![]() |
Søndag den 18. maj 2003 Esbjerg-Køge 6-1 Esbjerg Idrætspark |
![]() |
Køge ydmyget i Esbjerg
Nettet strammes nu for alvor om Køges SAS Ligahold, som efter søndagens besøg i Esbjerg Idrætspark skal håbe på blegt og mirakler for at undgå nedrykning til 1. Division.
Men - hånden på hjertet. Med den indsats som blev leveret i de 90 minutter i Esbjerg har Køge intet at gøre i Superligaen. Holdets indsats fra fra første til sidste minut at betegne som fornærmende ringe. Forsvaret eksisterede stort set ikke, ni ud af ti nærkampe blev tabt og tempomæssigt var der også klasser til forskel. OK, Esbjerg spillede en rigtig flot kamp med masser af idérigt og hurtigt spil. Men de fik så sandelig også masser af plads at boltre sig på. Og havde det ikke været for en velspillende Jimmi Klitland, der kort før kick-off måtte afløse den sygdomsplagede Carsten Holbek, og manglende koncentration og held i flere vestjyske afslutninger kunne Køge godt have fået en endnu alvorligere øretæve med hjem fra besøget i Esbjerg.
Esbjerg lagde tonen an fra start - og der var ikke gået et halvt minut før der første gang var alvorlig fare på færde foran Jimmi Klitlands mål. Esbjerg startede ganske enkelt i et forrygende tempo, som fuldstændig slog benene væk under Køge. Og efter 23 minutters spil var stillingen 3-0 - og det var endda billigt sluppet!
1-0 blev det i det 5. minut efter et eminent hurtigt Esbjerg-angreb. Jan Kristiansen smækkede fra venstre bolden ind i panden på Tommy Bechmann. Hans hovedstød blev i første omgang flot pareret af Køge-målmanden, der dog måtte se riposten havne hos Jess Thorup der havde let ved at score. Og dermed starte en flot fodboldfest for de 3.426 tilskuere.
Tre minutter senere kom Jerry Lucena for sent til et indlæg fra venstre side, hvor Jan Kristiansen faktisk gjorde hvad der passede ham mod en meget nervøst spillende Søren Nielsen. I det 19. minut blev det 2-0 da Jess Thorup ugenert kunne stige til vejrs og heade et indlæg fra højre side i nettet uden chance for Klitland. Og blot tre minutter senere blev det 3-0. Ole Mogensen mistede bolden på egen banehalvdel til en esbjergenser, der lynhurtigt sendte Tommy Bechmann alene med Jimmi Klitland. Bechmann afdriblede Køge-keeperen og trillede bolden i det tomme mål.
Køge-træner Henrik Jensen reagerede promte ved at tage den tilbagevendte Morten Eskesen ud og rykke Flemming Ljungstrøm ind i midterforsvaret ved siden af Ole Mogensen og sende Morten Nielsen på banen i venstre forsvarsside. Det så umiddelbart ud til at virke nogenlunde efter hensigten, eller også var det fordi Esbjerg slappede lidt af efter den hæsblæsende start og lod Køge få lidt pusterum til at komme lidt ind i kampen. Køge fik lidt tro tilbage i det 36. minut, hvor Ole Mogensen headede reduceringen ind bag Lars Winde i Esbjerg-målet. Optakten var et hjørnespark fra Mads Olsen, som Janus Blond headede videre til Ole Mogensen.
3-1 ved pausen - og Køge havde fået lidt håb om, at en god start på anden halvleg måske kunne skabe spændingen tilbage i kampen. Men anden halvleg blev en total ydmygelse af køgenserne, der så at sige kun var statister i Esbjergs fornemme opvisning - hvor lysten til hæl og tå til sidst var ved at spolerenoget af koncentrationen hos hjemmeholdet. Men underholdende var det for hjemmeholdets tilskuere - knapt så morsomt for den trofaste skare af Køge-supportere der havde taget den lange tur til Vestjylland for at følge deres helte.
Esbjerg startede anden halvleg som de startede første - med et sandt stormløb mod Jimmi Klitland, der gang på gang stod alene ansigt til ansigt med de målfarlige vestjyder, der nu er det mest scorende mandskab i SAS Ligaen.
Jess Thorup var første mand alene med Klitland, der imidlertid flot fik pareret bolden ind på stolpen hvorefter han kunne opsnappe riposten. Kort efter var Tommy Bechmann alene med Kiltland med sparkede snert forbi fjerneste stolpe. Yderliere et par minutter senere kanonerede en fri Bechmann bolden på trekantsammenføjningen - og det var kun et spørgsmål om, hvornår der igen ville blive scoret.
Det gjorde der i halvlegens 18. minut, hvor Jess Thorup fuldendte sit hattrick da han headede et hjørnespark i luften. Uden at blive generet nævneværdigt af Køges forsvar.
