![]() |
Søndag den 28. juli 2002 AB-Køge 2-2 Gladsaxe Stadion |
![]() |
Opgaven var én af de hårde mod sidste sæsons nummer fem i superligaen, og cheftræner Henrik Jensen havde også lagt ud med at sige at et uafgjort resultat ville være tilfredsstillende i debuten.
Allerede to minutter inde i kampen kunne Martin Borre noteres for den første Køge-afslutning i sæsonen med et udmærket skud fra kanten af feltet der desværre for Køge passerede hen over overliggeren. Denne slags små chancer var der nogle stykker af i begge ender i de helt indledende minutter, og i det sjette minut så det ud til at forhåbningerne om at holde AB fra scoringer skulle briste. Abdul Sule fik flot vristet sig løs af tre Køge-forsvarere, og afleverede bolden til Superligaens mest scorende spiller gennem tiderne, Heine Fernandez, der helt alene med Carsten Holbek heldigvis for Køge havde mistet sit målinstinkt for et øjeblik.
Omkring et kvarters spilletid inde i kampen var Køge for alvor ved at have løbet nerverne af sig, og to gange snød Martin Borres hurtighed AB forsvaret, og begge gange blev det til farlige indlæg i AB-feltet, uden at det dog fører til mål til de lidt-tættere-stribede-end-sidst fra Køge.
Det der kunne føles som en katastrofe, nemlig en AB-scoring til 1-0, skete efter 28 minutter. AB havde virkelig en høj standard på deres indlæg fra kanterne, og specielt på dødbolde. Et frispark fra højre side af Køge-feltet blev til et hjørnespark i modsatte side. Køges Tommy Olsen var uheldig med at få forlænget til Nicolai Stokholm, der kunne heade i mål til AB-føringen.
Køge skulle lige komme sig over dette chok, og AB havde efter 33 minutter et drilsk forsøg mod Køge-målet via en Køge-forsvarers hæl. Carsten Holbek var dog meget sikker i denne situation, og tog uden problemer hånd om bolden nede ved den ene stolpe.
Efter 34 minutter kunne Tommy Olsen minde os alle om hvordan det er vi foretrækker at se ham. Med armene over hovedet og et mål på samvittigheden.
Et hurtigt Køge opspil efter en bolderobring midt på AB's banehalvdel landede hos sidste sæsoners Køge-topscorer der dog stod tæt på offside, og denne sæsons første "Bomber"-scoring blev placeret køligt bag Jan Hoffmann i AB's mål. 1-1.
I halvlegens slutning havde Martin Borre et godt forsøg på et kontraangreb, og Michael Johansen var tæt på alene at rykke igennem Køges forsvar med et af hans bemærkelsesværdigt hurtig ryk.
1. halvleg sluttede 1-1, og efter min mening var det et yderst rammende midtvejsresultat efter en god halvleg med chancer i begge ender og gode indslag fra begge hold.
2. halvleg var ikke af samme kvalitet fra Køges side. AB dominerede helt klart tingene, og med deres hurtige kombinationer fik de kørt Køge-spillerne trætte i den bagende varme. Tommy Olsen fik dog på et af Køges få angreb sparket bolden forbi Hoffmann igen, men desværre for Køge-angriberen havde AB-målmanden allerede begge hænder på da Tommy Olsen prikkede bolden til sig, så det blev til et frispark til Nordsjællænderne.
Som sagt var det AB's halvleg (i hvertfald de første 35 minutter), men det var bemærkelsesværdigt så få rigtige chancer de formåede at spille sig frem til mod det mere defensive Køge-hold. Til sidst blev Heine Fernandez vist så træt af det hele at han besluttede sig for at klare det selv. Efter en tur i Køges felt forbi tre mand bl.a. ved hjælp af en tunnel kunne han sikkert bringe AB foran med 2-1 efter 64 minutter.
I det 75. minut kunne lyset have været slukket for Køge da Carsten Holbek kom lidt på mellemhold efter et hjørnespark fra AB. Heldigvis for ham havde Køge stadig folk på stregen til at afløse som redningsfolk, og situationen blev afværget. 3-1 på dette tidspunkt havde været slutsignalet for Køge.
Skuffede over den brændte chance lod AB Køge komme lidt frem ad banen, og da den indskiftede debutant Anders Clausen fra højre side driblede ind i AB's felt blev han fældet med det åbenlyse resultat: Straffe!
