Det er dejligt at stå her efter afslutningen på et flot jubilæumsår for Køge Boldklub. Året har været præget af jubilæumsaktiviteter, så som udstillingen på Skitsesamlingen, der samlede mange besøgende og vakte stor interesse. Der blev genfortalt mange gamle erindringer om oplevelser med Køge Boldklub, og klubbens udvikling blev flot illustreret af de mange fotos og plancher. Det sværeste for udvalget, med Svend Madsen i spidsen, der havde arrangeret udstillingen, var at vælge fra. Der er også mange minder gemt i 75 års historie.
Det så vi også i det meget store jubilæumsskrift som Søren Olsen og Mads Ole Balling og Per Møller har forfattet. Det er blevet til en bog fuld af minder og kulturhistorie, ikke blot om Køge Boldklub, men også om Køge by og det præg som boldklubben var med til at sætte på byen, på byens kultur- og idrætspolitik, en opremsen af frivillige ledere gennem tiden, der har medvirket til at sætte Køge på landkortet.
Jubilæumsskriftet er også blevet bemærket andre steder, så meget endda at Svend Madsen, Mads Ole Balling og Søren Olsen i tirsdags modtog Køge kommunes initiativpris.
Tillykke med det.
Endelig har Mads Ole Balling begået jubilæumsfilmen om Køge Boldklubs historie. Det har været et utrolig stort stykke arbejde, som på trods af sygdom, Mads Ole her har haft kræfter til at udføre.
Mads Ole har set masser af filmklip fra TV og arkiver igennem og udvalgt det bedste og mest fortællende fra. Det er et historisk filmdokument som jeg vil vædde med, vil blive hentet frem og nydt mange gange.
I skal alle fire, Svend, Mads Ole, Søren og Per Møller samt alle andre der har bidraget til at jubilæumsårets festligholdelse have tak for jeres store arbejde, med at dokumentere Køge Boldklubs historie.
Vi skal heller ikke glemme at i forbindelse med jubilæet lagde Køge Boldklub for DBU græs til to ungdoms landskampe ved EM for U-17 landshold.
Sportsligt
Sportsligt har vi været igennem et glimrende år for Køge Boldklub. Jeg vil ikke remse alle resultaterne op.
Det redegør Peter Houd, Per Møller og Jørgen Jørgensen glimrende for på vores hjemmeside. En særlig tak til dem for det store og informative arbejde.
Der er dog enkelte bemærkelsværdige resultater som vi mener, bør nævnes.
Vores bedste damehold har igen i år vist hel formidabel styrke og er rykket op i landets næstbedste række. Et eksempel på at stærkt sammenhold og godt lederskab fra træner og holdleder bringer resultater.
Et andet sportsligt resultat der skal nævnes er samarbejdet med vore naboklubber, AIK 65 og Solrød FC. Dette samarbejde har nu givet frugt, således alle vore ungdomshold er placeret i de bedst opnåelige rækker. Det er et flot resultat af målbevidst ungdomsarbejde.
1. Holdet
1. holdet sikrede sig oprykning til landets fineste række, og det endda i jubilæumsåret. Bedre gave kan vi ikke ønske os. Resultaterne har været over forventning, vi har været vist mange gange i TV, og får ros for god, morsom og angrebsivrig teknisk fodbold. Alt det som Køge gerne vil kendes på.
Dagligdagen er nu begyndt for både holdet, trænere, ledere og ikke mindst administration. Der er forskel på interessen omkring klubben fra før til nu.
Det har givet en masse arbejde som vi har skulle organisere. Det har krævet mere plads end før, både til kontor og omklædning, og det har da overrasket noget hvor meget det krævede at rykke op.
Også økonomisk. 80% af tiden til bestyrelsesmøder går stadig med økonomi, og det er op af bakke. Styringen skal være meget stram, og det er ikke alt hvad bestyrelsen og spillerne finder nødvendigt der er råd til.
