![]() |
Søndag den 5. oktober 2003 FC Fredericia-Køge 2-2 Fredericia Stadion |
![]() |
Pointdeling i tam forestilling
Det var lige før man havde ondt af de tilskuere, som havde betalt penge for at komme indenfor murene på Fredericia Stadion til 1. Divisionskampen mellem hjemmeholdet FC Fredericia og Køge.
Havde al retfærdighed skulle opfyldes burde tilskuerne have forlangt pengene tilbage ved udgangen. Det skete imidlertid ikke. Til gengæld kan man vel sige at retfærdigheden skete fyldest da de to hold delte sol og vind lige ved at spille uafgjort. For ingen af parterne havde fortjent at vinde.
Nuvel, tilskuerne fik fire mål at se - og et femte, såfremt kampens dommer Per Abrahamsen ikke havde været så hurtig med at fløjte kampen af men havde "trukket" den med blot fem sekunder. For så havde Køge vundet 3-2, idet Daniel Bærenholdt i samme monemt som dommer Abrahamsen fløjtede for sidste gang fyrede kanonen af og som et projektil røg kuglen i netmaskerne uden chance for Jacob Nielsen i Fredeicia-målet. Fredericia-keeperen kunne dog ånde lettet op da kampen VAR slut.
Men kønt var det bestemt ikke.
Men det hele startede ellers så lovende. Hjemmeholdet lagde ud med brask og bram, og allerede efter halvandet minut hamrede Niels Christian Jensen bolden på Jimmi Klitlands trekantsammenføjning. Og Køge fik hurtigt rystet denne start af sig og overtog kommandoen. Men der skete ikke rigtigt noget nævneværdigt før i det 30. minut, hvor Køges flittige Allan Nielsen tog chancen med et fladt forsøg lige uden for straffesparksfeltet. Ikke noget særligt hårdt skud - men åbenbart hårdt nok til at overrumple Fredericia-målmanden, der må notere et drop på sin kappe. 1-0 til Køge.
Køge kunne to minutter senere have udbygget - og måske definitivt afgjort kampen - da Anders Clausen tog sig en gevaldig solotur på baglinien, inden han smækkede bolden ind foran det jyske mål. Der var imidlertid ingen Køge-folk der fik skubbet bolden det sidste stykke over stregen - og i stedet kom Køges glæde til at vare i kun fire minutter. Så tog Kim Nørholt chancen fra distancen. Bolden prellede af mod den ene opstander, og Anders Mandrup var hurtigt over riposten som han let kunne ekspedere i nettet til 1-1.
To minutter senere var samme Mandrup på spil med et godt hovedstød lige over mål efter godt forarbejde af Johnny Thomsen i højre side, og blot et halvt minut efter var Mandrup igen på spil, med et langskud, som dog røg forbi Klitlands mål.
Mere skete der faktisk ikke i kampen før 13 minutter før tid, hvor Køge mistede bolden i et opspil. FC Fredericia fik her mulighed for at udføre det de lurede på hele kampen - at straffe modstanderen med hurtige kontrastød. Forsvarsspilleren Brian Fakkenor fik tid og plads til at gå med frem og lidt uden for straffesparksfeltet tog han chancen - og bolden gik i nettet forbi Jimmi Klitland. Og så var det hele igen ganske fredsommeligt indtil to minutter før tid, hvor en allers ganske anonym Tommy Olsen pludselig dukkede op og fik sendt et indlæg fra højre siden i nettet til 2-2.
Anden halvleg var med andre ord ganske enkelt dræbende kedelig. Hjemmeholdet ville ikke noget -og et på dagen mærkeligt uengageret Køge-hold formåede ikke at skabe noget der kunne minde om en målchance.
Men et point blev det dog til - og da Silkeborg IF samtidigt også fik uafgjort i hjemmekampen mod HFK Sønderjylland, er der status quo mellem midtjyderne og Køge på en samlet tredieplads efter de to frembrusende mandskaber fra AC Horsens og Randers.
Der er nu to ugers pause til næste runde, hvor Køge spiller på hjemmebane mod Silkeborg IF søndag den 19. oktober kl. 13.00.
To ugers pause, som vil give et måske endelig billede af Køge Boldklubs skæbne som topklub. Den næste uge bliver uhyggelig spændende for klubben, hvor der måske kan ligge nogle overraskelser og lure i kulissen. Overraskelser - gode eller dårlige - som kun venter på at blive offentliggjort.
Ihvertfald er vi alle MEGET klogere, når vi mødes til topopgør på Køge Stadion om to uger.
En hån mod eget publikum
Køges cheftræner John Tune Kristiansen var bestemt ikke tilfreds med sit eget holds indsats i dagens opgør mod FC Fredericia. Men han holdt alligevel hånden over sine spillere.
- Skal vi være enige om én ting. Der skal to hold til at skabe en fodboldkamp. Og FC Fredericia ville absolut INTET i dag, rasede Køge-træneren efter kampen.
Vi var jo i boldbesiddelse hele tiden. Ikke engang da vi førte 1-0 ville de noget. Den indstilling er ganske enkelt en hån mod deres eget publikum, sagde John Tune Kristiansen.
Kampen i tal:
30. 0-1 Allan Nielsen
34. 1-1 Anders Mandrup
76. 2-1 Brian Fakkenor
88. 2-2 Tommy Olsen
Advarsler: Mads Olsen, Køge. Lars Holm Jensen, FC Fredericia.
Tilskuere:577
Startopstilling:
Jimmi Klitland, Casper Grønn, Janus Blond, Morten Overgaard, Morten Nielsen, Lars Møller, Allan Nielsen, Mads Olsen, Henrik Madsen, Tommy Olsen og Anders Clausen.
Udskiftningsbænken:
Søren Nielsen, Daniel Bærenholdt, Kenneth Fuhr Pedersen og Mads Chr. Olsen
Udskiftninger:
45. Henrik Madsen <-> Søren Nielsen
63. Lars Møller <-> Daniel Bærenholdt
75. Casper Grønn <-> Kenneth Fuhr Pedersen
FC Fredericia:
Jacob Nielsen, Lars Holm Jensen, Kim Jensen, Brian Fakkenor, Jes Bekke, Johnny Thomsen (70.: Orhan Avdic), Søren Pallesen, Niels Christian Jensen, Kim Nørholt, Anders Mandrup, Brian Jochumsen.
Dommer:
Per Abrahamsen
Liniedommere:
Claus Heesakker Johansen og Henrik Overgaard