Fem minutter senere var det Michael Hansens tur til at misbruge en megachance alene med Køge-målmanden, inden det ni minutter før tid blev 5-1. Et indlæg fra højre side kunne Jess Thorup umarkeret heade ned for fødderne af SAS Ligaens topscorer Jan Kristiansen der med sit frygtede venstreben hamrede bolden i nettet. Og blot tre minutter senere var den gal igen. Tommy Bechmann blev spillet fri og blev fældet af Jimmi Klitland, om hvem det så sandelig må siges at han var på overarbejde i denne kamp. Straffesparket blev omsat af Jan Kristiansen til slutresultatet 6-1 - hvilket var billigt sluppet for Køge, der i kampens overtid havde sit bedste forsøg i hele kampen. Mads Olsen forsøgte sig med et frispark, men den næsten arbejdsløse Esbjerg-målmand Lars Winde fik afværget situationen.
Køge har nu seks points op til en redningsplanke - 10. pladsen - som indtages af AaB. Næste opgave for Køge hedder AGF på hjemmebane. Århusianerne er efter 2-1 sejren i bundgyseren mod Silkeborg (nu næstsidst) syv points foran Køge. Så der er lagt op til en sand gyser når AGF'erne søndag eftermiddag den 25. maj gæster Køge.
Køge-træner Henrik Jensen:
Pinligt!
Der var ikke noget at bortforklare. Det var bare ikke Køges dag. Og Køge-træner Henrik Jensen forsøgte da heller ikke at bortforklare nederlaget.
- Det var ganske enkelt pinligt. Jeg har aldrig set noget lignende. Vi kunne have tabt med 15-1 uden at brokke os. Det er en katastrofe vi spiller på den måde når vi er i den situation vi er i. Det var 90 minutter i luntetempo. Forsvaret var jo en katastrofe. Men slår vi AGF er alt igen åbent og vi giver ikke op. Men indrømmet - det er "vind-eller-forsvind" mod AGF. Så enkelt er det, sagde Henrik Jensen efter at have sundet sig nogle minutter ovenpå de 90 minutter i Esbjerg Idrætspark.
Angriber Anders Clausen blev udskiftet midt i anden halvleg og havde ondt i sin dårlige fod.
- Det er venstre lilletå der er brækket. Jeg har fået tapet den op og det gik fint til træning fredag og lørdag, men efterhånden som kampen skred frem blev den mere og mere øm. Men hold op, hvor var vi ringe. Vi kunne jo have tabt rekordstort. Det var helt vildt som de kørte rundt med os. Ganske enkelt for ringe af os allesammen.
Anfører Morten Eskesen blev udskiftet allerede efter 27 minutters spil.
- Jeg var ikke skadet. Jeg blev ganske enkelt bare taget ud, forklarede en hudløs ærlig Morten Eskesen.
Sjette gang Esbjerg scorer seks mål mod Køge
Køge har altid haft et endog rigtigt stort kompleks overfor Esbjerg fB. Ofte har Køge måtte tage til takke med nederlag af den lidt kedelige slags.
Da Esbjerg søndag eftermiddag pulveriserede Køge med 6-1 var det således sjette gang, at et Esbjerg-hold scorede seks mål i en kamp mod Køge.
To gange har Esbjerg vundet 6-0, én gang med cifrene 6-2 (i Køge), én gang med 6-5 og nu to gange 6-1.
Iøvrigt var det første gang i snart 27 år, at Køge tabte en officiel turneringskamp med cifrene 6-1. Senest det skete var den 3. oktober 1976 - ja, såmænd - i en udekamp mod Esbjerg i 1. Division ....
Kampen i tal:
06. 1-0 Jess Thorup
20. 2-0 Jess Thorup
25. 3-0 Tommy Bechmann
37. 3-1 Ole Mogensen
67. 4-1 Jess Thorup
81. 5-1 Jan Kristiansen
84. 6-1 Jan Kristiansen, straffe
Advarsler: Martin Borre, Morten Nielsen, Flemming Ljungstrøm og Allan Nielsen, Køge
Tilskuere: 3.426
Startopstilling:
Jimmi Klitland, Ole Mogensen, Janus Blond, Flemming Ljungstrøm, Mads Olsen, Martin Borre, Søren Nielsen, Allan Nielsen, Morten Eskesen, Anders Clausen og Tommy Olsen.
Udskiftningsbænken:
Lars Møller, Jimmy Kastrup, Morten Nielsen og Carsten Holbek
Udskiftninger:
29. Morten Eskesen <-> Morten Nielsen
66. Jimmy Kastrup <-> Anders Clausen
66. Tommy Olsen <-> Lars Møller
Esbjerg:
Lars Winde, Erik Wahlstedt, Anders Møller Christensen, Anders Egholm, Henrik Nielsen, Jerry Lucena, Michael Hansen, Hans Henrik Andreasen, Jan Kristiansen, Tommy Bechmann og Jess Thorup. Mikkel Drexel, Lars Chr. Nielsen, Kjetil Pedersen og Jakob Poulsen blev ikke benyttet.
Dommer:
Steen Knudsen
Liniedommere:
Bo Abildgaard og Jesper Overgaard