Fremad Amager Søndag den 28. september 2003
Fremad Amager-Køge 0-1
Sundby Idrætspark
Køge

Flot fight bag ny sejr
Køges nye cheftræner John Tune Kristiansen er fortsat ubesejret i divisionssammenhæng. Ja, han har endda formået at hente maksimumpoints hjem til Køge, eftersom søndagens opgør mod Fremad Amager i Sundby Idrætspark var hans tredie opgave i 1. Division efter at han tog over fra Henrik Jensen. Og tredie gang han trak sig tilbage med alle tre points på kontoen.

Køge vandt nemlig kampen mod Fremad Amager med 1-0 - og det var der ingen der kunne indvende noget imod. Andet end at det var ganske unødvendigt, at Køge-folkene skulle sidde som på nåle til dommer Anders Hermansens sidste fløjt.

Køge burde have afgjort sagen til egen fordel allerede i de første 45 minutter som blev totalt domineret af gæsterne. Køge sad på begivenhederne fra første fløjt og allerede efter 5 minutters spil faldt kampens afgørelse.

Lars Møller blev fældet lige uden for straffesparksfeltet i Køges højre side. Anfører Mads Olsen sendte frisparket ind foran mål, hvor Anders Clausen steg til vejrs og headede bolden i nettet uden chance for Fremad Amagers målmand Kim Drejs.

Målet gav Køge-spillerne masser af selvtillid og gejst. Og samtidig havde hjemmeholdet ikke meget at byde på i de første tre kvarter.

Efter 15 minutters spil blev målscorer Anders Clausen snydt for et straffespark, da han klart blev skubbet i ryggen, men dommeren vinkede afværgende. Dermed måtte Køge gennemføre kamp nr. 40 i træk uden at få tildelt et forsøg fra 11-meter pletten ...

Tre minutter senere var det Allan Nielsen der var tæt på efter en lille solotur, men Fremad-målmanden fik afværget situationen.

Først i kampens 28. minut havde Fremad Amager sit første forsøg mod Jimmi Klitland. Thomas Myssing stod pludselig fri i Køges venstre forsvarsside, mens hans forsøg klarede Jimmi Klitland i flot stil.

I anden halvleg kom Fremad Amager mere med i spillet, men det var fortsat Køge, der var toneangivende.

Man skulle dog hen til halvlegens 12. minut, før der igen skete noget. Køge fik igen tilkendt et frispark lige uden for feltet. Denne gang valgte anfører Olsen selv at forsøge sig - og hans knaldhårde forsøg fik Kim Drejs i Fremad-målet med det yderste af fingerspidserne vippet op på overliggeren og videre til hjørnespark.

Blot tre minutter senere var det Fremad Amager der bed fra sig. Anders Rasmussen forsøgte sig men igen var Klitland på pletten og fik afværget.

Midt i halvlegen troede alle kampen for afgjort. Efter et godt angreb, bygget op af Mads Olsen og Anders Clausen, sluttede sidstnævnte med at sende bolden ind foran, hvor Tommy Olsen befandt sig totalt umarkeret. Desværre for Køge headede Tommy Olsen bolden snert forbi den ene målstolpe.

Godt 10 minutter senere fik Tommy Olsen bolden i nettet. Men meget uforståeligt blev målet annulleret på foranledning af liniedommer Henrik Priegel, der nok bør læse fodboldreglerne igennem en enkelt gang mere inden han næste gang tager linievogterflaget i hånden.

Martin Olesen centrede fra venstre, Fremad-keeperen Kim Drejs fik vippet indlægget op på egen overligger hvorfra bolden røg tilbage i panden på Tommy Olsen, der headede bolden i nettet. Tommy Olsen var langt bag Martin Olesen da centringen faldt - så det var ganske forståeligt at Tommy Olsen så sig gal på liniedommerens afgørelse - og åbenbart havde brugt lidt for heftige gloser. Ihvertfald tildelte dommer Anders Hermansen ham et gult kort på foranledning af hr. Priegel.

Dette kunne have været kampens afgørelse. I stedet måtte de 1.164 tilskuere igennem en nervepirrende afslutning. Syv minutter før tid sendte Anders Rasmussen bolden i sidenettet efter en hurtig og smart kombinationmed den i pausen indskiftede Cihan Cengiz.

Martin Olesen fik en kæmpe mulighed for at afgøre kampen definitivt i sidste minut, da han slap alene igennem, men Kim Drejs gik godt frem og fik sikret sig bolden.

Efter fire minutters overtid lød det befriende sidste fløjt. og træner John Tune Kristiansen, hans nye assistenttræner Peter Juul Petersen og den øvrige Køge-trup kunne jublende række armene i vejret efter holdets tredie sejr i træk. Med sejren forblev Køge på fjerdepladsen i rækken.

Alle Køge spillere fortjener ros og skulderklap for en forbilledlig fight.

Kampen i tal:
05. 0-1 Anders Clausen

Advarsler: Anders Rasmussen og Thomas Myssing, Fremad Amager. Anders Clausen og Tommy Olsen, Køge.

Tilskuere: 1.164

Startopstilling:
Jimmi Klitland, Janus Blond, Søren Nielsen, Mads Olsen, Morten Nielsen, Lars Møller, Allan Nielsen, Casper Grønn, Morten Overgaard, Tommy Olsen og Anders Clausen.

Udskiftningsbænken:
Daniel Bærenholdt, Martin Olesen, Kenneth Fuhr Pedersen og Mads Chr. Olsen.

Udskiftninger:
65. Lars Møller <-> Martin Olesen
86. Anders Clausen <-> Kenneth Fuhr Pedersen
89. Søren Nielsen <-> Daniel Bærenholdt

Fremad Amager:
Kim Drejs, Dennis Danry, Michael Strandquist, John Gadalla, Ali Riza Salci, Anders Flaskager (45.: Cihan Cengiz),Mikkel H. Blavnsfeldt, Thorkild Nielsen, Yusuf Öztürk, Anders Rasmussen, Thomas Myssing.

Dommer:
Anders Hermansen
Liniedommere:
Allan G. Hansen og Henrik Priegel