Søndag den 25. marts 2001Frem-Køge 1-2
Køge tilbage på førstepladsen
Køge er atter tilbage på førstepladsen i Faxe Kondi Divisionen. Pladsen blev tilbageerobret søndag eftermiddag, da Køge efter et rigtigt topdrama i Valby Idrætspark besejrede Frem, der altså havde pladsen til låns i to spillerunder, med 2-1 efter 1-1 ved pausen.Banen var, efter den megen kulde og sne, naturligvis ikke optimal for aktørerne, ligesom den stride østenvind på tværs af banen bestemt heller ikke gjorde forholdene bedre. Alligevel troppede 2.010 tilskuere op til kampen, der blev sendt live til DK4 - og de der trodsede kulden fremfor den lune sofa derhjemme blev belønnet med en efter forholdene rigtig intens, spændende og specielt i anden halvleg underholdende fodboldkamp.
- Set med neutrale øjne var det en efter forholdene fremragende fodboldkamp, roste kommentator Tommy Troelsen fra DK4 efter kampen.
Og det blev da også en utrolig lige og spændende kamp med mange afslutninger mod mål, hvor uafgjort nok havde været på sin plads, men skulle kampen have en vinder kan ingen påpege uretfærdigheden i Køges sejr. Specielt ikke efter kampens sidste 15-20 minutter.
Efter en lidt forsigtig start hvor begge hold så hinanden an faldt den første store chance til Køge efter otte minutter, hvor et hjørnespark udløste en voldsom klumpspilsituation foran Frems mål. Hjemmeholdet fik reddet trådene ud af situationen til et nyt hjørnespark.
Minuttet efter var det foran Mikkel Drexels mål det brændte på - men Tim Ilsøes hovedstød efter hjørnespark strøg snert forbi mål.
I det 18. minut var Frems Claus Jørgensen tæt på med et langskud. To minutter senere måtte Køge foretage en udskiftning, da Peter Hasselgreen måtte lade sig udskifte efter at have vredet om på knæet. Ind kom Daniel Bærenholdt - og han gjorde det rigtigt godt på venstre midtbane.
To minutter efter udskiftningen faldt kampens første mål. Martin Borre modtog bolden på højrekanten, og satte straks i eksprestogsfart forbi sin oppasser. Hans perfekte centring ind foran mål satte Jimmy Kastrup indersiden til. 1-0 til Køge.
To minutter senere var Tommy Olsen tæt på at bringe Køge yderligere foran, men hans hovedstød på Borres perfekte indlæg havnede i favnen på Frem-målmanden Stefan Campagnolo. Fem minutter senere var Faxe Kondi Divisionens topscorer Martin Jeppesen tæt på med et frisk langskud.
Tre minutter før pausen troede alle at Tommy Olsen - igen efter indlæg fra Martin Borre - havde bragt Køge på 2-0, men dommer Torben Jensen bortdømte scoringen med begrundelsen at Tommy Olsen havde skubbet ureglementeret til en Frem-forsvarer. Minuttet efter udlignede hjemmeholdet, da en knold på banen drillede Morten Eskesen så hans forsøg på at sparke bolden væk blev til et hul i luften. Det benyttede Morten B. Nielsen sig af, og alene med Køge-målmanden Mikkel Drexel sendte han sikkert bolden i nettet til pausestillingen 1-1.
Anden halvleg blev rigtig livlig og underholdende for publikum. Det var tydeligt at begge hold satsede på en afgørelse - og mange gode angreb bølgede mod begge mål - og friske langskudsforsøg satte de to keepere på prøve.
11 minutter før tid fik indskiftede Morten Hansen efter hjørnespark skubbet bolden det sidste stykke over stregen - men igen blev Køge-scoringen underkendt, da dommer Torben Jensen mente Morten Hansen havde underløbet Frem-målmanden.
Så det lignede en uafgjort topkamp, da kampen kørte på fjerde minuts tillægstid. Daniel Bærenholdt forsøgte sig langt udefra med et sidste langskudsforsøg. Boldens bane - grunden den drilske vind - snød Frem-målmanden Stefan Campagnolo og prellede af mod overliggeren. Tommy Olsen var fulgt med op og returbolden headede han i det tomme net til ellevild jubel blandt sine holdkammerater og de mange medbragte Køge-fans. 20 sekunder senere fløjtede dommeren kampen af.
Med sejren bragte Køge sig som nævnt tilbage på førstepladsen i rækken - tre points foran Esbjerg på trediepladsen. Vestjyderne overraskede ved kun at få uafgjort 1-1 hjemme mod Hvidovre - mens Vejle igen skuffede sine tilhængere med et uafgjort resultat i Skive.
Hele Køges hold fortjent ros for en rigtig god og professionel indsats - netop som træner Henrik Jensen forlangte på taktikmødet før kampen:
- Jeg vil under nogen omstændigheder IKKE se nogen der IKKE vinder en nærkamp i dag og kæmper r..... ud af bukserne. Vi har noget fra Ølstykke kampen at rette op på.
Den forstod alle vist ...
- Det er også utroligt dejlig når de ting vi har trænet koncentreret på hele ugen igennem - denne uge med pres på boldholderen - lykkes. Og så kan Tommys mål vise sig at være guld værd for Køge Boldklub på længere sigt, sagde en rigtig glad assistenttræner John Tune Kristiansen efter kampen.
Specielt forsvaret var fremragende. Målmand Mikkel Drexel virkede meget sikker, og firemandskæden foran ham, Ole Mogensen, Morten Overgaard, Morten Eskesen og tilbagevendte Flemming Eriksen spillede med autoritet. På midtbanen arbejdede Martin Borre, Martin Retov og Mads Olsen sammen med indskiftede Daniel Bærenholdt som rasende, og fremme gjorde Jimmy Kastrup og Tommy Olsen hvad de skulle - scorede hver ét mål - og tre utroligt vigtige points hjem til klubben.
Kampen i tal:
21. 0-1 Jimmy Kastrup
43. 1-1 Morten B. Nielsen
90. 1-2 Tommy Olsen
Tilskuere: 2.010Startopstilling:
Mikkel Drexel, Ole Mogensen, Morten Eskesen, Morten Overgaard, Flemming Eriksen, Martin Borre, Mads Olsen, Martin Retov, Peter Hasselgreen, Jimmy Kastrup og Tommy Olsen.Udskiftningsbænken:
Daniel Bærenholdt, Morten Hansen, Janus Blond og Thomas NielsenUdskiftninger:
20. Peter Hasselgreen <-> Daniel Bærenholdt
71. Jimmy Kastrup <-> Morten Hansen