AaB Søndag den 1. juni 2003
AaB-Køge 1-0
Aalborg Stadion
Køge

Køge faldt med æren i behold
Med nederlaget på 1-0 foran 10.451 tilskuere på Ålborg Stadion rykkede Køge, med tre spillerunder tilbage, ud af SAS Ligaen. Men det var et Køge-hold der kunne drage den lange vej hjem til Østsjælland med æren i behold. Trods nederlaget kan Køge se tilbage på en kamp, hvor holdet spillede sin chance og kun en fabelagtig dobbeltredning af AaB's målmand Jimmy Nielsen 10 minutter før tid forhindrede at Køge fik udlignet.

Som ventet blev Køge sat under voldsomt pres fra start. De bolchestribede AaB'ere blev båret frem af det store og medlevende hjemmepublikum, og indenfor kampens første 12 minutter havde Køge-keeper Carsten Holbek leveret to store redninger på forsøg fra Andres Oper og Thomas Augustinussen.

Efter disse to redninger kom Køge mere med i kampen og skabte sig nogle pæne chancer, bl.a. til Anders Clausen og en rigtig stor til Jimmy Kastrup på et hurtigt og godt opbygget kontraangreb. Thomas Bælum nåede dog lige akkurat bolden før Køge-angriberen og fik raget bolden til et hjørnespark, som Køge imidlertid aldrig fik tilkendt.

Det var tydeligt at Køge var godt i gang med at få stresset AaB'erne, der blev mere og mere febrilske som halvlegen skred frem. Presset på hjemmeholdet for at sikre sig de tre vitale points, og dermed den første sejr i fem kampe, var enormt.

Anden halvleg startede som første - med en sand belejring af Køge-målet, hvor CarstenHolbek og co. havde nok at gøre med at forsvare sig og få losset bolden ud af straffesparksfeltet. Men ligesom man troede at Køge, som i første halvleg, ville redde den nordjyske storm af sig, faldt afgørelsen.

Thomas Augustinussen fik rundet Mads Olsen i højre side, og hans perfekte indlæg sendte Kaster Risgård i mål uden chance for den ellers velspillende Køge-målmand.

Et forløsende øjeblik for AaB.

Et kvarter før tid fik AaB tilkendt et meget tvivlsomt straffespark. Indskiftede Christian Christiansen forfulgte en løs bold, og blev - ifølge dommer Anders Mosegaard - fældet af Carsten Holbek, der bestemt ikke var enig i dén kendelse. AaB misbrugte imidlertid den store chance, da Michael Silberbauer kanonerede bolden på underkanten af overliggeren.

Fem minutter senere kom så Køges store chance for en udligning. Mads Olsen fik tilkendt et frispark på kanten af straffesparksfeltet. Brian Gellert sendte bolden over AaB's forsvarsmur. Men med et tigerspring fik Jimmy Nielsen vippet bolden ud i feltet til Daniel Bærenholdt der sendte returbolden mod det tomme mål. Igen nåede Jimmy Nielsen ud og fik vippet bolden væk, ud til Jimmy Kastrup, der imidlertid sendte bolden snert forbi den ene stolpe. Der holdt alle 10.451 ålborgensere vejret.

Som nævnt faldt Køge med æren i behold. Der blev vist meget mere gnist og engagement end i de to forudgående kampe mod Esbjerg og AGF, og indsatsen viste, at der bestemt er mange ting ar bygge videre på, når der efter sommerferien tages hul på en ny sæson - i 1. Division.

Køge slutter sæsonen af med hjemmekampe mod AB og OB. Ind imellem venter en udekamp mod Viborg FF.

Kampen i tal:
57. 1-0 Kasper Risgård

Advarsler: Allan Nielsen og Henrik Madsen, Køge og Thomas Bælum, AaB

Tilskuere: 10.451

Startopstilling:
Carsten Holbek, Janus Blond, Ole Mogensen, Mads Olsen, Henrik Madsen, Lars Møller, Allan Nielsen, Morten Eskesen, Brian Gellert, Jimmy Kastrup og Anders Clausen.

Udskiftningsbænken:
Søren Nielsen, Morten Nielsen, Daniel Bærenholdt og Thomas Nielsen

Udskiftninger:
64. Lars Møller <-> Daniel Bærenholdt
73. Ole Mogensen <-> Søren Nielsen

AaB:
Jimmy Nielsen, Brian Priske, Diego Tur, Thomas Bælum, Allan K. Jepsen, Jacob Sørensen (59.: Michael Silberbauer), Rasmus Würtz (86.: Stefan Bidstrup), Kasper Risgård, Allan Gaarde, Andres Oper (49.: Christian Christiansen), Thomas Augustinussen.

Dommer:
Anders Mosegaard
Liniedommere:
Torben Jensen og Finn E. Rasmussen