Sponsorerne har ikke stået i kø for at skrive kontrakter, så vi lever fra hånden til munden. Jeg håber at seler og livrem holder, vi gør i hvert fald vort yderste.
Det er også af samme grund bestyrelsen senere i aften fremsætter ændringsforslag til vedtægterne, således at eventuelle investorer ikke bliver skræmt væk af forskellige aktieklasser, som mindretalsaktionær i dag beskyttes af.
2. hold, sekunda og oldboys
Vores 2. hold har klaret sig langt over forventning, trods der har været mange skadede 1. holds spillere, så der har ikke været meget forstærkning at hente fra den kant.
Hele sekunda afdelingen har i øvrigt klaret sig ualmindeligt godt, og oldboys trives også så vidt jeg ved godt. Vi håber I alle nyder kammeratskabet og at spille fodbold, under de forhold det er muligt at tilbyde.
Dame-/pigeafdelingen
1. holdet har jeg omtalt men også i vore pigerækker kommer der flere og flere medlemmer der nyder at komme ud og spille fodbold, og de vinder da også ind i mellem. Der er p.t. 60-70 medlemmer i dameafdelingen.
Ungdomsafdelingen
Vi synes vi har en god udvikling i gang i ungdomsafdelingen. Der er mange medlemmer, så mange at det ind i mellem kniber med pladsen i omklædningsrummene. Det er trist det skal være sådan, men jeg kommer tilbage til hvad vi vil gøre ved problemet. Ungdomsafdelingen er ved at beslutte målsætninger for de enkelte årgange, så nye trænere og holdledere ved hvad klubben forventer af dem.
Resultaterne i afdelingen er gode og det viser vi stadig er på rigtig vej.
I ynglinge- og juniorrækkerne viser resultaterne af trænerne og ledernes dygtige arbejde sig nu. Begge hold er indplaceret i næstbedste række. Nu mangler vi kun det sidste lille skridt, så kan det ikke blive bedre. Jeg vil også lige nævne at igen i år har en af vores egne ungdomsspillere, Henrik Madsen fået debut på ligaholdet, så vi får da noget pay-back på investeringerne i ungdomsarbejdet.
Kommunen
I det forløbne år har samarbejdet med kommunen forløbet som det plejer. Der er enkelte gange vi ikke er enige om hvornår og hvilke baner der må benyttes. Andre gange, som for eksempel da vi skulle indrette stadion til Liga-fodbold gik beslutningen utrolig hurtig om bevillingerne kom som ønsket. Det samarbejde er nok som samarbejde skal være, og tak til kommunen for det.
Eksternt
Samarbejde med Divisionsforening, DBU og SBU forløber gnidningsløst. Det er mellem andre parter der er gnidninger. Liga og divisionerne kommer ikke så godt overens, mest på grund af TV-pengene som divisionerne mener, skal fordeles anderledes, underforstået, der skal flere penge nedad i systemet.
1. og 2. Division vil have større andel af TV-pengene. Ligaen mener ikke vi har flere TV-midler at dele ud af, men at midlerne skal tages fra DBU's pengetank. DBU mener de skal have et administrationsgebyr af TV-pengene. Disse penge mener JBU i mellemtiden at de skal bruge til at udbygge med nogle flere regionskontorer, og det hele er endt op i at den nye struktur i toppen af dansk fodbold er taget som gidsel i pengefordelingssagen.
Sådan er der så meget.
Køge Boldklub vil gå på DBU repræsentantskabsmøde og stemme for den foreslåede strukturændring med en liga og 1. Division på hvert 12 hold, med slutspil og nedrykningsspil. Det må være den bedste løsning. Den næstbedste løsning vil være en liga med ti hold der møder hinanden 4 gange, selvom det kan blive lidt kedeligt i længden at se de samme hold mod hinanden. Jeg tror ikke på der er penge nok i TV-midlerne til en liga med 16 hold der skal dele lige lidt til alle, men vi får se hvor det ender.