Som det er vanen tog anfører Morten Eskesen sig af chancen, og han bankede bolden ind i AB-kassen, og sikrede Køge det uafgjorte resultat som var succeskriteriet i sæsonpremieren.
Køge klarede kampen flot. Ud over at de skaffede et godt resultat, viste de i perioder i første halvleg også fodbold i en klasse der bestemt var Superligaen værdig i denne første runde. Blandt Køges bedste var Martin Borre, der så ud til at have genfundet formen fra sidste efterår, og centerforsvarene Claus Jørgensen og Morten Eskesen der på hver sin måde udviste stor autoritet.
Hele holdet kæmpede forbilledligt, og alle virkede meget opsatte på at vise berettigelsen i landets bedste række.
Historisk mål af Tommy Olsen
Det var ikke uventet Tommy Olsen der blev sæsonens første målscorer hos Køge. Tommy Olsen sled sig efter 34 minutters spil fri af sin oppasser Christian Karlsson, som AB i sommerpausen har hentet i Esbjerg, og passerede Jan Hoffmann i AB's mål med et fladt skud. Tommy Olsens 63. mål for Køge i kamp nummer 110 i den zebrastribede klubtrøje.
Men målet var også historisk, da det var Køges første mål i SAS Ligaen.
- Så har jeg da fået skrevet mig ind i historiebøgerne, storgrinede Køge-angriberen efter kampen.
God holdindsats
31-årige Jesper Sommer var en træt, men glad mand, da han i minutterne efter den underholdende 2-2 premierekamp mellem AB og Køge slappede af udenfor det nærmest saunelignende omklædningsrum under tribunen på Gladsaxe Stadion.
- Vi viste en rigtig god holdindsats. OK AB har de fleste chancer og skal kampen have en vinder skulle det have været AB. Men fremragende at vi formår at komme tilbage i kampen to gange, sagde Jesper Sommer, som allerede efter 14 minutters spil afløste den skadede Martin Retov.
Flot debut til Allan Nielsen
To spillere fik søndag eftermiddag deres debut i sæsonpremieren mod AB på Gladsaxe Stadion. Nemlig de i sommerpausen nytilkomne Allan Nielsen og Anders Clausen - og begge efterlod et positivt indtryk af deres debut.
Specielt Allan Nielsen, som spillede samtlige 90 minutter på midtbanen fik en flot debut, og viste med al tydelighed at han kan blive en meget værdifuld spiller for Køge i den kommende sæson.
- Ja, det gik vist ganske godt. Vi stod godt på banen og formåede i store dele af kampen at få slået AB's hurtige kombinationsspil i stykker. Dejligt med det ene points - nu er vi igang på en flot måde. Men det var hårdt til sidst - ikke mindst på grund af varmen, sagde en tilfreds Allan Nielsen efter kampen.
Også angriber Anders Clausen satte et vigtigt fodaftryk på debuten. Det var nemlig den lille hurtige frontløber der fik fremtvundet det straffespark, som anfører Morten Eskesen kunne udligne på ni minitter før tid.
- Jeg synes vi viser en flot moral ved to gange at komme igen efter at være kommet bagud, sagde Anders Clausen, der midt i anden halvleg afløste Søren Nielsen.
Kampen i tal:
29. 1-0 Nicolai Stokholm
32. 1-1 Tommy Olsen
67. 2-1 Heine Fernandez
81. 2-2 Morten Eskesen, straffe
Advarsel: Janus Blond, Køge
Tilskuere: 2.082
Startopstilling:
Carsten Holbek, Janus Blond, Claus Jørgensen, Morten Eskesen, Flemming Ljungstrøm, Martin Borre, Allan Nielsen (debut), Mads Olsen, Søren Nielsen, Martin Retov og Tommy Olsen
Udskiftningsbænken:
Thomas Nielsen, Jesper Sommer, Morten Overgaard og Anders Clausen (debut)
Udskiftninger:
14. Martin Retov <-> Jesper Sommer
63. Søren Nielsen <-> Anders Clausen
69. Janus Blond <-> Morten Overgaard
AB:
Jan Hoffmann, Rasmus Daugaard, Christian Karlsson, Palle Sørensen (45.: Thomas Guldborg Christensen), Steen Träger, Michael Johansen, Nicolai Stokholm, Lars Larsen, Mohamed Zidan (60.: Jesper Falck), Heine Fernandez og Abdul Sule (66.: Sammy Youssouf).
Dommer:
Claus Bo Larsen
Liniedommere:
Bill René Hansen og Henrik F. Kristensen
- Houd