Køge så absolut et halvtidsproffessionelt hold der havde spillet for fuld tryk med en mand i undertal i 80 minutter i midtugen. Dette er ikke en undskyldning for nederlaget, men blot for måden det skete på.
0-2 blev det ved stakkels Flemming Ljungstrøm der for anden gang i sæsonen måtte se sit navn med rødt på målscorerlisten. Målet der opstod efter forvirring i Køges felt var simpelthen toneangivende for denne kamp. Personlige fejl p.g.a. manglende fysisk overskud, og et jydsk hold der ikke behøvede at gøre arbejdet selv.
AaB kunne nu se at kampen var hjemme og trak sig tilbage og brugte ikke flere kræfter end højest nødvendigt. Køge havde et par chancer i løbet af halvlegen der kunne have udløst scoringer, men kun en næsten-friløber til Tommy Olsen virkede rigtigt truende mod Jimmy Nielsens mål. Bolden blev dog i sidste øjeblik tacklet ud over baglinien til hjørnespark.
2. halvleg var så absolut ikke en halvleg der vil skrive sig ind i fodbold-historien, og efter 60 minutter valgte AaB også at tage holdets profil Michael Silberbauer ud og spare ham til andre opgaver. Man kunne håbe på at ordsproget "hovmod står for fald" ville gøre sig gældende i denne situation, men Køge-skarpheden manglede idag.
Mange gange i løbet af 2. halvlegs sidste 20-25 minutter havde Køge opløb til chancer og enkelte store chancer. Jimmy Kastrup stod blandt andet helt fri i feltet med Jimmy Nielsen efter et smart ryk bagom en ålborggensisk forsvarer, men afslutningen nærmede sig en god tilbagelægnings målfarlighed. Derudover var en afslutning fra kanten af feltet ved at danse i mål efter kontakt med AaB's forsvar. Til slut havde Allan Nielsen et kanonhug mod mål, men en flot redning af Jimmy Nielsen forhindrede Allan i at komme på måltavlen.
Bedst for Køge var endnu engang anfører Mads Olsen, der vokser for hver kamp og som med stor bravour har løftet ansvaret som anfører i Morten Eskesens sted, og Morten Overgaard der med mange sikre ingreb var den der i mange tilfælde var afgørende for at kampen kun endte 0-2.
I næste uge venter en meget svær kamp på udebane mod de forsvarne mestre fra Brøndby IF, og det skal blive rart at se Køges hold rejse sig efter en god uges hvile, og levere en god kamp mod Henrik Jensens tidligere klubkolleger.
Peter Houd
Kommentar og noter:
Træner Henrik Jensen:
- Ærgerligt. Vi spillede en god kamp. Bedre held næste gang, gutter.
Noter:
Thomas Nielsen blev sendt på mål i timerne op til kampen da den ordinære målmand Carsten Holbek måtte melde frafald på grund af influenza. Det var Thomas Nielsens 9. kamp for Køge - og første nederlag.
Kampen i tal:
03. 0-1 Allan Gaarde
18. 0-2 Flemming Ljungstrøm, selvmål
Advarsler: Diego Tur, Andres Oper og Allan Gaarde, alle AaB.
Tilskuere: 3.262
Startopstilling:
Thomas Nielsen, Janus Blond, Søren Nielsen, Morten Overgaard, Flemming Ljungstrøm, Martin Borre, Allan Nielsen, Mads Olsen, Morten Nielsen, Tommy Olsen og Anders Clausen.
Udskiftningsbænken:
Jimmy Kastrup, Ole Mogensen, Hernik Madsen og Jimmi Klitland
Udskiftninger:
45. Anders Clausen <-> Jimmy Kastrup
75. Søren Nielsen <-> Henrik Madsen
88. Morten Overgaard <-> Ole Mogensen
AaB:
Jimmy Nielsen, Brian Priske, Diego Tur, Stefan Bidstrup, Martin Pedersen, Michael Silberbauer (62.: Mads Bro Hansen), Rasmus Würtz, Allan Gaarde, Allan K. Jepsen, Andres Oper 77.: Christian Christiansen), Thomas Augustinussen. Jacob Sørensen blev ikke benyttet.
Dommer:
Michael Svendsen
Liniedommere:
Palle Udsen og Lars Gerner