Cafeteria
Cafeteriaet har haft et lidt omtumlet år. Finn og Susanne startede året med at finde nye udfordringer. Anders blev ansat men kort efter købte han Herfølge Kro, og sagde forpagtningen op. Nu har vi ansat Edwin og Anita som nyt forpagterpar og vi glæder os til samarbejdet. Tak til Chris for det ekstraordinære store arbejde du har lagt i cafeteriaet og stadion fornyelsen i år.
Medlemstal og økonomi
Medlemstallet har været stabilt på ca. 700, og det har givet Amatørafdelingen et overskud på omkring 200.000 kr., og en egenkapital lidt under 3 millioner kr. Det kan vi kun være tilfredse med.
Fremtid
Det bliver tvingende nødvendigt at få vores stadionprojekt løbet i gang. Det er nu 2? år siden vi sendte den første ansøgning til kommunen angående anlægget. Selvfølgelig skal ting undersøges grundigt før man går i gang, men så grundigt og så langsomt synes vi nu ikke det behøver at gå. Nu er projektet igen lagt i en kommission (eller syltekrukke) så vi ved ikke mere før om et ? år.
Som I kan se er resultatet af Køge Boldklubs arkitekt konkurrence til et nyt stadion her hængt op. Det er flotte og gode fremtidssikrede forslag til, hvordan Køge Stadion kan komme til at se ud, hvis kommunen beslutter sig til ikke at vi skal flytte til et andet område i kommunen.
Men lige meget hvor stadion skal ligge er det bydende nødvendigt at skaffe bedre omklædningsfaciliteter til børn og voksne. Det nytter ikke at kommunen kryber udenom og ikke ofrer på fritidslivet. De må sammen med Køge Boldklub prøve at skaffe midler til en foreningsbygning sammen med stadion. Jeg ved godt at vi har været flere medlemmer på samme plads, men træningsmængden fra da til nu er blevet øget til mindst det dobbelte.
Endvidere har vi planer om at ombygge vores klubhus, således vi i underetagen får plads til en hyggelig sportscafe med udendørs terrasse og servering, til medlemmer, forældre og andre idrætsudøvere der færdes på området.
Og ellers bliver det den daglige udfordring i at spille fodbold og alle nyder sin idræt, der igen i år vil holde bestyrelsen beskæftiget.
Udnævnelse af nyt æresmedlem
Børge Munk Hansen. Har været habil spiller i klubben og derefter påtaget sig lederarbejde i klubben i mange år. 30 år i bestyrelsen, heraf de 19 som kasserer. Han har været engageret forældre og haft ansvar for tælleapparaterne, samt bragt gysserne sikkert og trygt i banken.
Nåle
70 år: Svend Olsen og Gunnar Olsen Det er første gang i Køge Boldklubs historie, og vel en sjældenhed i dansk klubfodbold historie, at vi har to medlemmer der har været med i 70 år, ud af 75 mulige.
50 år: Erik Svendsen, Poppelvej 3, Strøby Egede, Jørgen Hald, Diget 5, Køge og Peter Smollerup, Langesvej 52, Køge.
40 år: Ernst Pedersen, Robenheje 3, Køge. Hans Peter Skovager, Syrenvej 28, Køge. John Nielsen, "Korporalskroen" og Rene Unger, Mågevej 17, Køge.
Som afslutning her på bestyrelsens beretning, og den sidste beretning jeg skal aflægge på bestyrelsens vegne, vil jeg benytte lejligheden til at takke medlemmerne for den tillid de har vist mig ved at genvælge mig de gange jeg har opstillet. Jeg synes jeg forlader bestyrelsen med klubben i god gænge og ønsker klubben god vind fremover.
Hermed beretningen til forsamlingens debat.
Finn Cederstrøm
Formand